Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Læs: Kapitel 1.1-14.
410. Overskrift: Fredshilsen. Lovprisning for alt, hvad der af Guds frie naade i Kristus er os forhvervet og tildelt.

Hovedindholdet af dette afsnit er følgende: Efter overskriften (Adresse og den sædvanlige fredshilsen V.1-2) begynder apostlen med en lovprisning til Gud for frelsen i Kristus (V.3), til hvis udspring i Guds evige raadslutning han først ser hen (V.4-5), og hvis virkeliggørelse i tiden han derefter udvikler som bestaaende først i Krsti forløsningsværk (V. 6-7), dernæst i forkyndelsen af denne underfulde hemmelighed om Kristus som den, i hvem alt er bestemt til at samles til frelse (V.8-10). Endelig slutter han med at pege paa, hvorledes de troende ogsaa er blevne delagtiggjorte i frelsen efter Guds evige viljes raad og til hans ære, hvorledes de frelste baade af Jøder og Hedninger ved at høre og tro havde faaet Aandens besegling til pant paa den herlige arv (V. 11-14).

Der er to grundtoner, som gaar igennem dette rige afsnit og for resten er grundtonerne i hele brevet. Den første grundtone er denne: I Kristus, hvilket bestandig kommer igen (se V.1,3,5,6,7,10,11,13). Apostlen øser af dette uudtømmelige rigdoms dyd, som ligger gemt i denne Frelser; hans hjerte er saa fyldt af denne Kristi fylde, at tankerne ligesom kæmper for at finde udtryk, bryder frem i en svulmende fylde i denne enestaaende lange og indholdsrige sætning fra V.3-14.

Den anden grundtone er Guds herligheds pris, der møder os i V.3,6,7,12 og 14.

Disse to grundtoner: Guds gaves rigdom i Kristus og Guds herligheds pris hører jo saa nøje sammen; "af ham, ved ham og til ham" (Rom 11.36), det mødes os igen her paa dette sted, Guds frie naade er udspringet, Guds øre formaalet for det hele.

Vi skrider nu til betragtning af enkelthederne i dette højt velsignede afsnit. Som sædvanlig betoner apostlen at han har apostelkald i Jesu tjeneste "ved Guds vilje". Det er godt at være der, hvor Gud vil have en. Det var hvilen for Paulus' hjerte under hans trængselsfulde gerning, og det er lykkeligt til alle tider for Guds børn at have dette "ved Guds vilje" med sig.

To dejlige navne giver Paulus Herrens venner, nemlig "de hellige" og "de troende i Kristus Jesus". Her ser vi saa klart, at "de hellige" ikke betegner de syndfri, men dem, der i troen har modtaget syndernes forladelse, har faaet deres liv i Kristus Jesus. Navnet "de hellige" er et naadesnavn, der peger hen paa Guds gave. Navnet de troende peger hen paa læsernes tilegnelse af denne Guds gave og tilføjelsen: "I Kristus Jesus" betegner troen som den levende tro, der har sit liv i Kristus.

Det er godt at begynde med lovprisningen, som Paulus gør her (V.3). "Lovsang sømmer sig," siger salmisten (Sl 147.1). Derved bliver hjertets harpe ligesom rettelig stemt. Apostlen havde i V.1 ved det store naades og æres navn "de hellige" peget paa den salige forandring, der var foregaaet med de fordums hedninger. Og i dette navn, der jo ogsaa er knyttet til vor apostoliske tro (de "helliges samfund" i tredje artikel) er visselig givet et kildespring til evig lovprisning. Hvorledes vi urene syndere kan naa at blive hellige, det danner jo indholdet for lovprisningen, det er slet at Guds naade til Guds ære i Kristus.

"Al aandelig velsignelse i det himmelske" er stegen ned til jorden i Kristus. Mange mennesker kender ingen anden "velsignelse" end den, der vokser frem paa mark og i stald. Visselig er det ogsaa velsignelse, men det bliver kun til velsignelse, naar hjertet lukkes op for den velsignelse, der stammer fra himlen og bringes os ved Aanden. Al aandelig velsignelse skænkede Gud os i Kristus. Gud sparede ikke. I Kristus udvalgte Gud os, før verdens grundvold blev lagt, til det store maal at staa hellige og ustraffelige for hans aasyn, til at faa del i hans herlighed (V.4). "I kærlighed efter sin villies velbehag," altsaa af sin frie naade i Kristus bestemte han os forud til sønlig udkaarelse. Saa faar hana "naades herlighed" da ogsaa ene æren derfor (V.5-6).

