Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Indledning

Efesus var en af oldtidens navnkundigste stæder, og berømt handelsstad, dog tillige med stor sans for kunst og videnskab. Den var hovedstaden i den romerske provins Asien, der indesluttede den vestlige del af Lilleasien. Indbyggerne stammede væsentligt fra Athen, idet den atheniensiske kongesøn Androklos omkring ved aar 1000 f. Kr. førte en koloni af sine landmænd derover.

Byen laa et stykke fra Ægæerhavets strand, men havde en bestemt havn derved, at floden Kaystros dannede en sø lige før sin udløb i havet. I denne sø havde Efesus da den berømte havn, den skyldte sin blomstring. Da søen efterhaanden udfyldtes ved det sand, floden førte med sig, saa skibene ikke kunde naa derop, visnede byen hen. Sit banesaar fik den i tredie aarhundrede efter Kristus, da Gotherne ødelagde den. Nu er de rikke andet tilbage end ruiner og en lille landsby, Agasaluk. Herrens trusel til menigheden i Efesus i Joh. Aab. 2.5 om at flytte hans lysestage, hvis den ikke vilde vende om til sin første kærlighed, gik i opfyldelse. Nu ruger Muhamedanismens og Tyrkervældens mørke over det sted, hvor der en gang blomstrede en stor menighed frem ved Paulus' forkyndelse.

To særlige ting gjorde paa Paulus' tid Efesus end mere berømt, nemlig for det første det mægtige marmortempel for gudinden Artemis (paa det latinske sprog kaldet Diana, jagtens gudinde m.m.), men dernæst var Efesus ogsaa et hovedsæde for datidens troldomsvæsen, den saakaldte magt. Efterhaanden som den gamle gudetro tabte sin magt over sindene, søgte man at tilfredsstille sin trang til overjordisk hjælp ad overtroens vej. Sortekunstneriet øvedes for betaling af en stor skare magere. Trylleformularer solgtes i bøger for høje priser, særligt de fra Efesus ansaas for at være de kraftigste. Ogsaa Jøder fandtes der blandt disse magere, og saadanne vantro Jøder befattede sig især med besværgelse af onde aander og foregav, at deres trylleformularer skrev sig fra ingen ringere end kong Salomo. At saadanne ogsaa fandtes i Efesus, hører vi jo af Apostl. Gern. 19.13.

Paulus kom første gang til Efesus paa et kort besøg, da han i slutningen af sin anden missionsrejse fra Korinth drog til Jerusalem (vistnok aar 54, se Apostl. Gern. 18.21). Han forlod byen med løfte om at vende tilbage, og det løfte holdt han. Omtrent 3 aar arbejdede han i denne store stad (se Apostl. Gern. 19), og det blev en forunderlig velsignet gerning, vistnok under bestandig kamp (Apostl. Gern. 20.19), men store sejre fik han at se, at Herren vandt. Ordet voksede kraftigt og udbredte sig over hele provinsen Asien, trolddomsvæsenet fik et mægtig knæk (Apostl. Gern. 19.19) og Dianadyrkeleen i lige maade (se Apostl. Gern. 19.27). Der dannedes en stor menighed af troende, der ser vi af mødet i Milet (Apostl. Gern. 20), hvor de ældste fra Efesus samledes med ham. Efesus var bleven aandelig hovedstad for de menigheder, der havde dannet sig i det vestlige Lilleasien.

Tiden for dette brev falder i Paulus's fangenskab aar 58-63. Vi hører ham tale om sig selv som den, der var bunden i lænker (Ef 6.20). Han sad jo først 2 aar i Kæsarea, men den almindelige opfattelse er, at Efeserbrevet er skrevet fra Rom, og det er det sandsynligste. Brevets affattelsestid ligger da indenfor tidsrummet aar 61-63. Brevet blev overbragt af Tychicus (se 6.21), hvem Paulus kalder "den elskede broder og tro tjener i Herren." Den samme overbragte ogsaa brevet til Kolossæ (se Kol 4.7).

Anledningen til, at Paulus skrev dette brev, hans særegne formaal synes at have været at styrke menigheden dersteds i den sande lære og det sunde liv. Endnu stod alting vel til i Efesus, men faren var ikke langt borte, det ser vi af brevet til Kolossæ, hvor vranglærerne allerede havde faaet indpas og maatte bekæmpes. Paulus har villet ruste menigheden i Efesus til at staa fast ved ret at gøre herligheden i den tro, som det rene evangelium havde bragt dem, stor og levende for dem, saa de kunde være rede til at møde de "svare ulve", Paulus i sin tale i Milet til de ældste fra Efesus havde varslet om vilde komme.

Paafaldende er det, at Efeserbrevet ikke som Paulus' andre breve indeholder nogen antydning af et nøjere personligt forhold til læserne, hvilket er saa meget mere mærkeligt, som han opholdt sig saa længe i Efesus. Tvertimod findes der i brevet ytringer, som snarere tyder paa, at ikke alle brevets læsere var ham personlig b ekendte eller havde hørt Ordet af Paulus selv personlig (se Kap 3.2 og 4.21). Der findes heller ingen hilsen til eller fra nogen.

Dertil kommer, at Ordet i overskriften: "til de hellige, som er i Efesus", ikke fandtes i oldtidens haandskrifter, medens kirken dog sige fra sine ældste tider af har bemærket dette brev som brevet til Efeserne. Gaaden løses formodentlig saaledes, at brevet ikke blot har været til selve byenn Efesus, om end først og fremmest til denne stad, men det har ogsaa været bestemt for alle de menigheder, i hvilke Efesus dannede midtpunktet, og adskillige af disse menighedskredse havde Paulus ikke personlig haft med at gøre, men virksomheden var bleven øvet gennem hans medarbejdere.

Det har altsaa været en slagt omgangsskrivelse, og maaske Efeserbrevet er det samme som "brevet fra Laodicæa", der omtales i Kol 4.10.

Brevet falder som de fleste af Paulus' brev i tro hoveddele, en belærende del (kap 1-3) og en formanende del (kap 4-6). Den første del er baaret af en lovprisning for Guds hellige naade, hvis storhed han ret beder Gud om, at læserne maatte faa en dyb erkendelse af. Den sidste del er formaning til de troende om en vandel denne rige naade værdig, ved at de bevarede den indbyrdes eenhed i Aanden (kap 4.1-16), stod med hellig alvor overfor det urene, hedenske væsen samt levede et kristeligt husliv (kap 4.17-6.9). Dernæst samler Paulus sin formaning i et herligt billede med hensyn til den afslutning, i hvilken de skulde stride troens strid, og slutter med et velsignelsesønske (kap 6.10-24).

Paulus' Brev til Efesierne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6