Fra Guldgruben


En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

1 Korintherbrev

Læs: Kapitel 9, 1-18.
348. Paulus henviser til sig selv og sin Tjeneste i Evangeliet som Eksempel paa en saadan Brug af Friheden, at man af aandelige Hensyn forstod at give Afkald paa den ydre Ret.

Naar Paulus her fremstiller sig selv som Eksempel i dette Spørgsmaal om Frihedens rette Brug, da kan han jo gøre det med en Faders Ret til at vente, at Børnene vil slægte ham paa, og først og fremmest som den, der selv havde taget Kristus til sit Forbillede (se Kap.11,1).

Saa viser han da først (V. 1-8), at han havde Friheden ikke blot som troende Menneske, men ogsaa som Herrens udvsalgte Apostel, hvis Apostelembede var bleven beseglet ogsaa i Korinth, saa Korinthierne i hvert Tilfælde kunde da mindst af alle tvivle om hans Apostelkald. Denne sin kristelige og apostolske Frihed overfor Menneskers Bedømmelse hævder han altsaa til at begynde mkd (V. 1-3). Thi jo større og utvivlsommere Friheden og Retten var hans, desto klarere lyser ogsaa det Eksempel frem, Apsostelen vil paapege, hvorledes han af Kærlighedshensyn til de andre har indskrænket Brugen af denne sin Frihed.

Naar Paulus siger (V.1): "Har jeg ikke set Jesus, vor Herre ?" tænker han vel paa Aabenbarelsen ved Damaskus, da han blev kaldet til Apostel.

Fra V. 4-18 viser han nu først, hvorledes han gav Afkald paa den velgrundede Ret, han udvortes set havde til at kræve Underhold af de Menigheder,· han arbejdede iblandt, ja, ikke blot for sig selv, men ogsaa for en hustru, om han havde været gift. (V. 4-18). Dette begrunder han først (V. 5) ved Henvisning tii de andre Apostles Ekssempel og til Herrens Brødres Eksempel (her maa tænkes paa de fire i Evangelierne nævnte kødelige Brødre af Herren, blandt hvilke Jakob, Menighedens Forstander i Jerusalem var den betydeligste). At Paulus særlig nævner Kefas, det vil sige Peter, ligger i, at et Parti i Korinth beraabte sig paa denne.

Naar, Paulus, og, som vi her hører, ogsaa Barnabas (V.6) selv fortjente deres Underhold samtidig med deres Arbejde i Guds Gerning, saa laa det ikke i, at de ikke skulde have Retten til at være fri for at arbejde med deres Hænder for deres Føde. Ud fra tre Eksempler, hentede fra Krigerens, Vingaardsmandens og Hjordens Forhold, viser han, at det var jo dog den almindelige menneskelige Orden (V. 7) at have Opholdet ud af sin Gerning, og ikke blot dette, men der stod jo ogsaa skrevet i Loven (V. 8-10), at det (se 5. Moseb. 25,4) var forbudt at give de Oksser, som trak Tærskemaskinerne, Mundkurv paa, og denne Bestemmelse med Hensyn til Okserne blev jo dybest set givet af Gud for Menneskers Skyld, dels for at disse kunde lære at behandle Dyrene med barmhjertigt Sind, dels for at indprente dette, at en Arbejder er sin Løn værd, at den, der pløjer, bør pløje i Haab om et Udbytte, og ligesaa den, der tærsker, bør have Lov til at vente sin Del. Deras fulgte saa (V. 11) Retten til Underhold i det timelige, saa meget mere, som det, Apostelen havde bragt Korinthierne, var Ting af saa langt højere Værdi. Altsaa Retten havde Paulus, men han (og Barnadas) havde ikke brugt denne Ret, men fundet sig i Savn for ikke at lægge nogen Hindring i Bejen for Kristi Evangelium (V.12). Særlig i Korinth, den store Forretningsby, vilde Fjenderne nok have fundet paa ogsaa at kalde Paulus Missionsarbejde en Pengespekulation; det kunde de nu ikke overfor Paulus.

I V. 13-14 fremkommer Pauius med endnu en Begrundelse for den ham tilkommende Ret. dels ud fra den gamle Pagts Forhold, hvor de, der var sysselsatte med Tempeltjenesten jo havde deres Underhold af, hvad der blev tilovers ved Ofringerne, af Skuebrodene o. s. v. Og saa havde Herren jo ogsaa selv udtrykkelig forordnet dette, da han første Gang udsendte de tolv (Matth.10,10): "En Arbejsder er sin Føde værd."