Med hensyn til denne Guds forudbestemmelse henviser vi til, hvad derom er sagt til Rom 8.28-30. Det betegner ikke nogen vilkaarlighed hos Gud, men forudbestemmelsen hviler paa hans forudkenden af dem, der vil lade sig drage til troen. Vor frihed til at vælge staar jo ubeskaaret efter skriftens klare Ord.

Efter at apostlen saaledes har skuet tilbage paa velsignelsens dybe grund og evige formaal, Guds naades frie raadsslutning og Guds lov og pris (V.3-6), lader han nu blikket falde hen over denne raadsslutnings vrkeliggørelse (V.7-14). Grundvolden i naadens aabenbarelse er forløsningen i Kristi blod (V.7). Det græske Ord for forløsning betyder egentlig løskøbelse, nemlig fra Guds vredes dom, altsaa det samme som "syndernes forladelse". Prisen var Kristi blod. "Efter hans naades rigdom" føjer Paulus til. Ja til visse, den kærlighed, der gav den eenbaarne, viser os et uudgrundeligt dyb af naade.

Læg mærke til benævnelsen "den elskede", det pager hen paa Ordet, der lød ved Frelsererns daab: "Denne er min Søn, den elskede." Men i Kristus faar ogsaa hans troende navnet: Guds elskede (se Koloss 3.12).

Men denne naades rigdom maatte for at blive os til del først kundgøres (V.8-10). Og naadestrømmen møder os da i det lys, fyldt af al visdom og forstand (indsigt), som Gud saa rigeligt har ladet skinne frem i denne verdens mørke (V.8). Han har aabenbaret os sin evige raadslutnings hemmelighed (V.9), som profeterne i Aandens dybe syner anede, nemlig "i tidernes fylde" at "oprette en husholdning" (V.10), hvor alt baade det i himlene og paa jorden, der ved syndens splittende magt havde faaet saa dyb en brøst, atter skulde samles under eet hoved, menlig under Kristus (dette "i ham" staar to gange i V.10). Det er Guds mægtige frelses raad, der her i denne verdensbrede og himmelhøje kærlighed males for os. Før synden kom ind, var alt harmoni baade i engleverdenen og paa jord. Ved synden er den dybe disharmoni alle vegne brudt ind i skabningen. Derfor bestemte Gud, der forudsaa alt fra evighed, at der skulde blive nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed og fred kunde, som der staar i salme 85.11, kysse hinanden, hvor den fulde harmoni igen er til stede. "I Kristus straalede retfærdighedssolen frem med lægedom under sin vinger (Mal 4.2). I ham er det Guds vilje, at det sønderrevne skal læges, derved at Kristus med sit blod har brudt syndens magt.

I den gamle pagts "husholdning" med dens "tide", dens fremadskridende trin, forberedtes dette. Med Kristi komme til jord er naadens husholdning traadt ind i historien og har begyndt sin sejrsgang, dog endnu stadig under kamp med mørkets fyrste og hans ondskabs hær, med menneskers vantro og de troendes skrøbelighed. Skabningen, ogsaa den umælende, længes og sukker endnu efter frigørelsen (se Rom 8.19-23), den fulde sejr er endnu genstand for haab, men ved Kristi genkomst har korsets frugt naaet sit maal (se Matth 19.28: "I igenfødelsen" og Apost Gern 3.21: "Alle tings genoprettelses tider").

Naar her tales om alt, baade det, der er i himlene og paa jorden, er begrænsnngen dog, hvad den personlige skabning angaar, givet med dette "i Kristus". Alt, hvad der vil staa udenfor ham, vil blive udsondret og evigt udelukket. Ondskabens aandelige hær under himlen (kap 6.12) og ondskabens hær paa jorden, alle de genstridige sjæle, vil da for evigt være udkastede i det yderste mørke. Da vil alt i himmel og paa jord smelte sammen "i Kristus". Det er det salige, mægtige fremtidsmaal, som er indeholdt i Guds raadslutning, den, der før som en hemmelighed laa skjult i Guds hjerte men nu i Kristus er bleven aabenbaret (V.8-10). Og denne himmelske visdom har Guds Aand givet de troende indsigt i.

