Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel 7, 1-16.
344. Om Ægteskab, ugift Stand og Skilsmisse.

Imod det i foregaaende Kapitel af Guds Ord dømte Skørlevnet opstiller Apostelen nu den af Gud satte Ordning, Ægteskabet, hvis Bestemmelse det just er at hindre det vilde og uordentlige Samliv.

Af V. 1 ser vi, at Korinthierne havde gjort ham en Del Spørgsmaal deslangaaende i deres Brev til ham. Spørgsmaalet har formosdentlig lydt paa, om det virkelig maatte anses bedst for en Mand at afholde sig ogsaa fra alt ægteskabeligt Forhold til en Kvinde. Der har maaske været nogle, vel kun ganske enkelte, i Korinth, som ved den almindelige Slaphed paa dette Punkt lod sig drive over i den modsatte Yderlighed, og muligvis har de beraabt sig paa, at Paulus selv var ugift.

Pauslus's Svar gaar ud paa, at han ansaa det for heldigst at være ugift. Dog er det ingenlunde hans Mening at nedsætte Ægteskabsets Værdi; vi behøver blot at tænke paa, hvorledes han i Eses.5, 22-32 bruger det ægteskabelige Forhold mellem "Mand og Kvinde som Billede paa det aandelige Forhold mellem Herren og Menigheden; højere kan hlan da ikke stille Ægteskabet. Det er ogsaa med? særligt Henblik paa Tidsforholdene, han tilraader ugift Stand, det hører vi om i V. 26, hvor han just gentager Ordet fra V.1 og saa føjer til, at han har denne Mening af Hensyn til "den nærværende Nød", den trange Tid (V. 29), som fulgte med Kristkenmenighedens daværende Vilkaar, hvor Fjendskabet ulmede imod den allevegne, og Forholdene i Romerriget var saa truende.

I V. 7 føjer han endnu til, at der hørte en særlig Naadegave fra Gud til for at kunne leve ugift med et ret Sind.

Som Regelen opstiller han Ægteskabet som den for alle mest tjenlige Livsform (V. 2), som en Ordning fra Gud, der skulde modsvirke al Løsagtighed og uordentlig Tilfredsstillelse af Kønsdriften ("for Utugts Skylds"). Papisternes Lære om ugift Stand (Cølibatet) som noget fortjenstligt, finder ingen Medhold i Skriften, ikke heller paa dette Sted.

Men skal Ægteskabet saaledes virkelig blive et Værn mod Horeriets vilde Væsen, da bør Ægtefællerne leve med hinanden i et virkeligt ægteskabeligt Samliv (V. 3-5) og kun med fælles Samtykke afholde sig fra hverandre til en Tid, naar de særligt og udelt vilde overlade sig til Faste og Bøn. Der tænkes selvfølgelig ikke herved paa den daglige Beden, om hvilken han 1.Thess.5,17 siger, at den skal ske uden Afladelse, men paa særlige Højtider, Bøn ved særlige Anledninger. Deri ligger et Vink om ogsaa i Ægteskabets Samliv ikke at være behersket, men Guds frie Børn, blot at her begge Parter er enige. Dette sidste betones stærkt Som de, der er bestemt til at være eet Kød, maa de ikke trodse hinanden.

Naar Paulus saa raader dem til snart atter at komme sammen, for at de ikke skal blive fristede (nemlig til Troskabsbrud), tyder Tilføjelsen: "fordi I ikke formaar at være afholdende hen paa det svage Punkt hos Korinthsierne. En falsk Aandelighed kunde let slaa over i sin Modsætning i sædelige Fald.

Dog føjer Paulus til (V. 6), at han siger dette (V.1-5) som Raad (egentlig som en Indrømmelse, en Hensyntagen, ikke som Befaling Skønt han selv helst vilde, at alle Mennesker var som han, altsaa ugifte, paa Grund af de daværende Forhold (se V. 26-29), saa ved han dog vel, at hver i denne Sag har sin Naadegave af Gud.

