Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Læs: Kapitel 3:1-14.
399. Paulus revser Galaternes uforstandige slaaen ind paa lovvejen ved at vise hen til de skønne erfaringer, de havde gjort ad troens naadevej (V.1-5), samt ved at vise hen til skriftens vidnesbyrd om Abraham, der just blev velsignet og fik forjættelsen ved sin tro (V.6-9), medens de, der holder sig til loven, er under forbandelse (V.10-12). Men Kristus har frikøbt os fra lovens forbandelse, just for at vi kan faa den forjøttede velsignelse ved troen (V.13-14).

I det foregaaende afsnit havde Paulus ud fra historiske kendsgerninger hævdet sit apostelkald som værende fra Herren og ikke fra menensker. Nu (Kap.3-5,12) gennemgaar han for Galaterne det andet hovedpunkt, om retfærdigheden ved troen, om det kristnes frihed fra lovens trælleaag til barnekaar hos Gud. Det er vranglærernes falske lærdomme, han her vil afsløre.

Overgangen fra det første hovedpunkt til det andet har han gjort i slutningen af det 2det kapitel ved at gøre rede for sit svar til Peter; derved er han kommen ind paa den egentlige belærende del af sit brev.

Paulus begynder med (V.1) at minde Galaterne om, hvorledes gennem hans forkyndelse "Jesus Kristus var bleven malet dem for øjne som korsfæstet iblandt dem". I den grad havde Kristi kors været midtpunktet i apostelens forkyndelse, og saa levende havde han fremstillet den lidende Frelsers død for dem, saa at de i Aanden ligesom havde set Kristi kors plantet midt iblandt dem. Hvor uforklarligt, at de kunde vise bort fra denne salige sandhed om Kristi blods naade som nok for en synder! De var jo som "fortryllede", forheksede, visselig havde djævelen til spil i alt dette, men dog - hvor uforklarligt!

Det samme maa vi sige den dag i dag, naar vi ser mennesker, om hvem man turde haabe, at de havde smagt noget af evangeliets sødme, vende sig til pavekirkens med falsk lovlære saa stærkt balndede væsen. Hvor er det muligt, maa vi nok spørge - men djævelen er snedig, og menneskehjertet er bedrageligt og ustadigt. Deri ligger løsningen.

Fra V.2-5 henviser apostlen dem til deres egen kristelige erfaring. Den Aand fra Gud, de havde modtaget, med forvisning om naade, havde de - for kun at tage dette ene punkt frem - faaet den ud af lovens gerninger eller mon ikke ud af troens forkyndelse (forkyndelsen om troen som salighedsvej)? Og vilde de nu forlade denne Aandens vej, pa hvilken de saa vel havde "begyndt", og "ende i kødet", det vil sige ved at søge frelse i udvortes gerninger. Det vilde blive en sørgelig afslutning paa en god begyndelse og i virkeligheden ingen fuldendelse (V.2-3).

I V.4 henviser han dem til alt det meget, de havde "prøvet". Der kan tænkes baade paa trængsler, de havde lidt, som ogsaa go maaske snarest paa de mange rige prøver paa Guds naade, de havde oplevet. Ved Aandens gave havde Herren jo virket mange "kraftige gerninger" i dem (V. 4-5), og alt det havde Herren udrettet ved troens forkyndelse, ikke ved deres egne gerninger (lovgerninger betegner altid det, mennesker udretter ved egen kraft).

Og skulde nu alt dette være "forgæves"? Vilde de i uforstand prisgive alt dette, som Gud havde skænket dem og virket i dem?

Apostlen føjer til: "Hvis det da virkelig er forgæves." Dette falder det naturligst at forstaa saaledes, at Paulus frygter for, at deres skæve veje endog kunde føre dem længere bort og gøre dem mere uimodtagelige, end de forud havde været. Vi ser jo saa ofte, at de, der har smagt noget af naaden og saa viger fra den, bliver endnu vanskeligere at paavirke, mere bitre og haarde, end de var fra først af. Andre forstaar det dog som indeholdende et haab om, at det dog umuligt kunde være helt forgæves, og oversætter (som Rørdam) "Om ellers virkelig forgæves".