Med V.11 gaar Paulus et skridt videre frem og peger paa, hvorledes den i Guds Aand besluttede, i Kristus dyrekøbte i evangeliet forkyndte frelse nu ogsaa er bleven tilegnet dem, for hvem den var bestemt, menlig alle dem, der er af sandhed. "Han, som virker alt efter sin villies raad", har gjort dette, at ogsaa vi har faaet lod i Kristus og dermed i den himmelske arv. Der er jubel i dette: "I hvem ogsaa vi har arvelodden," jubel i dette, at Gud "virker alt efter sin viljes raad". Intet kan standse Gud, naar han vil virkeliggøre sine fredstanker over dem, der frygter ham. Vi mindes herved Paul Gerhardts salmeord: "Din gerning kan ej hvile, ej standses kan dit fjed, naar du til os vil ile med hjælp og bistand ned."

I Kristus er da alt gjort fra Guds side, for at vi kan naa vort maal at "være til pris for hans herlighed" (V.12). Og det gælder baade Jøder ("vi, som forud havde haabet paa Kristus") og hedninger (V.13). I V.13 betoner apostlen de tre trin i frelsens tilegnelse for disse forumds hedninger, nemlig at høre sandhedens Ord, tro det og saa faa Aandens besegling. Denne besegling er den af Guds Aand givne forvisning i det troende hjerte, omvendelsens slutsten, som Paulus i Rom 8.16 betegner saaledes: "Aanden selv vidner med vor aand, at vi er Guds børn."

Guds Aand kaldes "forjættelsens Helligaand", som den, der var forjættet gennem den gamle pagts profetier (se Joel 3.1-5, Sak 12.10, Es 32.15 og 44.3, Ezek 36.26). Beseglingen er et billede hentet fra breve og dokumenter, hvor seglet stadfæster rigtigheden af underskriften. Saaledes besegler vor Gud ved Aandens forvisning dem, der er hans, dem, han giver lod i "arven", det himmelske Kanaan.

Man kunde synes af favne daabens omtale i V.13, men den ligger indesluttet i "evangeliet om eders frelse". Vi lære af dette Ord, at Aandens besegling ikke maa ventes forud for troen, men kommer som velsignelsen fra Gud, for det hjerte, der giver ham sin tro. Ikke sjældent træffer vi mennesker, der vil have Aandens forvisning, før de vil tro. Nej først tro Gud paa Ordet, saa skal beseglingen nok komme ved den samme Aand, der hjalp hjertet til tro.

Og denne forvisningens Aand er "os pant paa vor arv" (V.14), den peger hen paa "ejendommens forløsning", "ejendommen" betegner her Jesu Kristi troende, de er dyrekøbte til han ejendomsfolk (tit 2.14). "Forløsningen" betegner fuldendelsen, den ved Kristi genløsning virkede frelses fuldkommelse, naar han kommer igen. Da skal synd og død, sorg og pine evigt være borte, og Guds børn i fuldeste forstand være bleven hans herlighed til lov, idet de selv er bleven herliggjorte.

Hvilke vide udsigter der her aabnes for os! I dette afsnit fra V.3-14 overskuer apostlen hele udviklingen fra Guds evige raadslutning, før verdens grundvold blev lagt, til denne raadslutnings herlige fuldkommelse, hvor maalet er naaet, og et herliggjort folk evigt priser sin frelses Gud. Men alt dette i Kristus.


Læs: Kapitel 1.15-23.
411. Hvad Paulus bad om for de hellige i Efesus

Nu først kommer vi til den taksigelse for de hellige, som er almindelig i Paulus' breve (Galaterbrevet danner en undtagelse). Apostlen knytter sin tak til Gud for vennerne til, hvad han har hørt omdisse venner. Han vidste jo, at de ogsaa havde faaet lod i Kristus, men denne taksigelsens grund, der betegnes ved det indledende "derfor" i V.15, var bleven des vægtigere for ham ved det glade budskab, der efter hans afrejse var kommen ham for øre, om vennernes "tro paa den Herre Jesus og deres kærlighed til alle de hellige" (V.15-16). Det er to ting, Gud har sammføjet (se Kolos 1.4 og Philemon V.5, hvor disse to ting ogsaa sammenstilles). Troen paa den Herre Jesus maa vise sig i kærlighed til alle de hellige, saa fandt denne tro er levende. "Alle de hellige" staar der; thi Herren Jesus bor jo ved troen i alle sine venner ogsaa de skrøbeligste, ogsaa i dem, hvis naturlige væsen er os mest imod. Man kan stundom høre mennesker sige, at nogle af de hellige kan de nok lide, men mange andre kan de ikke fordrage. Det er ikke vidnesbyrd om levende tro paa vor Herre Jesus. Thi vi troende mennesker elsker jo Jesus i hverandre. Derfor elsker den levende tro alle de hellige, thi Jesus bor jo i hvert ærligt troende hjerte, og denne kærlighed til alle de hellige kan kun findes, hvor den levende tro paa Jesus er kommen ind i hjertet.