Efter saaledes- (V. 2-7) at have talt om Ægteskab i Almindelighed, saa vender han sig nu til Omtale af de enkelte Forhold, først i Korthed til de ugifte (V. 8-9) dem, der aldrig havde været gifte eller hvis Ægtefælle var død (nærmere derom V. 25-38). Hans Raad til dem, som ikke var i Ægtestand, er det samme som før omtalt: bedst at forblive ugift, dog bedre at gifte sig end at pines af kønslig Fristelse. Fra V, 10-11 taler han til kristne Ægtefolk og nævner for dem Herrens bestemte Forbud mod Skilsmisse. Det Undtagelsestilfælde, som Herren nævner Matth 5, 32, taler Apostelen ikke om her, hvor Hovedtanken væsentlig er at indskærpe Ægteskabets Uopløselighed mellem Kristne Naar Paulus her først nævner Hustruen som den, der ikke skal skilles fra Manden, ligger det maaske i, at Tilbøjeligheden til Skilsmisse lettere kom frem hos Hustruen som den svagere og oftest mere lidende Part.

V. 11 oversættses rettelig: "Men dersom hun er bleven skilt fra ham," altsaa dersom dette skulde være sket før Modtagelsen af dette Brev, eller allerede før vedkommende var bleven en Kristen, saa maatte der i alt Fald ikke indgaas nyt Ægteskab, saafremt hun da ikke igen forligte sig med Manden.

Fra V.12-16 taler Apostelen om de "blandede Ægteskaber," hvor den ene Part var bleven Kristen, men den anden Part endnu var vantro (altsaa en Hedning), og her føjer han til, at det er ham og ikke Herren, der siger det han nu siger, hvormed han mener, at vi ikke har noget udtrykkeligt Ord fra vor Frelser med Hensyn til saadant blandet Ægteskab. Naar han kalder det sit Ord, er det dog ikke udenfor Herren men i Guds Aand som den, der af Naade var Herrens tro Tjener (V. 25 og V. 40), saa hans Raad faar dog sin fulde Vægt Hans Ord gaar da ud paa, at et saadant Ægteskab ikke burde opløses, saa længe den vantro Part ønskede at fortsætte det, og som en særlig Grund til dette Ord peger han (V.l4) paa, at den vantro helliges just ved at være saaledes knyttet til et troende menneske. Meningen er jo ikke en personlig Sjæls-Helligelse, en saadan finder jo kun Sted ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand (se Kap.6,11) ved Daab og Tro; men det er det selve det ægteskabelige Forhold, som helligedes idet den troende tog Ægteskabet op som Guds forordning for Guds Aasyn. At det er den rette Forstaaelse, fremgaar af Begrundelsen ved Idet tilsvarende Forhold med Børnene: Og ellers var jo eders Børn urene, men nu er de hellige.

I og for sig er jo hvert Barn urent som født af Kødet, som undfangen i Synd; men kristne Forældre ser dog ikke paa deres med Arvesyden besmittede Børn som urene i den Forstand, at Forældrense skal skille sig fra dem som fra andets urent, ellers kunde jo Forældrene ikke glæde sig over deres nyfødte Børn, i hvert Tilfælde ikke før de var blevne døbte og personlig helligede ved Jesu Blod. Men kristne Forældres Børn er paa Grund af deres inderlige umiddelbare Livsforbindelse med deres Forældre inde under en hellig Velsignelse fra Fødselen af. Forældrenes Forbøn og Guds over Hjemmet udbredte Naadehaand medvirker dertil, ligesom saadanne Børn jo har Genfødelsens Bad i Vente

Men paa lignende Vis har det sig da i Ægteskabets inderlige Livsforbinsdelse, naar den ene Part er i Guds Haand som hans frelste Ejendom.

Medens altsaa et saadant blandet Ægteskab er kristelig gyldigt, saa at det ingenlunde en Pligt for den troende Part at skille sig fra den vantro, anser Paulus det paa den anden Side (V. 15-16) heller ikke for Pligt at opretsholde Forbindelsen, dersom den vantro (hedenske) Part vil skille sig. Den troende Part maa blot ikke selvraadig løse Baandet, men er ikke bunden, om den anden vil. Gud har kaldet os til Fred, siger Apostelen, til i Troen at leve med Sjælefred og den behøver ikke at mistes, hvis Skilsmisse skulde indtræde paa den Maade.

Den Tanke, at den troende Hustru muligvis kunde frelse Manden og omvendt, den troende Mand kunde frelse Hustruen, kan ikke blive et afgørende Baand; thi det er jo dog uvist om det kan naas ved fortsat ægteskabeligt Ssamliv (V.16).

