Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Galaterne

Læs: Kapitel 6.1-6.
407. Formaning til at hjælpe hverandre til rette i fald med et sagtmodigt sind samt til at være taknemmelige med Ordets lærere.

I modsætning til den tomme æresyge, der med lønligt velbehag ser paa enhver svaghed hos næsten og føler en lønlig glæde ved hans fald, skal den rette aandelighed netop kendes derpaa, at man med sagtmodigheds Aand hjælper den snublende broder til rette, vaagen for, at man selv let kan blive fristet af det samme. Den græske betegnelse for at blive "overilet af nogen brøst" betegner at blive grebet, før man ser sig for, revet med i et fald af kødet eller satan. Det betegner altsaa ikke forhærdelsens synder med fald af mangel paa aarvaagenhed. Da gælder det just om at iføre sig kærlighedens tjenerdragt og ikke komme som den andens mester. Derfor siger Paulus ogsaa: "Se hen paa dig selv!" Tænker man: "Saadan en synd kunde jeg aldrig falde i", da er man ikke skikket til at hjælpe nogen til rette; men erkender man, at det er Herrens naade, der holder en selv oppe, da frelses man bedst fra det kommanderende og overlegne sind, som det ligger saa nær for det gamle menneske at optræde med overfor dem, der faldt.

Til denne formaning (V.1) knytter sig paamindelsen i V.2: "Bærer hverandres byrder". Kærlighedens tjenersind betragter ikke det, der tynger næsten, som sig uvedkommende, men vil gerne bære med ham, baade naar det gælder næstens syndebyrder ved at hjælpe ham hen til korset med dem, og naar det gælder sorgernes byrde. Stundom kan det ene Guds barn gøre byrderne endnu tungere for det andet ved ukærlig haardhed og bebrejdelser i utide. Nej, vi er satte til at bære hverandres byrder, apostlen føjer til: "Og opfylder saaledes Kristi lov". Galaterne lod saa ivrige for loven. Her er en lov, siger Paulus, det gælder at oøve sine kræfter paa, en lov af en ganske anderledes dyb og indgribende art end at holde løvsalsfest og nymaanefester eller lade sig omskære. Kristi lov er jo det store kærlighedsbud, som er lovens sum og kærne. Den indbyrdes kærlighed satte han som kendetegn paa sine disciple (Joh 13.34-35), og til denne kærlighed hører der just ogsaa at lide med de lidende (se 1 Kor 12.26: "Naar eet lem lider, lider de alle med"). Den hellige medlidenhed i Kristi spor vil gerne vær emed til at bære næstens byrder.

Et hovmodigt sind kender ikke dette. Ydmygheden er betingelsen for at staa i den tjenende kærlighed overfor næsten; thi den, der bilder sig ind at være noget, skjønt han intet er, han lever i hovmodets selvbedrag (V.3) og er derved aandelig ude af stand til at opfylde Kristi kærligheds bud. Nej, lad hver prøve sin egen gerning (V.4) og ikke som farisæeren skrue sig op til en indbildt ære ved at sammenligne sig med andre, særligt med dem, der falder. Men prøver man redeligt sin gerning i Guds lys, uafhængigt af næstens forhold, da faar man sin "ros i forhold til sig selv alene" (V.4), menda skal man ogsaa nok opdage, at vor ros er udelukket (Rom 3.27), da skal man finde nok, som ikke er, som det burde være, og da faar man ikke raad til at hæve sig selv ved næstens brøst (V.4). Thi vi skal ikke have med næstens brøst at gøre paa saadan maade, der gælder det: "Hver skal bære sin egen byrde". Ingen kan vælte sit ansvar fra sig ved paa farisæervis at sammenligne sig med andre.

Hvor er der dog en Guddommelig visdom i disse to Ord (V.2 og V.5): "Bærer hverandres byrder" - "hver skal bære sin egen byrde". Ordet giver ingen af os ret til at fordre, at de andre skakl bære vore byrder, men det lægger os paa sinde tillige at bære de andres byrde. Ingen kan med Ordets hjemmel komme til andre Guds børn og sige: "I skal bære mine byrder." Det, Ordet lægger for os, er det ydmyge sind, der ser til sig selv, go tillige det kærlige sind, der ser til andre for at være dem til hjælp.

Men til at bære hverandres byrde hører ogsaa timeligt at tjene hverandre med hjælp, hvor det gøres fornødent. Derudfra peger apostlen hen paa, at "den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham" (V.6). Grundteksten har egentlig "holde fællesskab i alle goder".