Fra V.6-9 viser Paulus hen til Abrahams historie, denne Abraham, hvis navn vranglærerne stadig vilde bruge til at lede dem til omskærelse og ind under loven med, idet de erklærede, at kun saaledes kunde de faa del i Abrahams velsignelse. Og dog aflagde jo Abrahams historie det klareste vidnesbyrd imod vranglærernes paastande. Stod der ikke i skriften (1 Mos 15.6): "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed" (V.6)? Deraf fulgte jo, at det er ved troen, man bliver et Abrahams barn (V.7).

Og dette stadfæstedes jo altsaa af skriftens vidnesbyrd om den forjættelse, der blev given Abraham saa længe "forud": I dig skal alle folkeslag velsignes (V.8). At denne velsignelse ikke kunde vindes uden af dem, "som er af tro med den troende Abraham", fremgik jo uimodsigeligt deraf, at loven kun kunde bringe forbandelse over dem, der holdt sig til dens gerninger. Thi loven selv forlangte ubetinget lydighed overfor alle dens bud. Der stod jo skrevet i selve loven: "Forbandet hver den som ikke bliver ved i alle de ting, som er skrevne i lovens bog, at han gør dem" (se 5 Mos 27.26). Men deraf fulgte, at alle de, der vilde frem ad lovens vej, bragtes ind under forbandelsen, det vil sige, ind under lovens dom og dermed under Guds vrede. Paulus forudsætter som givet, at enhver i sin samvittighed var klar over ikke at have opfyldt alle lovens bud.

Dette stadfæstedes jo ogsaa (V.11) ud fra et profetisk Ord i den gamle pagt, Ordet fra Hab 2.4, hvilket Paulus ogsaa i Romerbrevet bruger som grundtone. Der stod jo: "Den retfærdige skal leve af tro." Det var ikke lovgerningernes vej, profeten henviste til; thi loven taler ikke om tro, men den forlanger gerninger som betingelse for liv (V.12). Nej, dette profetord viste just fremad mod den troens naadevej, Kristus ved sin død paa korset banede for os. Fra lovens forbandelse har Kristus frikøbt os (Paulus tænker ved "os" særlig paa Jøderne som dem, der var under loven (se kap.4.5), men frikøbelsen gælder selvfølgelig alle syndere, da vi jo alle er skyldige overfor loven). Og Kristus frikøbte os ved selv at blive en forbandelse for os (V.13). Han lod sig hænge paa korsets træ som en, der var forskudt af Gud, han lod sig regne blandt overtrædere, for at vi kunde blive frikendte og vinde "Abrahams velsignelse", "Aandens forjættelse", "ved troen" (V.13-14).

Det var den dyre genløsnings betaling, hvormed troens naadevej blev banet. Guds Søn gik i vort sted, tog forbandelsen til vort gavn, for at vi kunde faa velsignelsen.

Paulus nævner i V.13 Ordet fra 5 Mos 21.23, hvor der er tale om, at den, der bliver hængt (nemlig op paa et træ) som ramt af dødens dom, "er en Guds forbandelse." Saaledes hang vor Frelser hin mørke langfredag paa korsets træ, forladt af Gud, underlagt Guds fortærende vrede for vore synders skyld. Hans raab: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig", giver os et lille indblik i, i hvilken dyb og forfærdelig grad han blevn en forbandelse for os.

Men ved korsets død nedbrød han skillemuren mellem Jøder og hedninger (Ef 2.14), saa begge, baade hedningerne og Jøderne ("vi" se V.14), kunde faa del i velsignelsen, i den forjættede Helligaand, ad troens vej, den eneste mulige vej for syndere.

