Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Blandt de Synder, Apostelen havde nævnt i foregaaende Afsnit, var ogsaa verdsligt Begær, Gerrighed og Havesyge. Denne Synd var just ved Siden as Horeriet ejendommelig for det hedenske Væsen, som vi saa oste hører det omtalt i det nye Testamente, og Levningerne deraf svores stærkt indenfor de første kristne Menigheder. Det var ogsaa Pengegridskhed, der havde ført til Trætte og Tvistemaal mellem de hellige i Korinth indbyrdes. Men tilmed gik man saa vidt, at man førte disse Sager frem for de hedenske Domstole, i Stedet for dog at lade det blive en Sag mellem de hellige indbyrdes. Det blev til Skam for Menigheden, til Spot hos Hedningerne, og det er dette, Apostelen alvorligt revser i dette Afsnit.

"Kan dog nogen føre det over sit Sind" at bære sig saaledes ad, siger han. Saa stor en Skam, saa ubegribeligt var det, at de kunde nærme at bringe denne Spot over Guds Rige. Det hele kunde jo ordnes ved mindelig Afgørelse af Brødre (V. 1)."

Dette begrunder Paulus først ved at henvise til den i saadan Adsærd liggende dybe Miskendelse as deres egen høje Naadestilling som Herrens hellige. De hellige skulde jo engang ved Herrens Genkomst være Herrens Redskaber til Dom over Verden (V.2), ja ogsaa over Engle (her maa selvfølgelig tænkes paa de faldne Engle). Og saa skulde disse Herrens hellige være uværdige til at dømme i de ringeste Sager, i saadanne nogle smaa Ting, der kun har saa ringe Betydning med Evigheden for Øjet. Det var Daarskab og usømmeligt.

Ved deres Liv og Bekendelse bliver de hellige jo til enhver Tid til Dom for Verden, og Verden føler sig ogsaa dømt alene derved at de hellige vandrer paa en anden Vej end de selv, men ved Herrens Genkomst skal de hellige regere med ham i Tusindaarsriget (se Joh. Aab. 20, 4). Det maa være dette, Apostelsen har for Øje, naar han siger, at de hellige skal dømme Verden. Denne Sandhed møder os allerede i Daniels Bog, saaledes i Kap. 7,22: "Tiden kom, da de hellige tog Riget i Besidd»else." Fremdeles møder vi den i Herrens Ord Matth 19, 28, hvor Herren siger til Apostlene: "I skal sidde paa tolv Troner og dømme de tolv Israels Stammer."

Fra V. 4-6 skammer Paulus dem ud for den Falliterklæring, de gav sig selv, at der ikke iblandt dem skulde findes en seneste, som var i Besiddelse af den Smule Visdom, der skulde til for at skille Trætten mellem Brødre, siden de satte dem til Dommere over sig, som dog var "agtet for intet i Menigheden." Derved tænkes paa Hedninger, der jo nok i borgerlig Henseende kunde være agtværdige nok, men aandelig set jo ikke kunde regnes for noget.

Paulus sammenfatter denne bedrøvelige Sag idet vemodige Udraab (V.6): "Broder fører Sag imod Broder og det for vantro."

Fra V.7-11 viser han, hvor daarligt det var, at de i det hele taget havde Retssager med hverandre. Et Guds Barn skulde dog hellere ville lide Uret end gøre Uret; men saaledes tænkte man ikke i Korinth - og det overfor Brødre. I V. 9-10 viser han, at en saadan Adfærd kunde blive til det allerværste Tab, nemlig Tabet af Guds Rige. Al Uretfærdighed der holdes Haand over, al Fastholden ved Synd, af hvad Art den saa end monne være, udelukker fra den himmelske Arv. Atter fremdrager Apostelen lignende Synder, som vi hørte om i Kap.5,11, Synder beslægtede med Havesyge, for saa vidt som de alle gaar ud paa Tilfredsstillelse af sanselig Lyst paa Næstens Bekostning. Af de forskellige Utugtssynder, der fremdrages, faar vi rigtig et Indblik i det gruelige Liv, der levedes af den korinthiske Verden, en Skildring, der minder om Rom. 1, hvor Paulus afmaler Hedenskabets raadne Tilstand. Med Hensyn til "Synder imod Naturen" henvises til Rom. 1, 26-27.

"Farer ikke vild," siger Paulus. "At du vil i dine Lyster fare fort, som du er van, og dig dog ved Jesus trøster, gaar i Evighed ej an."

I V. 11 minder Apostelen dem, for ret kraftig at advare dem imod at tage det let med disse Laster, om deres Fortid, da de trællede under alt dette. "Saadanne var I for en Del," siger han, og stiller saa i Modsætning dertil deres Nutid frem for dem, den hellige Naadestilling der var bleven dem til Del i deres Daab. Han bruger de tre herlige Betegnelser: "I lod eder aftvætte - I blev helligede - I blev retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand." Alle tre Udtryk betegner det samme, nemlig Optagelsen i Naadestanden ved Renselsen fra Syndeskylden, ved Indvielsen til Gud som helligede for ham, ved Frikendelsen fra Synden, Retfærdiggørelsen, se Rom. 3, 24.