Den Oversættelse, der fandtes i den ældre Udgave af vort danske Testamente: "Hvad ved du, Hustru, om du ikke kan frelse din Mand", var næppe sproglig rigtig. Efter saadan Oversættelse indeholder dette Vers en Begrundelse for ikke at skille sig (du kunde muligvis frelse Manden), men det passer ikke saa godt til V. 15, hvor Hovedpunktet dog er dette, at en Broder og en Søster ikke er bunden i saadant Forhold. Den rette Oversættelse er vistnok den, som vi nu har: "Hvad ved du, Hustru, om du vil kunne frelse din Mand."

Mange har taget Ordet, saaledes som det findes gengivet i vor gamle danske Oversættelse, som en Sovepude, en Beroligelse, naar de var ved at gifte sig med et uomvendt Menneske. Man trøstede sig da med: Vi kan vist vinde ham eller hende for Herren just ved at gifte os med vedkommende. Det er i hvert Tilfælde et Misbrug af dette Guds Ord; thi her tales jo ikke om Ægteskabets Indgaaelse, men om Mennesker, som var gift i Forvejen, før nogen af dem blev troende. Med Hensyn til dem, der, først indtræder i Ægteskabet, staar det tydelig nok i V.39, at en Kristen ikke maatte ægte en Hedning. Og den almindelige Erfaring viser os, at det som Regel gaar lettere for den vantro Part at drage den anden fra Herren end omvendt. Nej, det er uvist, ganske uvist, om det vil lykkes, særlig for den, der som troende indtræder i Ægteskab med en vantro, da Ægteskabet jo saa begynder med en Overtrædelse af Guds Vilje.

En bekendt Præst fortæller, at han engang fik Besøg af en ung troende Kvinde, der fortalte ham, at hun var bleven forlovet og paa Spørgsmaalet, om hendes Forlovede var troende, svarede, at det var han vel ikke endnu, men hun haabede at kunne vinde ham for Herren, naar de først blev gifte. Præsten bad hende da stige op paa en Stol og opfordrede hende til, staaende paa Stolen at løfte ham, der stod paa Gulvet, op til sig. Det kunde hun ikke. Han løftede hende da med Lethed ned og spurgte hende: For hvem gik det lettest? Den Prædiken glemte hun ikke.

At Gud i sin dybe Langmodighed ogsaa i et Ægteskab, begyndt paa den Maade, stundom dog lader det ske, at den vantro Ægteskællse omvendes, om end kun gennem mange Smerter for den troende Part, bliver Guds Ære og ikke den letsindige Part, men Regelen bliver den, som Ordet her (i den rigtige Oversættelse) siger os: Det er uvist og usikkert, om det vil lykkes ad den Vej, gennem ægteskabeligt Forhold, at frelse den vantro Part.


Læs: Kapitel 7, 17-24
345. Om at blive i den Stand, i hvilken enhver er kaldet.

Summen af V.12-16 blev da den, at den troende Part skulde have Lov til at bryde Forbindelsen, naar den vantro absolut vilde det, men ogsaa kun da. Ellers gjaldt det at forblive idet engang indgaaede Ægteskab. Dette udvider Paulus nu til den almindelige Regel for alle dem, som var blevne Kristne, at de helst skulde blive i de ydre Livsforholdz under hvilke Guds Kald havde naaet deres Hjerter. Den, der var kaldet som omskaaren, altsaa som Jøde, skulde ikke gøre sig Umage for at miste Omskærelsens Mærker, og omvendt den, der var kaldet som uomskaaren, skulde ikke lade sig omskære. Alt dette var kun udvortes Ting; det, idet kom an paa, var at bevare Guds Bud. Saaledes lærte Paulus i alle Menigheder, (V.17-20). Dette gjaldt ikke blot Ægtestanden og Rationaliteten, men ogsaa den sociale Stilling. Var man kaldet som Træl og havde fundet Livet i Herren som en borgerligset ufri Mand, saa skulde man heller ikke bryde sig derom. Selv om man udvortes var ufri, saa var man dog aandelig set Herrens frigivne, og den, der var kaldet som fri Mand, borgerlig set, var jo ved at blive troende, bleven "Kristi Træl." Paa denne Maade var der jo bleven Lighed, og med denne Frigørelse, Frikøbelsen ved Jesu dyre Blod, skulde de lade sig nøje. Vilde nogen, fordi Trællestillingen var uanselig i Menneskers Øjne, foruden Friheden i Herren ogsaa hige efter den ydre Frihed, da viste han sig just som en Mennesketræl ved at lægge utilbørlig Vægt paa Menneskers Mening i denne Sag. Det er sikkert Tanken med Ordet: "I ere dyrekøbte, vær er ikke Menneskers Trælle."