Frikøbt fra loven, frelse er funden.
Jesus er død. Forløsning er vunden.
Dømte vi var, thi Guds lov vi brød,
Frelse vi er ved Jesus død.


Læs: Kapitel 3.15-18
400. Den Abraham givne forjættelse har ikke kunnet gøres ugyldig ved den senere tilkomne lov.

Paulus havde i det foregaaende vist, hvorledes de falske lærere havde forvrænget betydningen af Abrahams historie for Galaterne. Men man kunde jo tænke sig, at de vilde finde paa at sige, at, om end Abraham havde faaet forjættelsen tilsagt ved tro, saa var dette gjort til intet ved den lovens husholdning, Gud havde fastsat siden efter.

Apostlen imødegaar nu først denne mulige indvending. Han begynder med en kærlig tiltale: "Brødre", for ligesom at faa deres hjerte lukket op for, hvad han nu vil sige. Det er "paa menneskevis", han vil tale, det vil sige, drage en slutning fra de sædvanlige, menneskelige livsforhold. Det er jo faa blandt mennesker, at en retsgyldigt affattet bestemmelse med hensyn til ejendele betragtes som ukrænkelig. Saaledes er det med vore menneskelige arvepagter og testamentariske bestemmelser; men hvorledes skulde det da kunne tænkes, at Guds i forjættelsen til Abraham fastsatte gave skulde kunne ophæves eller ændres ved noget, der indtraadte senere hen, saa meget mere, som loven jo ogsaa blev givet af Gud. Det vilde jo ganske stride mod Guds væsens og viljes uforanderlighed, den eneste mulighed derfor vilde jo være, om din første naadepagt af Gud selv ikke havde været bestemt til at være blivende men kun noget forbigaaende, kun en midlertidig foranstaltning. Men saaledes var det ikke med forjættelsen til Abraham. I selve denne forjættelses ordlyd laa der vidnesbyrd om, at dens opfyldelse først fandt sted i Kristus; thi forjættelsen tilsagdes Abraham og hans sæd, "ikke sædene, som om mange, men som om een" (V.16). I denne enkelttalsform ses den Abrahams sæd, der skulde arve forjættelsen, som en enhed. Der var jo ogsaa flere slægtlinier efter Abraham, der var Ismaels, Abrahams og Hagars søn, der var Keturas (Midianiterne 1 Mos 25). Men forjættelsen gjaldt jo ikke alle disse, men kun den ene sæd, der ved Isak og siden ved Jakob fik fornyet forjættelsen om at arve landet (Kanaan som forbillede for det himmelske fædre land). Men denne ene forjættelsens sæd, der fik tilsagnet, har sin fuldkommelse i Kristus. Hen var jo i Israel som dets indre liv allrede før sit komme til jord. Forjættelsens æt er aandeligt indesluttet i Kristus, finder altsaa først sin fuldkommelse i ham.

Deraf følger, at forjættelsen ikke var bestemt til at være noget forbigaaende men viste ud over loven hen til Kristus, og derfor kunde lovens pagt, som senere blev given, paa ingen maade sætte den pagt ud af kraft, som "forud var stadfæstet af Gud om Kristus" (V.17).

Naar Paulus siger, at loven blev given 430 aar efter forjættelsen, er dette tal hentet fra 2 Mos 12.40, hvor der staar, at Israels børn havde boet i Ægypten i 430 aar. Det er jo ikke i denne sammenhæng apostlen om talstørelsen ag gøre; han nævner kun her i denne sammenhæng hint bekjendte tal fra det gamle testamente for dermed at betegne, at naadepagten var bleven tilsagt Abraham af Gud aarhundreder forud for loven. Iøvrigt var jo forjættelsen til Abraham bleven gentaget for Isak og Jakob, og fra Jakobs komme til Ægypten og indtil loven er jo tallet 430 ret nøjagtigt.