Denne Naade var de blevne delagtige i ved den Herres Jesu Navn, Frelsernavnet, der taler højt om, hvor dyrt vi er købte. "Og ved vor Guds Aand" føjer Paulus til, fordi Troen paa denne Naade ene virkes ved Aanden. Altsaa som troende døbte var de oprejste til denne høje Naadeplads. Vilde de da nu atter glemme denne Naade og atter hengive sig til det elendige Liv, hvorfra de var blevne udfriede?. Nej, det gjaldt om at vandre værdigt det høje Kald, med hvilket de var kaldede, at vandre, som det sømmer sig de hellige.

Naar der i V. 11 staar: "I blev helligede" midt imellem "aftvættet" og "retfærdiggjort", er det altsaa her den ved Daaben skænkede og i Troen tilegnede Hellighed af Naade, der er Tale om, i Kraft af hvilken de troende har faaet Naaderetten til at kaldes med det store Navn, de hellige. Paa samme "Maade taler Luther om Hellighed i Forklaringen til den tredie Artikel, idet han siger: "Den Helligaand har kaldt mig ved Evangeliet, har oplyst mig med sine Gaver, har helliget mig."

Men alle dem, der saaledes er helligede af Naade ved Troen lyder det til: "Efter den Hellige, som kaldte eder, skal ogsaa I vorde hellige i al eders Vandel" (1. Pet.1,15). De hellige skal helliggøres. Livets Helliggørelse ligger som Spiren i Troens Hellighed og kan ikke udeblive, dersom man vil vedblive at være troende.

Det sker vel endnu den Dag i Dag, at der kan komme Trætte angaaende timelige Ting mellem troende Mennesker, og det er sørgeligt. Men sker det, da gælder det om ikke at holde fast paa sin juridiske Ret, selv om man har Retten paa sin Side. Kamp kan det vel koste at fornægte sig selv. Ak, vort Hjerte hænger saa fast ved disse timelige Ting, og Hjertet bliver ofte saa underlig koldt og haardt ogsaa mellem Brødre i Troen, naar det gælder de timelige Sager. Lader man Stridslysten tage Magten, da kan man være overbevist om, at man taber, selv om man timelig set vinder sin Sag. Men at finde sig i et Tab for Broderskabets Skyld, det er i Virkeligheden altid Vinding, stor Vinding. Og det bliver til Ære for Herrens Navn.

Stiller det sig imidlertid saaledes, at man maa have Sagen ordnet, eller man er for ringe i Kærligheden til at finde sig i et Tab, saa gælder det dog om for alting ikke at lade Sager mellem Brødre komme for de verdslige Domstole. Selv om vore Domstole ikke er hedenske, bliver Skammen dog lige stor. Da gælder det om at lægge Sagen frem for Venner i Herren og saa tage Afgørelsen som fra Herren, det som Ordet her saa alvorligt lægger os paa Hjerte. Men vor Bøn skal det være, at Havesygens og Begærlighedens Aand maa ganske uddrives af vore Hjerter, og at vi hellere maa lide Tab end yppe Kiv og Trætte.

Herrens Røst, som aldrig brister,
Lært mig har, hvad og jeg tror,
Alt, hvad for hans Skyld jeg mistet,
Faar igen jeg paa hans Ord.

Med dette Afsnit begynder Paulus en Udvikling af den kristelige Friheds Væsen og rette Brug, og denne Udvikling strækker sig lige fra Kap.6,12 til 11,1. Der var i Korinth saa megen Mangel paa hensynsfuld Kærlighed, at en Belysning af dette Spørgsmaal var højst fornøden. Apostelen begynder med (V.12) at opstille den almindelige Grundsætning for et Guds Barns Frihed i Herren i Modsætning til alt Lovvæsen. "Alt er mig tilladt," siger han, og Meningen dermed er, at et troende Menneske ikke er trælbunden under det ydre Lovbud, ikke er under Loven men under Naaden. Det er det samme, der i Jakobs Brev kaldes "Frihedens fuldkomne Lov" (Jak.1, 25).

Men selvfølgelig trængte denne Udtalelse til nærmere Begrænsning for ikke at blive et Skalkeskjul for det gamle Menneske. Det Ord: "jeg har Lov til alt" vil visselig ikke sige, at man uden Fare kan tillade sig selv, hvad man faar Lyst til. Nej, Paulus sætter straks to Grøfter ved denne Frihedsvej, nemlig 1) "alt er ikke gavnligt," 2) "jeg skal ikke lade mig beherske af noget." Dette "alt", der er et troende Menneske tilladt, indbefatter selvfølgelig ikke det, der har Guds i Ordet aabenbarede Vilje imod sig, men der findes jo udenfor det, som Gud har forbudt, et stort Omraade, hvor Gud ikke i Enkelthederne har afridset de Veje, paa hvilke hans Barn skal gaa, men hvor Guds Aand vil vejlede Skridt for Skridt, Dag for Dag til al Sandhed (Johs. 16, 13). Paulus peger altsaa her paa to aandelige Hensyn, nemlig Hensynet til, om det virkelig gavner, opbygger (Kap.10,28) baade mig selv og min Næste, og Hensynet til, om jeg i Brugen af det i sig selv tilladte formaar at hævde min indre Frihed. Disse to Hensyn set i Aandens Lys gælder det om at agte paa overfor den Mængde Ting, der møder os ·i det daglige Liv, med Spørgsmaalet: "Er det tilladt for et Guds Barn eller ikke ?"