Det strækker noget videre. Ordet stille altsaa kravet til menighedens lemmer, at de skal vise taknemmelighed mod dem, der bringer dem Ordets lys og velsignelse. Deri ligger ogsaa, og i særlig grad vel, indesluttet forpligtelsen til at bære forkynderens timelige trang og behov i henhold til Herrens Ord: "En arbejder er sin føde værd" (Matth 10.10).

Det er den tjenende kærlighed, der er grundtonen ogsaa i dette afsnit, det er den, Guds Aand virker i det troende hjerte, i hans efterfølgelse, der kom for at tjene. Og rettelig forstaaet er det jo saaledes vi skal bringe vor store Frelser vor tak for alt, hvormed han har tjent os, idet vi tjener ham igen i hans smaa brødre og søstre.

Bær en velsignelse! ja, lær os ligne
Dig, kære Herre, som vi skylder alt.
Du vor velsignelse! lær os velsigne
Og være verdens lys og jordens salt.


Læs: Kapitel 6.7-10.
408. "Hvad et menneske saar, dette skal han og høste."

I V. 7-10 slutter apostlen sin formaning til at bruge friheden ret ved at minde om, at vort levned her i timeligheden og det, vi faar ud deraf, er sammenknyttet som sæd og høst. Vort levned er som en udsæd for fremtiden, og den farer vild, der mener at kunne leve, som han lyster og dog komme vel derfra. Det er at sptte Gud, siger apostlen; men "Gud lader sig ikke spotte".

Hvor ofte hører man ikke dette, at mennesker midt i deres synd og vantro forsikrer, at det har ingen nød, det skal nok gaa dem godt, og hvis der er en himmel, skal de nok komme i den lige saa godt som disse hellige. Men allerede her nede paa jord har Gud givet beviser nok paa, at han vel er langmodig, men at der ogsaa er grænser for hans langmodighed, og paa den store dag skal alle visselig kende det, at sæd og høst svarer til hinanden.

Saa gælder det om, hvad vi saar og hvad vi faar, om vi saar en ond sæd, en ond vilje i kødets onde jordbund (Grundteksten har "saa ind i sit kød" som jordbunden) eller vi saar i Aandens jordbund, en aandelig sæd, en vilje, der er rettet paa at lade sig drive af Guds Aand. Kødets jordbund giver kun forkrænkelighed til høst, aldrig andet, men af Aandens jordbund høstees det evige liv (V.8). Ja, der er forskjel paa, som kødet lønner og som Aanden lønner et menneskes stræben; det skulde betænkes.

Bestandig bærer vi en sæd ud, maatte vi da faa ædel sæd i den hellige jordbund, et liv i bøn, i Guds Ord, et liv for Herren, det er at saa i Aanden. Og saas der end med graad, skal der høstes med frydesang. Et liv i selviskhed, hvor det hele blot gaar ud paa at tilfredsstille eget behag, det er at saa i kødet, og da vil man høste død. Al glæde, al velsignelse visner bort.

"Men naar vi gør det gode", siger apostlen, naar vi saar hellig sæd i helllg jord, saar i Aanden, da gælder det at holde ud og ikke at tabe modet og trættes. Høsten skal visselig komme "i sin tid", det vil sige i Herrens tid, om end ikke altid til vor tid, til den tid, vi tænke os. Men betingelsen for denne forjættelse er, at vi ikke slappes ("ikke give tabt"). Den samme betingelse er udtalt i Hebr. 10.25-26, hvor det "at gøre Guds vilje" i taalmodighed er sat som betingelsen for at kunne faa forjættelsen. Der ligger en dyb alvor deri. Man kan altsaa gaa glip af sin høst, dersom man lader hænderne synke i modløshed eller lunkenhed.

Eftersom vi da have lejlighed, det vil sige, som tiden, naadetiden, dertil er os givet, saa lad os saa den gode sæd ud. Den tid, der er os givet dertil, løber jo hastig ud, enten det sker ved bortgang fra denne jord eller ved Herrens genkomst. "Lader os gøre det gode mod alle," siger apostlen, lad alle, vi kommer i berøring med, faa noget af Guds Aands liv at mærke gennem os, og det saavel fjender som venner. "Men mest mod troens egne", de, der bor i samme Faderhus som vi, Guds husfolk, som Paulus kalder dem i Ef 2.19: Vore brødre og søstre i troen staar os nærmest.

