Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Med dette Kapitel skrider Apostelen til at psaatale en ny Sag, der plettede Menigheden i Korinth Partispaltningerne var ikke den eneste Plet, var altsaa heller ikke det eneste, der kunde foranledige, at Apostelen kom med Riset Der var indtruffet et dybt Fald i Utugt, og det af en saa ondartet Beskaffenhed, at endog Hedningerne saa paa sligt med dyb Afsky, nemlig at en Mand levede med sin Faders Hustru, det vil sige sin Stedmoder. Saa vidt var det kommen med et af Menighedens Medlemmer. Om vedkommende Synders Fader endnu har været i Live, er uafgjort, men 2.Kor. 7,12 kunde synes at tale derfor.

Og dette dybe Fald havde Menigheden i Slaphed og Sløvhed ikke øvet Tugt overfor, men ladet det gaa hen, og saa var den endda opblæst nok til at holde ved med de tomme indbyrdes Splidagtigheder. Sandselig der havde været Grund til at bøje sig dybt i Ydmygelse med inderlig Sorg og snarest at fjerne denne Forargelse fra Menigheer (V.1-2).

Nu skulde de da vide hvorledes han, deres Apostel, stillede sig til denne Sag, hvor det bedrøvede ham, skønt han dog ikke som de troende i Korinth stadig havde haft dette skammelige Væsen for Øje. Men i Aanden var han hos dem, om end han var fraværende med Legemet, og han udtaler som sin Kendelse i denne Sag, at de skulde samles i et Menighedsmøde, hvor han med sin Aand vilde være tilstede iblandt dem, og da skulde de i det Navn, hvori de var samlede, i den Herres Jesu Kristi Navn og ved den Herres Jesu Kristi Kraft overgive denne skammelige Synder til Satan, det vil sige, han skulde bandlyses ud af Guds Rige til igen at være som en Hedning - Hedenskabet laa jo inde under Satans Magt - altsaa straffes med den alleralvorligste Kirketugt Herrens Folk er et helligt Folk, og blandt os maa ingen Skændigheder taales (V. 3-5).

Hvad forstaas der ved: "til Kødets Undergang" (V.5)? Nogle forstaar det, som om Synderens legemlige Natur, Syndens Virkefelt, skulde nedbrydes af Satan, idet Herren vilde drage sin beskærmende Haand bort fra denne Synder. Saaledes ser vi jo saa tit Utugten ødelægge det Legeme, hvormed der syndedes. Andre forstaar ved Kødet det gamle Menneske og tager det om dettes Dødelse, altsaa Synderen skulde hengives i Syndens Tjeneste saa aldeles, at han ret kunde komme til at mærke, hvilken Slave han var. I begge Tilfælde var Formaalet med denne vældige Tugt ikke Synderens Fordømmelse, men at hans Aand paa Herrens Dag dog maatte være blandt de frelste. Det er en tung Maade at frelses paa, gennem den foreløbige Overgivelse til Satans ødelæggende Magt, men ofte den eneste Mulighed, om det saa dog blot kan lykkes.

Fra V. 6-8 taler Apostelen Menigheden alvorligt til Hjerte. I Sandhed, den Ros, Menigheden mente sig at have, var det kun slet bevendt med. Vidste de da ikke, at en ganske lille Surdejg kan gennemtrænge hele Dejgen, og at det gaar ligesaa med en Synd, der lades i Fred indenfor Menigheden. Den hellige Alvor overfor Synden vil helt igennem svækkes, og Guds Børn er dog bestemte til at være som en Dejg uden Surdejg, det vil sige, de helliges Samfund er et Samfund, der helt igennem skulde være præget af et nyt, helligt Liv. Den nye Pagts Menighed har jo set Opfyldelsen paa det, der forbilledlig var betegnet blandt Israels Børn ved den gamle Pagts Paaske. Moseloven bød, at der skulde holdes Paaske højtid med usyret Brød i syv Dage, efter at Paaskelammet var bleven slagtet, men den nye Pagts Folk maa bestandig holde Højtid; thi "vort Paaskelam, Kristus", er slagtet een Gang for alle (V. 7). Derfor skal Syndens Surdejg heller aldrig taales blandt Jesu Folk, intet af "Ondskab" eller "Skalkhed", intet urent eller usandt maa taales, men Renhed og Sandhed skal være Jesu Menigheds bestandige Maal og Prydselse.

