Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Læs: Kapitel 2.1-7
412. I og med Kristus har Gud levendegjort ogsaa alle hans troende.

Apostlen henviste i foregaaende afsnit til den Guds kraft, der havde vist sig virksom i Kristus og ved ham blev menighedens eje. Han udvikler nu i dette afsnit, hvorledes denne samme kraft har aabenbaret sig i alle Kristi troende, som de hellige i Efesus just selv havde erfaret det. Punkt for punkt har de aabenbarelser af Guds vælde, der viste sig i Frelserens liv, deres tilsvarende i, hvad der er sket med de troende. Ligesom Kristus, da han for vor skyld var gaaet i døden, blev levendegjort, oprejst fra de døde og sat ved Guds højre haand i himlene (Kap 1.20), saaledes har Gud gjort noget ganske tilsvarende med de troende i, ved og med Kristus.

Apostlen begynder med at vise, hvorledes baade hedninger og Jøder havde ligget i dødens vold, i syndens lænker (V.1-3), hvorledes saa Gud i sin rige barmhjertighed og store kærlighed i Kristus havde gjort dem levende, havde oprejst dem og givet dem plads i det himmelske rige (V.4-6), og alt dette var dog endnu kun en forsmag paa den overvættes rigdom af naade, han endnu har i gem for sine børn (V.7). Men hele dette naadens under er bleven Kristi menighed til del "med Kristus" (V.5), "i Kristus" (V6 og 7).

Det er et mørkt, men sandt billede, Paulus i V.1-3 maler af menneskene i deres faldne tilstand. Døde kalder han dem, hjemfaldne til evig død ved deres overtrædelser og synder. "Onde vi vare og døde som stene" (Brorson). Overtrædelserne og synderne skille det faldne menneske fra livets Gud. Det er den aandelige død, apostlen tænker paa, som den, der fører til evig død, dersom ikke der finder redning sted. Det faldne menneske "vandrer" i sine synder (V.2), dets vandel er bestemt af synden, af egennytten, selviskheden i dens mangfoldige ytringer.

I denne sin vandel følger det faldne menneske "denne verdens tidsaand", det lader sig rive med af den gudløse og gudsfjendske strøm, der raader i denne verden. Men dermed er den faldne slægt just underlagt denne verdens fyrste. Apostlen betegner denne fyrste som den, som "hersker over luftens magt" og betegner derved den faldne aandeverdens foreløbige opholdssted som den os omgivende luftkreds.

Ve véd, at nogle af de faldne engleaander allerede er bundne i afgrunden (se Luk 8.31 og 2 Pet 2.4), men de fleste djævle har endnu deres tid indtil dommedag. Hjemløse er de i himlen, heller ikke paa den for legemlige væsener bestemte jord kan de finde deres rette bolig, men i luften svæver de om ligesom rovfugle for at slaa ned paa mennesker og udskyde dres gloende pile. I sandhed en alvorsfuld tanke. Apostlen betegner nærmere den hærmagt i luften, djævelen raader over, som den aand, "der nu er virksom i gjenstridighedens børn." Der udgaar ogsaa en aandsmagt fra djævleverdenen som modsætning til den fra Gud udgaaende Helligaand. Ligesom Helligaanden sammenbinder alle de troende, saaledes er den onde aands magt et baand i den ellers saa splidagtige verden. Den fælles modstand mog sandheden binder de vantro sammen; fordi der er en aandsmagt bagved, derfor er vantroen saa stærk i sin modstand.

Medens paulus i V.1-2 særlig har dvælet ved læsernes, de hedningekristnes fortid, tager han i V.3 sig selv og dermed ogsaa alle de Jødekristne med. "Ogsaa vi alle," siger han, "vandrede forhen i vort køds begæringer," lod os bestemme af vort besmittede kød med dett forvendte tanker og var "af natur vredens børn", "ligesom ogsaa de andre," føjer apostlen til, nemlig som hedningerne.

"Verdens børn", med hvilket navn apostlen altsaa stempler alle mennesker efter vor syndige natur, vil sige: hjemfaldne til Guds vrede, altsaa udelukte fra Guds rige. Og naar apostlen siger, at saaledes staar vi "af naturen", har man med rette heri fundet arvesynden betegnet som arveskyld. Deri ligger dog ikke, at de børn, der dør uden daab, derfor er evigt hjemfaldne til Guds vrede. Gud har jo fredstanker med alle sjæle og vil, at alle skal blive salige, som længes efter at komme ud af vreden, hvilke veje han saa end har at lægge frelsens tilbud hen for dem.