Verden møder ofte med den indvending, at man kan ikke vide, hvem de troende er. Dertil maa vi svare, at i saa fald kunde jo dette Ord ikke adlydes; thi det forudsætter, at troens egne er til at kende og finde.

Hvert kærligt og sanddru ord, hver velgerning for Jesu skyld, ja, hvert venligt smil og kærligt haandtryk fra et hjerte, der drives af Guds Aand, alt dette er udsæd. Vi faar bestandig og længe efter et menneskes død kan det endnu ogsaa her paa jord bære høst, hvad han saaede, bære høst i efterslægten. Hvor sørgeligt at lade en ond høst blive tilbage efter sig blandt børn og bekendte, minder, der kun kan virke ondt. Men hvor kan signende følger! De, der arbejdede i Guds riges tjeneste med troskab og selvfornægtelser, de saaede gennem selve dette deres arbejde, ja, gennem selve deres eksempel alene, en sød, som aarhundreder, efter bar en høst af velsignelse, af hellig tilskyndelse og opmuntring, for kommende slægter.

Men fremfor alt maa vor tanke ende hos ham, der bar den dyre, blodige taarsæd ud for os uden at blive træt. Ogsaa han skal høste, men hans høst er hver den, der lod sig frelse og selv kom til at saa i Aanden.

Saa da i Aanden med frejdigt mod,
Gud giver væksten og frugten god,
Udsaa velsignelse, hvor du gaar,
Dag efter dag, ja, aar efter aar,
Og høsten skal nok biive rig.


Læs: Kapitel 6.11-18.
409. Vranglærerne søgte deres egen ære, men Kristi kors er apostlens eneste ros.

Vi kommer nu til brevets slutning, hvor apostlen endnu en gang stærkt indskærper Galaterne den dybe grundforskel i Aandsretning, der var mellem vranglærerne og ham selv, saa stor en forskel som mellem mørke og lys. Apostlen begynder med at sige (V.11): "Ser nu, med hvor store bogstaver jeg skriver til eder med min egen haand".

Af 2 Thess 16.22 fremgaar det, at Paulus plejede at slutte sine breve egenhændigt, det øvrige af brevet skrev gerne en skriver (se Rom 16.22, hvor den troende Tertius siger sig at have nedskrevet brevet for apostlen).

I vor gamle danske oversættelse stod der i V. 11: "Ser, hvilket landt brev o.s.v.". Efter denne oversættelse har Paulus skrevet hele brevet egenhændidt denne gang; men oversættes (som i vor nugældende oversættelse): "Med hvor store bogstaver" betegner det, at Paulus selv har skrevet slutningen af brevet med spærret, udhævet skrift, og det lægger da en særegen vægt paa denne slutning, der altsaa ikke blot var med apostlens egen haand, men med særligt udhævede bogstaver.

Saa blotter han vrenglærernes dybeste grundskade: "De vil tage sig godt ud u kødet". Derfor vilde de tvinge Galaterne til at lade sig omskære, for at de selv kunde slippe for al den forfølgelse fra Jødernes side, som en klar bekendelse om korsets evangelium stadig medførte, altsaa for at bevare deres ære overfor den jødiske verden og slippe for lidelse (V.12).

Og een grund til nævner apostlen (V.13) for vranglærernes adfærd. De vilde tillige skaffe sig ære ved at kunne rose sig af at have faaet Galaterne til at antage omskærelsen. Det var i virkeligheden ingenlunde af iver for loven i og for sig, de holdt den jo ikke selv, de byrder, de vilde lægge over paa Galaterne, agtede de slet ikke selv at bære. Altsaa atter egen ære, egen ros, i sandhed et uhgggeligt spor.

Hvor ganske anderledes var ikke det spor, Paulus fulgte! Kun en eneste ros søgte han, og det var "Jesu Kristi kors" (V.14), dette kors, som vranglærerne var saa bange for helt og fuldt at bekende sig til af frygt for de deraf flydende følger. Men Paulus var ikke gaaet af vejen for det, som fulgte med korset, tvertimod havde han ladet korsets gennemtrænge hele sit liv, saa verden og han var blevne som korsfæstede, som døde for hinanden. Verdens væsen var dødt for ham, og han var ogsaa død for verden, det, han elskede og levede for, var intet for verden. Og saaledes maa det være til alle tider, det er det store tegn paa, at en synder har set al sin egen roes udelukt og givet Lammet, dets vunder og saar al æren, at dette kors har bragt et afgjort brud frem mellem os og denne verden, baade den verden udenfor os og ikke mindst den inden i os, saa det gamle forbigangent, og alt er bleven nyt. Thi "en ny skabning" (V.15), et nyt liv i Kristus Jesus er det, der har betydning, ikke omskærelse eller forhud, ikke dette, om man har været Jøde eller hedning.