Naar Paulus nu her fremdrog sig selv som Eksempel paa en, der havde givet Afkald paa sin Ret, saa var det ikke, fordi han nu skulde have i Sinde at kræve den, nej, hellere vilde han dø, end at denne Ros skulde tages fra ham; denne Ros, at arbejde for intet, det betragtede han som sin Løn (V. 16-18). Selve Prædikegerningen kunde han ikke unddrage sig for, Idet var ham paalagt som en Husholdning for Herren og derfor en Nødvendighed for ham, som det vilde blive hans Undergang ikke at tage op. Den eneste Løn eller Ros, der da kunde være Tale om, kunde blot ligge i den Maade, hvorpaa han tog sin Gerning op, om han gjorde det gerne og viste dette ved at gøre dette uden Vederlag, ved frivillig at give Afkald paa sin Ret.

"Saa at jeg ikke gør Brug af min Ret i Evangeliet," siger Paulus (V.18). "Misbruge" som der stod i vor ældre danske Oversættelse, var ·næppe rigtigt, det græske Ord betyder snarere "opbruge". Misbruge synes ikke at give nogen Mening, da Paulus jo udtrykkelig har hævdet den fulde Berettigelse til at bære sig ad som de andre Evangeliets Tjenere. Det er ikke Misbrugen af nogen Ret, her er Tale om, men Brugen af den. Ganske vist stod det for Paulus Hjerte som en misbrug om han idet hele taget havde brugt sin ydre Ret. Men Tanken rammes klarere ved at oversætte, som vi finder det i vor nuværende Oversættelse: "gøre Brug af," og saaledes er det mest sprogrigtigt.

Der er meget til Selvprøvelse her for alle dem, der har en Gerning i Guds Rige, først og fremmest for Herrens Præster; men hvert Guds Barn er jo en Arbejder i Herrens Vingaard. Der paahviler jo hvert troende Menneske en Nødvendighed til at vidne om Herren, til at gaa Bud for ham, naar han sender os; ·Men der kan lydes paa to Maader: "ugerne" saa man føler det som en Byrde, og "gerne", saa man ser det som en stor Raade. O, maatte vi vokse ud fra det Sind, der er blandet med Lejesvendens Væsen; det ytrer sig desværre ofte. Det gælder om for Gudsbarnet, ogsaa i vort Arbejde for Guds Rige, mere og mere at kunne undvære Lovens "Du skal,", og fyldes af Kærlighedsens: "Jeg vil". Endnu større Naade er det, naar man faar Lov til at arbejde uden timeligt Vederlag. Det er jo kun faa, der kan følge Paulus i denne hans brændende selvfornægtende Kærligheds Spor, men godt er det, om det Sind vokser frem i os, saa vi glæder os mest, naar vi faar Lejlighed til at tjene uden timelig Løn.

Naar Paulus her kalder det for sin Løn og sin Ros at maatte dette, har Pavens Teologer heraf fundet Anledning til at begrunde deres Lære om, at man skulde kunne gøre flere gode Gerninger, end man behøvede. Pavekirken lærer jo, at Helgenerne har gjort mere, end de behøvede, og uddeler af dette indbildte Fond gennem Afladen til dem, der har gjort for lidt. Det er jo en skrækkelig Lære, der ganske fordunkler Kristi for os fuldbragte Værk.

Men nu beraaber de sig paa Ordet her (V.15-18), idet de siger: Paulus vilde have gjort sin Pligt, naar han blot havde prædiket Evangelium; men han gjorde altsaa mere, end han var forpligtet til.

Dette er en grov Misbrug af den Apostelks Ord, der i Romerbrevset, som han skrev kort efter dette Brev erklærer al vor Ros for udelukket (Rom. 3, 27). Nej, naar Paulus her taler om sin Ros, da er det visselig ikke for at gøre sig selv retfærdig derved (se 1. Kor. 4, 4). Han mener jo blot dermed, at han i inderlig Taknemmelighed for den Barmhjertighed der var ham, "den store Spotter", vederfaren, betragtede det som en Forret, som en særlig Naadeløn, at han maatte give Afkald paa den ham tilkommende ydre Rettighed. Naar han kalder det sin Ros, er det jo ganske paa Naadens Grundlag, ikke i fjerneste Maade som en fortjenstlig Gerning Saaledses tales der jo oftere i Skriften om Løn og Ros (se 1. Kor.3,14 og 4,5), idet det hele dog ses som baaren af Naade, Gud til Ære ved Jesus Kristus.

Thi findes noget godt i mig,
Det alt jo virket er af dig.


Læs: Kapitel 9, l9-27.
349. "Alt for alle er jeg bleven, at jeg dog for alting kunde frelse nogle." Løbet paa Banen.