Men hvor troen paa den Herre Jesus og kærligheden til alle de hellige giver sig til kende, der er grund til at takke; thi der har Gud faaet sit værk frem.

Hvor Paulus' hjerte dog rummede meget! "Uden ophør" (V.16) takkede han for disse venner; hver gang han bad, havde han denne taksigelse med i bønnen. Hvor godt, naar Guds børn lærer at takke for hverandre, det er en mægtig hjælp til at vokse i den indbyrdes kærlighed.

Og det er godt at begynde sin bøn med at love og takke, det aabner hjertet for bønnens Aand. Men apostlen havde ogsaa noget at bede om for de hellige i Efesus. Indholdet af denne hans bøn har vi i V.17-19, og det er værd at lægge mærke til, hvad det er, apostlen beder om for de hellige; thi det kan vi være vis paa, rummer just det, ogsaa vi har behov. Apostlen søger ogsaa at drage sine læsere ind baade i taksigelser og forbønnen ved det lille "ogsaa jeg", han begynder med i V.15. Derved udtaler apostlen sin tillid til at staa sammen med dem i bøn og tak.

Hvad er det da, apostlen beder om for disse sine venner? At de maatte faa Aandens klarhed (V.17) til dybere erkendelse af, hvilken rig og herlig arv, de var kaldet til at haabe paa, og for det andet, hvilken vældig Guds kraft der var over dem, til at føre dem igennem til maalet (V.18-19). Med andre ord, det er Guds gavers og Guds krafts rigdom og storhed, hvilken herlig og mægtig Gud vi har, han beder om, at de ret maatte faa lys til at se. Derfor benævneer han ogsaa Gud som "vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader". Det første betegner vor Herre Jesus som udgaaet fra Gud. Frelseren selv bruger den samme benævnelse, saaledes i Joh 20.17: "Min Gud og eders Gud." Deri ligger ikke, at Sønnen ikke selv skulde være Gud, men det lydigheds indhold hvori Sønnen altid stiller sig til sin himmelske Fader (se ogsaa 1 kor 11.3: "Gud er Kristi hoved"). Den anden betegnelse "herlighedens Fader" betegner vor Faders væsen som herlighed, hvorfor ogsaa hans gave til os er fuld af herlighed.

Guds Aand (v.17) kaldes "visdoms og aabenbarelses Aand", thi vejen, ad hvilken visdommen fæaster bo i de troendes hjerter, gaar gennem aabenbarelse, ikke gennem egen spukulation. Guds Aand vil opklare "eders hjertes øjne". Det er ikke den ydre forstandsoplysning, men det er oplysningen ved den Helligaand, der ene formaar at lukke op for frelsens herlighed.

Odet om haabet (V.18) slutter sig til Ordet om tro og kærlighed i V.15 og viser os, at "arvens herligheds rigdom" endnu ligger i fremtiden. Alt, hvad vi faar at smage her paa jord af Guds velsignelse, er dog kun en forsmag paa, hvad der venter.

Arvens herlighed er haabets indhold; men vi skal lægge mærke til tilføjelsen "ibalndt de hellige". Al Guds rige naade er knyttet til de helliges samfund, hvert haab om den himmelske arv, naar man ikke vil have sin plads blandt de hellige, er forfængeligt.