Saa laa da Jøder saa vel som hedninger under syndens og dødens magt, under Guds vredes dom (Rom 1.18 og 3.19). Men i denne usalige tilstand har nu Guds frelsende kærlighed grebet ind med et vældigt tag. Han, som kun med vrede kunde se paa den besmittede, faldne slægts skyld, elskede dog disse syndere og ynkedes over deres elendige tilstand. I kraft af denne kærlighed bøjede han sig i Kristus ned til den skyldige slægt og "levendegjorde os med Kristus, da vi var døde ved vore overtrædelser" (V.4-5). Guds kærlighed overfor den dybt faldne, døde slægt træder saa mægtigt frem for apostlens hjerte, at han ikke kan lade være med at udbryde: "Af naade er i frelste." Ja, visselig af naade alene; thi den, der ligger død og slagen, kan ikke hjælpe sig selv.

Ved genfødelsen blev Kristi liv gydt ind i vore af naturen døde hjerter. Og ligesom Kristus oprejstes af graven, saaledes har og Gud "kærligt modtaget vore sjæle fra fordærvelsens grav" (ef 38.17). Ja ogsaa os har han givet borgerskab i himlen, saa himlen er blven vort hjem (V.6). Saaledes lever Kristus sit liv om igen i sin menighed (se Rom 6). Dette hans legeme er fyldt af ham go med ham. Hans kors og lidelse, hans opstandelse og herlighed, alt dette er vi døbte til at have del i.

Og formaalet dermed er, at Gud "i de tilkommende tider" (efter Herrens genkomst) kan aabne himlens sluser og lade velsignelsen "strømme ned" i skybrud til Guds menighed (V.7).

Hvilken naade! Alt dette er os skænket i Kristus, og der kræves af os kun troen for derved at tage imod denne naade.

Onde vi vare og døde som stene,
Haarde i hjertet som marmor og staal,
Det var din mægtige styrke alene,
Som os fik reddet og naade sit maal,
Lod os i Aanden ved Ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.


Læs_ Kapitel 2.8-10.
413. "Af naade er i frelste formedelst troen."

I disse faa Ord er hele evangeliet indesluttet. "Og det ikke af eder selv, Guds er gaven" (V.8). Nogle har forstaaet dette saaledes, at det særligt var troen, der her betegnedes som en Guds gave. Sammenhængen kræver dog, at det forstaas om hele frelsen af naade; thi det er det, apostlen her vil indskjærpe (V.8-10), at det er udelukkende af naade, ikke i midste maade af gjerninger, af os selv. Visselig er selve troen ogsaa en Guds gave, som Brorson synger: "Vor tro er den forvisning paa, at vi Guds naade have, som ingen af sig selv kan faa, men det er Aandens gave." Men ved troen kræves dog en medvirkning fra menneskets side, vor villie maa med, medens naaden stammer alene fra Guds hjerte. Her i V.8-10 nævnes troen kun som selvfølgelig betingelse, men det er dette "af naade", apostlen udvikler, hvorved al vor ros udelukkes (V.9). Det er Romerbrevets og Galaterbrevets hovedtanker, som her møder os i en kort sum.

I V.10 begrunder Paulus dette: "Ikke af eder", "ikke af gerninger" ved at henvise til, at vi som benaadede og frelste mennesker jo helt er "Guds værk". Det nye liv i os er jo skabt af Gud, saa er det jo Guds gave. Og vel hører der visselig "gode gerninger" til dette liv i naaden, men ogsaa til dem blev vi skabte i Kristus Jesus, saa ogsaa dette er alt sammen naade, som der staar i salmen: "Thi findes noget godt i mig, det alt jo virket er af dig." Se ogsaa Tit 2.14: "Kristus gav sig selv for os, for at han - maatte rense sig selv et ejendomsfolk, nidkært til gode gerninger".