I foregaaende Afsnit havde Paulus nærmest dvælet ved sin apostolske Ret til at kræve timeligt Vederlag, som han for Kristi Evangeliums Skyld havde givet Afkald paa. I det følgende (V.19-22) udvikler han videre, hvorledes han ikke blot paa dette Punkt, men i hele sin Færd havde søgt at være alles Tjener, altsaa havde ofret sin Frihed for andres Skyld, endskønt han ikke stod i noget Menneskes Tjeneste, men var var uafhængig, "fri overfor alle" (V.19). Dette havde han gjort for at kunne "vinde des flere," ikke for sig felv, men (V. 22) for Frelsen i Kristus. Han var bleven Jøderne som en Jøde (V. 20), havde lempet sig efter dem saa vidt det paa nogen Maade kunde forenes med Sandheden. Vi har Eksempler derpaa i Apsostl Gern 16, hvor Paulus lod Timotheus omskære for Jødernes Skyld; ligesaa Kap. 18, 18 og 21, 23, hvor han tog Del i Opfyldelsen af et Løfte af den Slags, som hørte med til Jødernes hellige Skikke.

I V. 20 vidner Tilføjelsen: "Skønt jeg ikke selv er under Loven" om, at Paulus stadig hævdede den kristne Stilling som ikke værende under Moselovens Aag.

I V. 21 ser han hen til sin Stilling overfor Hedningerne, ogsaa dem havde han søgt at sætte sig midt iblandt, saa han ikke tog Hensyn til det Skel, der var mellem Jøder og Hedninger, men færdedes sammen med Hedninger. Ogsaa der findes en lille Tilføjelse fuldt af dybt Indhold: "Skønt jeg ikke er uden Lov for Gud, men under Kristi Lov." Paulus vil derved værge sig imod den Misforstaaelse, at han som Kristen ikke skulde være under nogen som helst Lov, at han skulde have slaaet sig løs i falsk Frihed. Nej, Paulus var bunden af den allerstærkeste Lov. af "Kristi Lov" (V. 21), Kristi Kærligheds hellige Drivskrafjt.

Og var han blandt skrøbelige, de i kristelig Indsigt og sædelig Kraft endnu svage Lemmer ak Menigheden, saa kunde han for dem blive "som en skrøbelig", det vil sige, sætte sig ind i deres Stade, bie efter dem for at hjælpe dem frem til Maalet.

Han samler dette i det dybe Kærligheds Ord: "Jeg er blevet alt for alle, for at jeg i ethvert Fald kunde frelse nogle."

Vi maa helt igennem forstaa, at det var Sjælenes Frelse, Paulus havde for Øje. Der er ogsaa en farlig Maade at lempe sig paa, som i Virkeligheden er et Afslag paa "Ssandshedsen." Men saadant fører ikke Mennesker til Frelse, selv om man mulig for en Tids derved kan vinde dem for sig selv. Paa saadan falsk Maade lempede Paulus sig hverken efter Jøder eller Hedninger, ej heller efter de skrøbelige, det ser vi af Gal.1,10, hvor han siger: "Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Jesu Kristi Tjener," og af Gal.2, 3-5, hvor han ikke et Øjeblik gav efter for de farissæisk findede falske Brødre, fremdeles Apostl.Gern.14, hvor han paa. det skarpeste afviste Hedningernes Forsøg paa at ære ham som Gud. Det ser vi endvidere af Rom.14, hvor han nok kærlig antager sig de skrøbelige, men ogsaa bestemt kalder dem for skrøbelige i Troen.

Denne Apostelens Handlemaade, at kunne begrænse sin Frihed af Kærlighed til Sjæles Frelse’ er just den sande Frihed; i hans Fodspor, om hvem der staar: "Han levede ikke sig selv til Behag," (Rom.15,3). Herren fylde vore Hjerter med en saadan Kærlighedens Visdom til at kunne blive alt for alle for dog at frelse nogle.

Fra V. 23 viser Paulus, at ogsaa Hensynet til vort eget Sjælevel, kræver hellig Selvfornægtelse. Atter her stiller Paulus sig selv frem som Eksempel Hvad han gør for Evangeliums Skyld har dog først og fremmest til Formaal, at han selv kunde blive delagtig i den evige Frelse. Det er det rette ydmyge Sind, som det gælder om for alle Herrens Redskaber at eje, at vi under alt Arbejde udadtil dog kan forstaa, at vor egen Sjæls Frelse altid maa være det afgørende Hovedpunkt for os. Ikke maa vi bilde os ind, at fordi vi arbejder for Herren og prædiker for andre, vi dermed skal være visse paa at naa Livets Krone. Selvfornægtelsens Nødvendighed belyser Paulus nu .(V. 23-27) ud fra et Billede, hentet fra de græske Kamplege, som jo holdtes i Nærheden af Korinth (hvert andet Aar, "de istmiske Lege"). Hvilken Anspændelse af alle Evner og Kræfter udkrævedes der ikke for at vinde klenodiet, Kampprisen (V. 24), og hvilken selvfornægstende Afholdenhed lange Tider forud udvistes der ikke for blot at vinde en saadan forkrænkelig Krone.