Dersom arven havde været at vinde ved loven, da var jo forjættelsens pagt bleven gjort til intet, men Gud skænkede Abraham den ved forjættelsen. Ethvert haab om den forjættede arv vilde falde bort, dersom det var ad lovens vej. Arven skulde hæves. Her gælder det et: enten - eller, enten ved tro eler ved lovgerninger, men Guds bestemmelse om forjættelsen som en naadegave ved tro stod jo fast, tiltil Kristus kom med opfyldelsen. Altsaa var arven ikke ved loven men ved Kristi tro.


Læs: Kapitel 3.19-29
401. Lovens betydning var at være tugtemester (opdrager) til Kristus, i hvem forjættelsen ved tro har faaet sin opfyldelse.

"Hvad skulde da loven?" spørger Paulus. Naar arven ikke kunde vinded ved den, hvad var da dens bestemmelse, siden Gud havde givet den?

Paulus' svar gaar stikmodsat vranglærernes. Disse paastod, at loven baade kunde og skulde hjælpe til retfærdighed. Paulus svarer, at loven just blev føjet til for overtrædelsers skyld, nemlig for at aabenbare den i mennesket boende synd som overtrædelse og derved berede hjerterne for den Frelsers komme, i hvem forjættelsernes sæd fik sin fuldkommelse. Altsaa lovens husholdning var kun midlertidig og forbigaaende (ikke forjættelsens, som vranglærerne paastod).

Lovens blot forberedende betydning viste sig ogsaa i selve den maade, hvorpaa loven blev givet. Apostelen fremhæver to omstændigheder ved lovgivningen paa Sinai, nemlig for det førte, at den blev anordnet ved engle, altsaa ved tjenere, medens forjættelsen blev givet af Gud selv. I 2. Mos. 19-20, hvor der fortælles om lovgivningen, omtales ganske vist ikke engles medvirkning, men baade i apostelenes gerninger (kap 7.53), i Stefanus' tale, udtales det samme, at Israels børn havde modtaget loven "under engles besørgelse", og i Hebr. 2.2 tales der ogsaa om loven som et Ord "talt ved engle". Det var altsaa en fast overlevering blandt Jøderne, at saaledes var det gaaet til. I 2. Mos. 29 findes der ogsaa en antydning derom; den stærke basunlyd, der lod sig høre, peger hen paa engles deltagelse. Det andet punkt, der ogsaa pegede hen paa loven som en biforanstaltning og ikke som en blivende ordning af Guds forhold til mennesket, var, at loven blev givet ved en midlers haand. Moses stod som midler mellem Gud og folket; men hvor der er en midler, der ligger der i sagens natur, at der er to parter, der staar hver fra sin side overfor hinnanden. Det er meningen med Ordet i V.20, at midleren er ikke "kun for een part"; en midlers tilstedeværelse betegner, at der maa være et tosidigt forhold. En saadan pagt beror altsaa paa, at begge parter opfylder hver sin del af overenskomsten. Men noget andet er det med forjættelsen, der er det Gud alene, der af sin frie forbarmelse giver, og mennesket har blot at tage imod. ganske vist tales der ogsaa om en midler i den nye pagt. I 1 Tim 2.5 staar der: "Der er een Gud, og ogsaa een mellemmand imellem Gud og mennesker. Mennesket Kristus Jesus." Men det var dog paa en hel anden maade end med Moses i den gamle pagt. Den nye pagts midler, vor Herre Jesus Kristus, er vor midler til at borttage vor synd overfor Gud, men han var jo eet med Gud i denne sin midlergerning, som Paulus skriver i 2. Kor. 5.19: "I Kristus forligte Gud verden med sig selv." Faderen og Sønnen er eet, og vi behøver ikke i den nye pagt nogen jordisk, blot menneskelig midler, som Moses var det i den gamle pagt, thi i den nye pagt er det altsammen naadegave af Guds frie forbarmelse i Kristus Jesus. Her er ikke tale om en kontrakt med gerninger, der fordres af mennesker, der er kun tale om at tage imod i troens tak, saa udspringer gerningerne af troen som Aandens frugt. I den nye pagt er alt Guds gave. Men alt, hvad Gud er ene om at virke, det er fuldkomment, medens alt, hvad menneskegerning skal med til, stadig bliver ufuldkomment. Derfor bliver naadepagten den fuldkomne pagt.