I den korinthiske Menighed synes der at have været nogle, der endnu ikke ret var komne ud over den gruelige hedenske Tankegang, at Kønsdriftens Tilfredsstillelse efter frit Behag kun var "en naturlig Fornødenhed" ligesom at spise og drikke. Den samme hedenske Tale hører mkan jo blandt vsore Dages Fritænkere. Apostelen viser nu, at det var en skammkelig Forvrængelse af Ordet om et kristent Menneskes Frihed Vej, der var sandelig Forskel paa Legemets Forhold til Maden og saa dets Brug til Skørlevnet (V.13). Maden og "Bugen hører begge den forkrænkelige Tilværelse til og skal "tilintetgøres", ikke mere findes paa den nye Jord, hvor Legemet ikke længere trænger til Opholdelse og Fornyelse, fordi det da vil være uforkrænkeligt. Naar der i Guds Ord tales om at "sidde til Bords" i Guds Rige, betyder det altsaa ikke legemlig Føde.

Men selve Legemet skal ikke tilintetgøres, det er bestemt til at have en evig Fremtid, en Fremtid "for Herren". "Og Herren for Legemet," føjer Paulus til; det er Kristi Naades Gerning som vor Herre at hellige ogsaa vort Legeme som sit Redskab, ikke blot for Tiden, men ogsaa for Evigheden. Derfor vil Gud oprejse ogsaa dette vort Legeme fra de døde ved sin Guddomskraft, ligesom han oprejste Herren, vor store Broder Jesus (V.14).

Fremdeles peger Paulus (V. 15) paa, at vore Legemer er "Kristi Lemmer", thi vi hører med Legeme og Sjæl til det Kristi Legeme, der hedder Menigheden. Hvor grueligt da at gøre disse Lemmer til "Skøgens Lemmer", og det gør man (V. 15-17) ved at hengive sit Legeme til "Skøgen og blive eet Kød med hende i Stedet for at hænge ved Herren og bære een Aand med ham".

"Flyer Skørlsevnet " - o, maatte dette Ord dog trænge dybt ind i hjerterne, saa alt slibrigt og urent blev en Væmmelse for et Guds Barn, det være sig i Tanke, Ord eller Gerning. I V. 18-20 begrunder han denne sin Formaning endnu fra den Side, at ingen Synd i den Grad er en Forbrydelse mod vort eget Legeme som Horeri. Enhver anden Synd, som et Menneske kan begaa, kommer i Stand paa den Maade, at et eller andet, der "er udenfor Legemset," ikke hører hans Legeme til, benyttes som Redskab ved Tilfredsstillelsen af den kødelige Lyst i Legemet, men ved Horeriet er det Legemet selv i sin Helhed, der baade er Genstand for Besmittelsen og selv er Urenhedens Redskab. Den Synd ligger ligesom helt og holdsent indenfor Legemet. Og atter understreger Paulus i Modsætning der til Legemsets høje og hellige Betydning som "den Helligaands Tempel" (V.19) og Guds Ejendom. Vi er jo ikke vore egne, vi er jo købte, og det dyrt, ved Kristi Blod. Det er en vældig Naade, at vi er købte fri fra Satans og Syndens Magt til at være Guds, men dermed følger ogsaa det hellige Ansvar. En Ejendom er undergiven sin Ejermands Vilje. Nu er det visselig ikke med et Menneske som med en Ting, der købes. Mennesket maa give sit Minde til at være Herrens Ejendom. Mange af de dyrsekøbte vil jo være deres egne Herrer, men opnaar kun derved at blive Satans, Verdens og Kødets Trælle. Men en Kristen har givet Gud sin Vilje, har kendt den salige Naade og usigelige Kærlighed, der ligger i dette at maatte være hans, ikke blot til Sjæl, men ogsaa til Legeme. Saa er dermed Opgaven givet os, at leve for ham, til hans Ære, ogsaa i Henseende til Legemets Brug. - De sidste Ord: "Og i eders Aand, hvilke hører Gud til" mangler i alle de ældre Haandskrifter. Det følger jo af sig selv, thi kun hvor Aanden har overgivet sig til Herren, faar han ogsaa Raadighed over Legemet. Men her i denne Sammenhæng er det jo Legemets højhed Paulus understreger.

Tag mit Liv, o Frelser kær,
Leve helligt du mig lær,
Lad mig hver en Dag og Stund
Prise dig af Hjertens Grund.