Men Herrens hellige havde en "uforkrænkelig Krone" at kæmpe for, Livets Krone ·.

Her gælkder det om at være klar og afgjort i Kampen, saaledes bar Paulus sig ad. Under Billeder, hentede baade fra Kapløb og fra Nævekamp, viser han, hvorledes han fører Kampen med klar Bevidsthed om Maalet; han løber ikke som paa det uvisse. Vantro Mennesker ved ikke, hvor det fører hen, men løber i blinde. Og "jeg fægter som den, der ikke slaar i Luften," siger Paulus; han rammer, hvor der skal rammes. Han tænker sig sit Legeme som sin Modstander, dette Dødsens Legeme, som han kalder det i Rom. 7, 24, i hvis Lemmer Synden har sat sig fast som en Fjende, der skal uddrives Kød og Blod maa under Fod, ellers dræber de Aanden. Derfor "bekæmper han sit Legeme og holder det i Trældom," holder det nede, saa Aanden stadig kan have Overmagten. Ordet "bekæmper mit Legetme" betyder egentlig i Grundsproget "ramme nogen med Næven i Ansigtet." Meningen er altsaa den at ramme sit Køds just paa de Punkter, hvor det nødigst vil rammes, men trænger haardest dertil.

Om vi er ærlige i denne Kamp, skal just kendes paa, at vi ikke søger at dække de vanskelige Punkter i vor Natur, men gerne vil have dem ramte og dødede, skal kendes derpaa, at vi ikke bliver fortrydelige, naar Herren gennem andre rammer os i det ømme Punkt, men kan takke for Tugten og bekende: Det var mig godt, at jeg blev ydmyget.

Kun saaledes naar vi Sejrsprisen. Vil vi spare os selv for "Selvfornægtelsen, da kan det forfærdelige ske, at den, der prædiker for andre, selv bliver forskudt. Hvilken Alvor i Billedet med, at det kun er den ene, der faar Klenodiet blandt de mange, der løber. Dette Træk i Billedet peger hen paa de faa udsvalgte blandt de mange kaldede (Matth.22,14). Men den ene, der løber, har ikke Stunder til at se sig tilbage, hvor langt de andre nu er komnet; nej, det gælder at løbe, som Apostlen siger i Fil.3,14: "Glemmende, hvad der er bagved, men rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod Maalet."

Banen blev os anvist i vor Daab, den glimrende Løbebane, som Løbet indenfor Forsagelsens og Troens Snore i Sandhed maa kaldes. Det Ord, Apostelen her bruger om at "prædike for andre", betyder egentlig "udraabe som Herold." De kæmpende blev raabt op til Kamplegen af Herolden, der tillige udraabte Kampreglerne og gav Ssignalet. Saaledes kalder den sande og levende Prædiken de døbte op til Kampløbet. Er du med i Løbet for at vinde Klenodiet, kære Læser? Ak, mange løber paa selvlavede Baner, paa deres egne Gerningers Bane i Selvretfærdighed, eller de har lagt et Stykke af Verdenslivet med ind paa Banen for at gøre den lidt bredere; men alt saadant Løb i selvlavet Fromhed og verdslig Endelighed er ·forgæves, fører ikke til Kampprisen. Mange andre staar som Tilskuere og er stærke til at kritisere de hellige og gøre Bemærkninger om, at der snubler den, og der blev hin tilbage, medens de selv hverken rører Fod eller Haand men roligt lever hen udenfor Daabens Naadepagt

Vel den, der er med i Løbet for at vinde Klenodiet og ikke lytter til Fristerrøsten: "Spar dig selv". Vor trofaste Frelser styrker sine Stridsmænd med Forjættelsernes Opmuntring, med Paradisets Vin og Brød. Gud ske Tak og Pris, det kan naas, ogsaa du og jeg kan naa Klenodiet, men "det gælder trænge, ja, trænge sig frem, ellers ej Himlen du vinder."

Bort med, hvad mig hindre vil,
Himlen iler jeg kun til,
Kronen blinker, Palmen vinker
Mig til Lysets Hjem.

Paulus' første Brev til Korintierne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10-11 12