Men deraf følger ingenlunde, at der skulde være nogen strid mellem loven og Guds forjættelse (V.21), det vilde kun finde sted, dersom loven, som vranglærerne paastod, var saadan, at den kunde levendegøre, dersom den formaaede at give mennesker det liv, som i sig indeholdt kraft til at opfylde loven.

Men saaledes er det ingenlunde. Loven skulde ved sine vidnesbyrd, som de indeholdes i skriften, paa den ene side "indeslutte alt under synd" (V.22), dømme al verden skyldig, for at ingen skulde havenoget at fordre af Gud, for at alle skulde kende deres afmagt til at vinde forjættelsen paa anden maade end ved Jesu Kristi tro, ved den naadekilde, hvoraf alle de troende øser.

Og paa den anden side skulde loven tillige holde Israel ligesom indenfor et gærde, "indesluttet under bevogtning", for at det stadig kunde have sin retning imod troskilden, loven skulde stadig hindre de ærlige Israeliter i at komme ind paa selvretfærdighedens veje. Loven blev saaledes en forberedende opdrager fra Gud af, der skulde gøre hjerterne modtagelige for Kristus, fylde dem med erkendelsen af deres skyld og uduelighed og derved drive dem hen mod retfærdiggørlsen af troen (V.2).

Men nu, da troens husholdning i Kristus er blven oprettet (V.25), er vi ikke mere under tugtemesteren, siger Paulus. Dette gjaldt alle troende Israeliter, og det gjaldt ogsaa alle troende hedningekristne, at børnekaarenes dage nu var oprundne "ved troen paa Kristus Jesus" (V.26) paa grundlag af den i daaben skænkede naade, den naade, der med eet Ord kaldes Kristus; thi ham selv blev vi iførte, da vi døbtes til ham (V.27). Billedet om iførelsen er taget fra en klædning, der dækker over os. I kraft af daabens naade er et troende menneske iført Kristus, i llivet gælder det om daglig at virkeliggøre dette (se Rom 13.14: Ifører eder den Herre Jesus"). Troen er betingelsen (V.26), daabens naade grundvold for vor frelse (V.27). Barneretten er os skænket i vor daab, men den tilegnes ved troen. Vi ser saaledes af V.26-27, at vi skal grunde vor tro paa vor daab, ikke vor daab paa vor tro. Og daabens naade er som i en sum saare skønt betegnet ved dette, at vi fik Kristus som vor klædning til at skjule vor skam.

Ved denne naadens frelsesvej var jøder og græker smeltede sammen, de religiøse skillevægge faldne ("her er ikke jøde eller græker"), de sociale med ("her er ikke træl eller fri"), nemlig i den forstand, at trællene saavel som de frie kun havde een og samme frelsesvej at ga. Her spurgtes heller ikke, om det var mand eller kvinde. "Thi alle er i een i Kristus Jesus," siger Paulus, alle Kristi troende har jo deres fælles liv i ham, den ene sande Frelser (V.28).

Men Kristus var jo Abrahams sæds fylde og fuldkommelse (se V.16); hører vi da ham til, da er vi i ham blevne optagne i Abrahams sæd og blvne de rette arvinger efter forjættelsen, arvinger til det himmelske fædreland med al Guds naade.

Altsaa ikke ved omskærelse og lovgerninger, men ved Kristi tro paa daabens grundlag naar man at blive arving til den velsignelse, der forjættedes Abraham.

Tænk, jeg er døbt!
Jeg, som blev født som den fattigste synder,
Er dog saa rig, som Guds Ord mig forkynder,
Thi jeg blev født til et levende haab,
Alle de helliges arv i min daab.

Paulus' Brev til Galaterne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6