At Apostlen just bruger dette Billede om Surdejgen og Paaskelammet, mener man, hænger sammen med, at han skrev dette Brev henimod Paaske, hvad Kap. 16, 8 synes at hsentyde til. I øvrigt skal vi lægge nøje Mærke til den skønne Tanke, at hele Kristenlivet skal være som et Højtidsliv paa Grundlag af Langfredags store Offer, daglig skal et Guds Barn vandre om i hellig Prydelse og hele Livet være en Gudstjeneste. Men lad os ikke glemme, hvad Ordet her indprenter os:

Et lidet Gran
Af Surdejg kan
Den ganske Dejg forsyre.
Kommer Gnisten først i Vand,
Er den ond at styre.

Apostlens Opfordring til at skride ind imod hin nævnte grove Synder (V.1) er gaaet over til at blive en mere almindelig Formaning til at leve det hellige Liv, der hører Herrens hellige til, i skarp Modsætning til Synden. Derved kommer han ind paa en Ytring i et tidligere Brev til Menigheden, et Brev, der ikke er bleven bevaret, hvor han havde skrevet, at de ikke skulde have noget at skaffe med Skørlevnere. Dette havde man i Korinth forstaaet saaledes, som om dette gjaldt alle Skørlevnere, ogsaa Hedningerne, ogsaa dem udenfor Menigheden. Derved mistede Formaningen ligesom sin Kraft; thi det var jo umuligt for de troende at holde sig fri for alt Samkvem med deres hedenske Bysbørn. Det havde Apostlen selvfølgelig ikke ment, men det var Samkvemmet med dem, der kaldte sig Brødre og dog levede i aabenbare Synder, han havde haft for Øje. Han nævner her foruden Skørlevned flere andre Synder, saaledes Gerrighed og Drukkenskab, Rovlyst og deslige, der i Lighed med Horkarlens Synd betegner Trældom under sanselig Nydelses Attraa. Hvad menes med Afgudsdyrkelse (V.11) mellem de Kristne? Formodentlig en saadan Gaaen med til Hedningernes afgudiske Væsen, at det blev uforeneligt med den levende Tro. Et Eksempel derpaa nævner han jo i Kap.10, hvor han revser Krisines Deltagelse i hedenske Offermaaltider (se Kap. 10, 14-22).

Og saa staar der: "Skændegæst" midt iblandt disse andre grove Syndere. Ordet betegner egentlig en Æreskænder eller Bagvasker. Men at denne Synd nævnes her midt iblandt de allergroveste Ting, skal minde os om, at Tungens Synder vejer stærkt i Herrens Vægtskaal, og just disse Synder tages der tit saa let paa ogsaa blandts Guds Folk.

Hvis saadanne fandtes indenfor Menigheden, skulde de hellige bryde alt Samfund med dem, end ikke spise sammen med dem: Det maa jo for vore Forhold vejlede os i Henseende til den rette Kirketugt overfor saadanne, der slutter sig til de troendes Kreds. Overfor de mange vantro dødte, denne underlige Blanding af Hedenskab og Kristendom, kan en indgaaende Kirketugt vanskeligt anvendes under de folkekirkelige Former. Selvfølgelig kan der ske Afvisning fra Nadvere og deslige, men de kommer dog nærmest ind under dem, Apostelen i V.12-13 nævner som værende udenfor. Ogsaa de skal faa deres Dom, men den er Guds Sag. Derimod vil Herren have sine Venner med i Arbejdet paa at holde Kirketugt blandt dem, der er indenfor Broderskabet der har vi ikke Lov til slapt, som hine korinthiske Kristne, at lægge Hænderne i Skødet" Nej, der foreligger Opgaven fra Gud til Menigheden Paulus slutter med det vældige Alvors ord: "Bortskaffer den onde fra eder selv." Det minder om Ordet i 5 Mos·17,7 og 12, hvor der tales om Tugt indenfor den gamle Pagts Menighed, og hvor det lød: "Du skal borttage den onde af din Midte, af Israel."

I 2. Kor. 2 hører vi nærmere om denne Sags Forløb. Det viste sig, at den dybe, hellige Alvor, hvormed Paulus tog denne Sag, havde baaret god Frugt. Fald undgaas vanskeligt indsenfor de helliges Samfund, men Ordet om ·at være langmodig mod alle maa ikke misbruges til Slaphed Kristi Kærlighed er en hellig Kærlighed, der hader Synden, samtidig med at den søger at frelse Synderen.