Vi trænger til Aandens lys for ret at vurdere, "hvilken hans krafts overvættes storhed er over os, som tror" (V.19). I kapitel 3.20 taler Paulus om, at "Gud formaar over alle ting at gøre langt ud over det, som vi beder eller forstaar." Men hvor ofte sætter vi ikke i vore tanker, i vor liden tro, snævre grænser for Herrens magt, som formaaede han ikke at hjælpe. Hin Faders Ord, der kom med den maanesyge dregn: "Formaar du noget, da forbarm dig over os og hjælp os" (Mark 9.22), giver ofte genlyd i vore hjerter. Men kun naar vi venter store ting af Gud, tør vi ogsaa vove store ting for ham, derfor trænger vi saa meget til at bede om Guds Aand til dybere erkendelse af, hvad han formaar over os, som tror. Thi troen er betingelsen. Men just betragtningen af troens værk i vore hjerter skulde hjælpe os til ret vurdering af Guds magts storhed; thi som apostlen siger, vi "tror efter hans styrkes vældige virkekraft." Naar uomvendte menneske ofte taler om troen som en selvfølgelig sag, da viser de just, hvor langt de er fra den frelsende tro. Nej, det at tro sker kun ved en vældig kraftvirkning fra Gud. Men formaaede han at smelte vor kunde, at bryde vor haardhed, at bøje os hovmodige mennesker ned paa de ydmyge steder, at lægge trosvisheden ind i vore af naturen saa tvivlende hjerter og give kraft til at faa brudt med alt, hvad der holdt tilbage, da formaar han ogsaa fremdeles at gøre store ting for sine børn.

Og ikke blot ved at skue den hen paa, hvad han har udrettet i os til troens vækkelse og bevarelse, men først og fremmest ved at betænke Guds vældes krafts virkning i Kristus skal vor tro søge sin vækst. Fra V. 20-22 udvikler apostlen den Guds kraft, der kom til aabenbarelse i Kristus i hans opstandelse, hans himmelfart til Faderens højre haand (V. 20), i den ham givne magt over alle englekræfter, hvis magt ogsaa er i forskkellige grader ligesom menneskers magt. Ja Gud har sat Kristus langt over alt navn, som nævnes. Hvad navn man saa vil nævne paa skabte væsener og skabte ting, være sig "i denne verden" (tiden før Herrens genkomst) eller i "den tilkommende" (tiden efter Herrens genkomst), Kristus er dog altid højt ophøjet over det altsammen. Alt har Gud lagt under hans fødder (V.22), og saaledes som "hoved over alting", har Gud givet ham til menigheden (V.22).

Men har Gud saaledes aabenbaret sin vældige kraft i Kristus, da har han visselig dermed givet menigheden en mægtig grund til at tro stort om Guds formaaeende kraft ogsaa over den. Thi menigheden er jo Kristi legeme. Den selvsamme kraft, der aabenbarer sig i vort hoved, Kristus, vil da ogsaa være til stede i menigheden, "hans legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle" (V.23).

Menigheden fyldt af Kristus, ja fyldt med ham - hvilken salig sandhed, hvilken grundvold for troen paa Guds herligheds og magts rigdom over menigheden!

Naar apostlen siger om Kristus, at han fylder alt i alle (efter grundteksten rettere saaledes: "Alt med alt"), ser apostlen derved hen paa Krisus som den, ved hvem verden er skabt, go i hvem den har sin fortsatte bestaaen, paa samme maade som der i Hebr. 1.3 siges om Kristus, at han "bærer alle ting med sin krafts Ord". Denne skabte verden fylder Kristus med sine gerninger, men menigheden fylder han med sit eget liv og væsen og derved ogsaa med Guds vældes kraft.

Med en uudtømmelig fylde har Guds Aand gennem disse apostlens Ord i Kap. 1 afmalet for os den herlighed, hvortil Gud i Kristus har udvalgt menigheden, og til hvilken han har ført den frem gennem sine naadens foranstaltninger og vil føre den igennem til fuldendelse. vi er ligesom blevne førte op paa Guds naades bjergtop, hvorfra vi kan se ind i det forjættede land som fordum Moses paa Nebo bjerg. Moses fik kun lov at se det, ikke at komme ind deri; men Jesu Kristi folk skal just skue ind i denne vidunderlige herlighed og rigdom for ret at leve i den og vandre i den. Maatte vort hjerte ligesom apostlens genlyde af naadens jubelklang, som ogsaa Brorsons hjerte var fyldt dermed, da han sang:

O! springer i bjerge og dale tillige
Mod solen! Af himlen velsignede jord,
Du bærer Guds naades det dejlige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig gror;
Naar dommedag kommer,
Begynder din sommer,
Naar deres forborgne levned fremstiger,
Hvorefter med dennem du sukker og higer

Paulus' Brev til Efesierne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6