Meget omtvistet er Forstaaelsen af V- 21 Slutning: "Men kan du vorde fri, da vælg hellere dette" (egentlig: "brug det des mere)." Alle de gamle græske Kirkesædre forklarer dette saaledes: "Selv om du kan blive fri, "saa vælg (eg«entlig "brug") det des mere, nemlig staa des mere fast paa at vedblive at være i en tjenende Stilling, "hvor i du blev kaldet, og vis din Troskab mod Herrsen der." En hel Del senere Fortolkere fandt dette for besynderligt, at Apostelen skulde tilraade nogen at blive i Trællestanden, og forstaar det saaledes, som den danske Oversættelse ogsaa synes at pege hen paa: Men om du ogsaa kan blive fri, da gør hellere Brug deraf, nemlig at blive fri. Dette sidste synes for en mere udvortes Betragtning at være det fornuftigste, men det strider imod Grundtanken i hele Afsnittet. Tre Gange (V. 17, 20 og 24) indskkærper Paulus, at det bedste er at blive i den Stand, man er kaldet ud i, det vil sige, at det, at man blev Kristen ikke skal medføre Krav paa, at man saa ogsaa med det samme skulde omskifte sin ydre Stilling. Aldrig opfordrer Apostelen de Kristne til at kæmpe for Forandring i de borgerlige Forhold ad ydre Vej. Vi ser hverken ham eller i det hele taget Menigheden i de første Aarhundreder opfordre troende Herrer til at give deres Trælle fri eller omvendt Trællene til at kæmpe for deres ydre Frihed. Ikke engang i Brevet til Filemon, hvor Paulus beder denne Broder tage venligt mod den bortløbne Træl Onesimus, der nu ogsaa var bleven troende, beder han om Frihed for denne. Apostlen vidste aabenbart, at misfornøjet Higen efter Forandring i timelig Henseende ofte kan blive en Hemsko for Vækst i Herren.

Men vil Kristi Tro da godkende Slaveriet? Ingenlunde, men Herrens Menighed har andre Veje at gaa. "Evangseliet" vil virke indvortes fra, omdanne Hjerterne ved Ordet om Kristi Kærlighed, om at der for Gud ikke er Persons Anseelse. "Her er ikke Jøde eller Græker, her er ikke Træl eller fri, her er ikke Mand eller Kvsinde; thi alle ser I een i Kristus Jesus," saaledes skriver Paulus i Gal. 3, 28. Kommer denne Aand først ind i Hjerterne, da øver den sin Indflydelse ogsaa paa alle de jordiske Samfundsforhold. Trællestanden faldt efterhaanden bort af sig selv uden noget ydre Magtsprog.

Nu var hine Tiders Trællestand ofte slet ikke saa ilde en Stilling at leve sit Trosliv i, det var som Regel ikke at sammenligne med de nyere Tiders Negerslaveri. Og saa skal det huskes, at Paulus jo ikke forbyder nogen at blive fri, om de kunde og vilde (de frigivne Trælles Stilling var heller ikke videre anset i hine Tider), men han raaber ikke den enkelte til at jage derefter af Hensyn til en blot menneskelig Bedømmelse.

En rig Engelskmand tilbvd engang en troende Neger, som var Opvarter paa et stort Dampskib, en udmærket Stilling i sin Tjeneste; men Negeren svarede Nej, han havde saa megen Lejlighed til at virke for Guds Sag i den Stilling, han var, at han foretrak denne langt mere trælbundne Stilling fremfor de udvortes behagelige Kaar. Det var Frihed i allerskønneste Forstand.

