Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel 8, 1-13.
347. Broderkærligheden bør tage Hensyn til den skrøbelige Broder i Henseende til Brugen af den kristelige Frihed. Hellere give Afkald paa sin ydre Ret end forarge sin Broder.

Nu kommer Apostelen til det Punkt, som egentlig var Hovedsagen for ham fra Kap,6,12 af, nemlig den rette Brug af den kristelige Frihed med Hensyn til det særlige Punkt, der havde forvoldt Vanskelighed i Korinth, nemlig om det var tilladt for de troende at nyde Offerkød og deltage i Offermaaltider. Man brugte i Korinth en dobbelt Fremgangsmaade, nogle stillede sig friere, andre mere ængsteligt.

Sagen var den, at naar Hedningerne ofrede til deres Afguder, blev kun en forholdsvis lille Del af Offerdyret opbrændt paa Alteret. Afgudspræsten fik en vis Del, men det allermeste fik den ofrende tilbage, og enten solgtes det paa Kødtorvet eller ogsaa, og det som oftest, holdtes der et Offermaaltid i den Anledning, stundom i en Tilbygning til Templet, stundom ogsaa i privat Hjem. Men ikke blot dette, men ogsaa andet Kød, der blev udbudt til Salg, havde en vis Forbindelse med Afgudsdyrkelsen, da der ved hver Slagtning blev taget en vis Part fra til Afguderne Saaledes blev det meget svært for de troende at undgaa Kød, der ikke paa en eller anden Maade havde været i Berøring med Afgudsdyrkelsen.

Korinthierne havde i deres Brev til Paulus lagt Sagen frem for ham, som vi kan forstaa, og Paulus svarer nu derpaa i Kap. 8-10. Han fremdrager i V. 1 og V. 4-6 sikkert Yttringer af Korinthiernes Brev til ham, der vidner omz at Korinthierne var komne vel højt op i Selvtillid, se blot Udtrykket: "Vi har alle Kundskab." Dette tager Paulus straks fat paa (V.1-8) og viser, at en Kundskab uden Kærlighed "opblæfer"; først naar Kærligheden kommer til med sin opbyggende Stræben, faar Kundskaben sin Værdi.

I V. 2 stempler Paulus den kolde Kundskab som den, der egentlig slet ikke fortjener Erkendelsens Navn, men i Virkeligheden er Selvklogskab. Nej, først naar Kærligheden til Gud (og deri ligger jo Kærligheden til Brødrene) faar Plads i Menneskehjertet, da bliver ogsaa Kundskaben den rette. Man skulde i V. 8 have ventet efter dette "dersom nogen elsker Gud," "han kender Gud," men i Stedet derfor siger Pauluse "han er kendt af Gud" og fører derved Kendskabet til Gud tilbage til dets dybe Kilde. Gud kendes ved en saadan, men derved bliver just hans Kundskab om Gud og Guds Rige ogsaa en Kundskab af Gud i Ydmyghed og Kærlighed. Vi mindes i denne Sammenhæng et Ord, talt af en af Kirkens gamle Stridsmænd (Bernhard af Clairvaux): "Gud" kendes i samme Grad, som han "elskes."

Vistnok er det saa, som Korinthierne har skrevet (her indføres atter Korinthiernes "Vi ved", V. 4-6), at Hedningernes Afguder kun er tomme Fantasibilledsen det indrømmer Paulus. Hedningerne tænkte sig Himmel og Jords fyldte med Væsener, som man kaldte Guder, Væsener, man dannede sig efter egen Fantasi og Tanke. Men der er ingen anden Gud uden en, den evige Fader, af hvem alt er, og for hvem vi er bestemte ved vor ene Herre og Frelser Jesus Kristus. Paulus nægter dog ikke i og for sig, at der findes overjordiske Magter (V. 5), der regerer i Hedenskabet (se Kap.10,20: "Hvad Hedningerne ofrer, ofrer de Djævlene"). Saaledes taler jo Ogsaa Skriften (se 5.Moseb.10,17: "Herren, eders Gud, er en Gud over Guderne", og Salme 136, 2: "Priser Gudernes Gud"). Der tænkes paa disse Steder ikke blot paa menneskelige Magthavere, men nærmest paa overmenneskelige Magter, Englemagterne.

Paulus indrømmer altsaa Korinthierne dette, at Afguderne som saadanne med deres mange Navne intet var, "men" - og nu kommer hans Bemærkninger til Korinthiernes Udtalelser: "Alle har ikke den Kundskab" (V. 7). Der var blandt de Kristne nogle, som ikke kunde frigøre sig fra den Forestilling, de i deres hedenske Dage havde levet sig ind i, at Afguden var en Virkelighed, og naar de saa alligevel spiste af dette Offerkød, kunde deres Samvittighed ikke følge med dertil, og tog Skade.

Paulus kalder det en Skrøbelighed, og for saa vidt giver han den friere Opfattelse fuldtud Ret, men hvad skulde der paa den anden Side være i Vejen for at afstaa fra Frihedens Brug i dette Stykke? Mad er jo ikke noget afgørende for vort Forhold til Gud (V. 8) (se ogsaa Pauli Ord i Rom. 14,17: "Guds Rige er ikke Mad og Drikke"), men at blive en skrøbelig Broder til Anstød (V. 9), at forlede ham til noget, der skader hans Samvittighed (V.10) og derved kan blive ham til evig Sjæleskade (V.11), det er Synd mod Brødrene og derved Synd mod Kristus (V.12). Paulus udtaler (V.18), som sit bestemte Syn paa Sagen, at han vilde aldrig nyde Kød, dersom hans Broder forargedes derved. Den Broder, for hvem Kristus er død (V.11), hvis Frelse Kristus har ofret sit Liv for, skulde man ikke for hans Skyld gøre blot saa meget, at man ofrede denne eller hin bestemte Mad, det vilde jo være en grænseløs Ukærlighed og en skammelig Synd. Nej, der maa den kristelige Frihed lade sig bestemme ikke af en kold Kundsskab men af Broderkærlighedens Hensyn, af hvad der gavner Guds Sag i Broderens Hjerte; det gavner ogsaa Guds Sag i vore egne Hjerter. Hele dette Spørgsmaal om den kristelige Frihed. Begrænsning af Kærlighedens Hensyn til andre har i vore Dage Betydning for Stillingen til mulig Afholdenhed fra Nydelsen af stærke Drikke. At drikke et Glas Vin har et Guds Barn selvfølgelig Lov til, men der kan indtræde Forhold, hvor man vilde lede en skrøbelig Broder, der maaske tidligere havde været bunden af Drikkelysten, i Fordærvelse ved ikke at lade være, og da burde man lade være for ikke at lede Broderen til at gøre det, som han ikke kan gøre uden Skade for sin Sjæl. Skrive Love for dette i de enkelte Tilfælde indlader Guds Ord sig ikke paa, men Guds Ord siger: "Alt er mig tilladt, men ikke alt gavner, ikke alt opbygger." Blot Hjertet har Guds Kærlighed, vil Aanden vejlede til den rette Stilling i det enkelte Tilfælde.

Krist bar vor Synd taalmodig som et Lam,
Han led vor Straf, ja led den indtil Døden,
Er det for meget da forlangt af ham,
At vi skal have Sind for Brodernøden
At vi til Tak for al hans Kærlighed
Skal elske den, for hvem saa haardt han led!

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10-11 12