Saa slutter apostlen med at lyse "fred og barmhjertighed" over alle dem, "som vandrer efter denne rettesnor". Grundreglen i Guds rige, som han har udtalt den i V.14 og 15 (Kristi kors med det liv, som deraf udspringer, som enenste frelsesvej, som vor eneste ros). Fred og barmhjertighed kan kun dale ned over dem, der har søgt ly i Jesu korses skygge.

Hvad mener apostlen med tilføjelsen: "Og over Guds Israel". Nogle forstaar det om den del af Israels folk, som havde kendt sin besøgelsestid, saa at apostlen derved særligt vilde give til kende, at det kun var Israel efter kødet, han bekæmpede, ikke Israels folk i det hele, som Jøderne vilde beskylde ham for. Sandsynligst er det dog, at det skal forstaas aandeligt om alle Guds sande børn, det være nu Jøder eller hedningekristne, altsaa en nærmere forklaring af, hvad han mener med dem, der gaar frem efter den af ham i V. 14-15 paapegede rettesnor og regel, Kristi korses vej. Saa sand! alle troende er Abrahams børn efter Aanden, er de ogsaa Guds Israel.

I V.16 er skellet sat med stor bestemthed. Apostlen lyser ikke fred og barmhjertighed ud over alle i flæng men kun over Guds sande børn.

Hvad dem angaar, der plagede ham med deres kødelige lovspørgsmaal, beder han sig med den i Herrens tjeneste prøved mands hellige ret "herefter" fritaget for yderligere besvær.

Denne begæring om, at Galaterne ikke vilde volde ham yderligere besvær med det jødiske lovvæsen og plage hans hjerte, støtter han paa, at han jo "har Jesu mærketegn paa sit legeme". I oldtiden var det i østerland almindeligt, at der blev brændt et mærke ind i trællene for at betegne, hvilken herre de tilhørte. Det er det, Paulus har for øje. Kristus var jo hans Herre, Kristi tjener var det hans ære at være, og mærketegnene, han bar for Jesu skyld, maa være de ar og andre mærker af saar og mishandlinger, han havde lidt i sin apostoliske gerning (se 2 Kor 11.23-25).

Særlige mærker bar han vel efter steningen i Lystra (se Apostl Gern 14.19). I sandhed, Paulus havde vist, at han var rede til at lide for Jesusnavnets skyld. Men havde han saa mange lldelser ude fra, turde han vel vente, at hans aandelige børn ikke ogsaa fremdeles vilde lægge lidelse paa ham.

Det sidste Ord, han har til dem (V..18), er et udtryk for hans kærlighed til dem. I kærlighedens haab kalder han dem endnu brødre og tilønsker dem, at den Herres Jesu Kristi naade, for hvilken deres øje ligesom var bleven formørket, ret maatte være med deres aand (muligvis i modsætning til vranglærernes falske tale om, at Kristi tro skulde vise sig ved omskærelse paa det ydre kød. - Dog betegner dette: "med eders aand" maaske kun en større inderlighed i naadeønsket end det mere almindelige: "med eder").

Galaterbrevet er i sandhed et af de breve, hvor naadens rene luft ligesom møder os allerstærkest. Det er godt at læse om igen og om igen for hvert Guds barn, for at forholdet mellem lov og evangelium ikke skal fordunkles for os. I vort kød er der saa meget, der vil møde med sit eget; vi trænger til at komme op paa disse højder, hvor luften er saa ren og klar, hvor dette, af naade ved troen alene, ret med kraft aandes ind i vore hjerter, saa at vi styrket ved naaden kan øve os i at vandre denne naade værdigt "ved i kærlighed at være hverandres tjenere".

Galaterne og Romerbrevet ligner hinanden meget, idet den samme grundtone bliver lige stærkt anslaaet i dem begge. Gud være tak for hver straale fra livslyset, han har skænket os gennem "apostlenes lære" (Ap G 2.42).

Paulus' Brev til Galaterne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6