Dette lille Ord i Korinthierbrevets 7. Kap. har meget at lære Kristne ogsaa i vore Dage, hvor den sociale Kamp brænder i saa mægtige Flammer. Guds Menighed som saadan faar altsaa her den Anvsisning at virke ved Evangeliet til Hjerternes Omdannelse, ikke at fremme Omvæltninger ved ydre Magtmidler, og troende Mennesker, ogsaa troende Arbejdere, vejledes her til at lægge Kraften ind paa at arbejde for og tjene Gud i den Stilling, hvori de blev kaldede, og ikke blindt hen at følge menneskelige Ledere i nogen kødelig Kamp for med kødelige Midler at fremtvinge en Omvæltning. Dette fører let til Mennesketrældom, under menneskelige Lederes Tyranni, og derved fordunkles Kampen for Guds Rige som det første let for Hjertet. Derfor er det saare vanskeligt for troende Mennesker at stille sig i Socialdsemokratiets Rækker, derved undgaas det ikke let, at man lider Skade i sit Kristenliv. Nej, blot Herrens Aand kan faa Lov til at virke baade blandt Arbejdere og Arbejdsgivere, saa vil ogsaa de sociale Forhold efterhaanden ved Guds Riges Magt blive dannede saaledes, at hver kan leve sit stille Liv til Tilfredshed for Herren, just i den Stand, i hvilken han er kaldet. Den Bevægelse, der i vore Dage under Navn af "Kristeslig dsansk Fællesforbund" søger at bringe Kristi Aand ind i alle de sociale Forhold, har fuldt ud Guds Ord med sig. "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand, siger den Herre Zebaoth« (Zak. 4, 6).


Læs: Kapitel 7, 25-40.
346. Om Tilraadeligheden af at indgaa Ægteskab særligt for Jomfruer og Enker.

Formodentlig i Tilslutning til Spørgsmaal fra Korinthierne slutter nu Apostelen denne sin Betragtning med nogle Ord angaaende ugiftes (særligt Jomfruers) Forhold til Ægteskabet under Henblik til de daværende vanskelige Tidsforhold (V. 25-38) og om Enkers andet Ægteskab (V. 39-40).

Apostelen begynder med at udtale, at heller ikke her har han nogen bestemt Befaling fra Herren at sige dem, men han taler som den, hvem Herren barmshsjertig har forundt at være tro, egentlig "trovsærdig", et skønt Ydmyghedsord. Ogsaa det at være troværdig ser han som en Barmhjertighed og Naade fra Herren. Det er da hans Mening, at det paa Grund af Tidsforholdene var bedst for de ugifte ikke at søge Giftermaal, (V. 26-27). Han skynder sig atter her at tilføje, at Synder det ikke at gifte sig, men det vilde blive mere trangt for de gifte, og hans Raad gaar just ud paa at "skaane dem" for saadan "Trængsel i Kødet", som i svære Forfølgelsens Tider er forbundet med at være i Ægtestand og at have Familie. Han tænker vel særlig paa de Kampe, der tydelig nok forestod den unge kristne Menighed i det romerske Rige.

Fordi Tiden herefter er trang, siger han (egentlig "sammentrængt" i Betydning af kortfattet, hvorved Paulus aabenbart tænkte paa, at Tiden ilede henimod Herrens Genkomst og de forud for denne kommende Trængsler), gjaldt det om at indrette sig med sine timelige Forhold saaledes, at de saa lidt som muligt skulde binde. Hverken de huslige Forhold, ej heller Sorg eller Glæde Køb eller øvrig Omgang med denne Verdens Ting maatte bringe Hjerterne i Afhængighed. Det gjaldt om at have den indre Frihed, som stod man slet ikke i alle disse Forhold. Thi denne Verdens Skikkelse forgaar, alt det jordiske har kun sin begrænsede Tid og omskiftes saa hastigt, hvorfor et Guds Barns Liv skal være anlagt paa Evigheden (Vs. 29-31).

Men ugift Stand fritager under saadanne Forhold for mange Bekymringer og gør det lettere helt at ofre sig for Herrens Sag. Ægtemanden saavel som Hustruen har jo mange Hensyn at tage, for at Ægtefællen kan være tilfreds, og ofte kan den ene Parts Handlemaade blive mere end tilbørlig bestemt just af den andens Ønske (V. 32—34).

Disse Bemærkninger angaaende Faren ved Ægtestanden, Faren for at nedsænkes i dette Livs Bekymringer, har Paulus fremsat ikke for at "kaste en Snare" om dem, (V. 35) ikke for at fange dem til sin Mening, men til deres virkelige Gavn, for at "bevare Sømmelighed og urokkelig Vedhængen ved Herren." Dermed menes jo hele den jomfruelige Renhed og udelte Hengivelse til Herren, som, hvor der da er Naadegaver til at leve i ugift Stand, ofte ligesom lettere kan bevares uskadt hos den ugifte.

Med Hensyn til at Paulus saaledes giver den ugifte Stand Fortrinet, maa vi stadig huske paa, at Paulus har de onde Dage, der hang truende ud over Menigheden, for Øje. Vi kunde jo nok finde tilsvarende Forhold for Eksempel ude paa Missionsmarkem hvor den ugifte Stand ofte (dog ikke altid) gør Stillingen og Gerningen lettere og mere uhindret. Under almindelige Forhold er selfølgelig den gifte Stand det unormale og har, hvor Ægteskabet leves i Herren, paa mange Omraader sine store Fordele fremfor den ugifte Stand. Men ikke skal den lastes, der har Naadegave til at leve ugift og saa foretrækker den ugifte Stand. Paulus, den store Hedningemissionær, var næppe bleven den mægtige Arbejder, han var, dersom han ikke havde været ugift.

I V. 36-38 ses Sagen endnu fra en anden Side. Hidtil har Paulus tænkt sig Valget overladt til den ugifte selv, nu tænker han sig det Spørgsmaal, hvorledes en kristen Fader skal stille, sig med Hensyn til en voksen Datters Giftermaal. Baade hos "Grækker og Jøder var det altid Faderen eller Forældrene, der bortgiftede Døtrene, men dette at hensidde ugift betragtedes i hine Tider for en stor Skam. Om nu en kristen Fader ikke kunde bære det over sit Hjerte at volde sin Datter den Skam, ja, saa lad Giftermaal finde Sted, det er slet ikke Synd, siger Paulus. Men han mener dog, at den handlede bedst, som hvor han ikke var tvungen af ydre Omstændigheder, kunde fastholde sit Forsæt at lade Datteren leve ugift, altsammen særlig af Hensyn til Tiderne (V. 36-38).

V. 39-40 afslutter han det hele med Bemærkning om Enkers andet Ægteskab. Ogsaa her siger han, at hun som Enke er fri til at giftes med hvem, hun vil, "blot det sker i Herren". Deri udelukkes ikke blot Ægteskab med en Hedning, men deri ligger et dybt Krav til Selvprøvelse, at Herren "helt kan raade i dette Forhold. I Sandhed et Ord, der ikke maa gaa noget troende Menneske af Glemme overfor det vigtige Skridt "at knytte sit Liv sammen med et andet Menneskjes."

Dog bemærker Apostlen endnu engang som sin Mening i Guds Aand, at en saadan Enke fik lykkeligere Kaar ved at forblive ugift.

"Det er ikke godt, at Mennesket er ene. jeg vil give ham en Hjælp, som kan være hos ham," saaledes talte Herren i Tidernes Begyndelse .(1. Mos. 2, 18). Og det er langt fra Paulus at ville svække Guds Ord ved den Vejledning han har givet i denne Del af 1. Korinthierbrev. Foruden det i Efes. 5 nævnte Sted, hvor Paulus bruger Ægteskabet som Billede paa det allerhelligste, paa Sjælens Forhold til Herren, har vi endnu Ordet 1.Tim. 4, 1, hvor han taler haarde Ord om dem, der vilde forbyde at gifte sig. Endnu engang skal det derfor understreges, at den særlige Grund for Pautus til at anbefale den ugifte Stand, saafremt man dertil havde Naadegave, nærmest laa i de truende Tider, i den Trængsel, han saa nærme sig med raske Skridt. Dette Synspunkt maa stadig fastholdes til ret Forstaaelse af dette Kapitel, der indeholder saa megen Veiledning »for det praktiske Livs indgribende Spørgsmaal.

Ved hvert et Fjed vi træde,
Lys for os, Jesus sød,
Fyld Hjertet med din Glæde
Og giv en salig Død.

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10-11 12