Den nugældende danske oversættelse af V.10 slutning er efter grundteksten: "Hvilke (nemlig de "gode gerninger") Gud forud beredte (lagde til rette), for at vi skulde vandre i dem." Vor gamle, danske oversættelse har: "Til hvilke Gud forud beredte os," og deri ligger saa en nøjere udvikling af, at vi er skabte til gode gerninger. Men i denne oversættelse findes et "os", som ikke findes i grundteksten. En langt dybere tanke giver den førstnævnte oversættelse, som er den sprogrigtige. Da siges her ikke blot, at vi af Gud er blevne beredte til gode gerninger, men at selve disse gode gerninger forud er lagt til rette af Gud, for at vi skal vandre i dem. Derved udelukkes hver gnist af gerningsretfærdighed. Gud har selv paa forhaand lagt de forskellige gerninger, som et troende menneske har at tage op, til rette for os, for at vi skal vandre i dem til velsignelse for os selv og andre med. Saaledes faar Gud hele æren, men vi faar velsignelsen, forudsat at vi ogsaa villigt tager de gode gerninger op, han selv lægger til os. Hvilken herlig sandhed, Gud til ære! Og hvilken hvile for hjertet, at de frugter, vi er satte til at bære og forherlige Guds navn ved, af h am forud er lagte til rette for os. Han har tegnet vejen for os, og det føles af den troende ikke som en skranke for vor frihed men som en herlighed, just at vandre i det spor, Gud forud har beredt os hver især. Vi har blot dag for dag at tage op, hvad Gud har lagt hen til os. Det er vort ansvar. Er vi forsømmelige der, da gaar vi glip af velsignelse, Gud havde tiltænkt os. Tager vi det op, da høster vi, hvad Gud har beredt os, og da skal vi erfare, hvad allerede kong David sang: "Ikkun godt og miskundhed skal følge mig alle mit livs dage" (Sl 23.6), erfare, at ogsaa hver frugt, vi bar, var idel naade.

Saaledes har det sig med de "gode gerninger". Det er noget andet end selvretfærdighedens ydre lovgerninger, det er naadefrugter, der vokser frem fra det liv i Kristus, der ved genfødelsen skabtes i os. Dette Ord "skabte i Kristus Jesus" kaster endnu et lys over vor naturlige faldne tilstand. Hvad, der skabes, frembringes af intet. Der er altsaa i vort naturlige faldne væsen intet, Gud kan tage og tildanne eller udvikle, saaledes som nationalisterne lærer med deres tale om forbedring af det gamle væsen; nej, der maa en nyskabelse til, men dette udelukker ikke, at der i det faldne menneske er en længsel, et suk tilbage. Dette er betingelsen for, at nyskabelsen ikke er en tvangshandling fra Guds side overfor os men just svarende til vor dybe trang og afmagt.

Guds igenfødte, nylevende sjæle,
Møder vor Farder i syndende flok!
Herrens nyskabninger, i, som fik mæle,
Kan i hans lovsang ej øve jer nok,
Lader dog hver sig for Faderen høre,
Hvem der kan dejligst hans naade kundgøre!


Læs: Kapitel 2.11-18.
414. "Forhen langt borte, nu komme nær til ved Krsti blod."

Allerede i foregaaende afsnit havde apostlen betonet modsætningen mellem læsernes tidligere tilstand i død under djævelens, verdens og kødets magt, under Guds vrede, og saa deres nuværende tilstand i kraft af Guds rige naades gerning imod dem til liv og frelse. Dette store "før" og "nu" udvikler han nu nærmere i dette afsnit for ret at faa taknemmeligheden frem hos de hellige i Efesus. Det kan den dag i dag hjælpe et Guds barn til fornyet tak, naar vi mindes vor fordums elendige stilling som vantro og betragte den lykke, vi er gaaede ind til ved Kristus Jesus.

I V. 11-12 minder han læserne om den ulykkelige fortid, i V.13-18 om, hvorledes Kristi blod havde aabnet dem adgang til Gudsriget og dermed (se følgened afsnit: V.19-22) til den usigelige lykke at have faaet deres hjem hos Gud og hans folk, ja endog dette, at Gud havde faaet sin bolig i dem.

Deres fordums elendige stilling viser han først ved at pege hen paa, at de paa deres kød bar hedenskabets mærke som uomskaarne og maatte finde sig i spottenavnet "forhud" (V.11) af datidens Israel, der selv stod saa lavt, og som med sin blot kødelige omskærelse selv kun var et vrængebillede af det aandelige paa hjertet omskaarne Israel. Men værre endnu var dog hedenskabets indre mærker (V.12). Den gang stod de "udenfor Kristus" og derved udelukkede fra de goder, som var betroede det udvalgte folk. De havde ingen del i "Israels borgerret" (Israels ejendommelige af Herren givne religiøse naadestilling, der var et forbillede paa det kommende Gudsrige), stod udenfor "forjættelsens pagter", hvormed menes de pagter, Gud oprettede med Abraham, Isak, Jakob, siden med Moses ved Sinaj; alle disse pagter havde jo Messiashaabet i sig, ogsaa lovens pagt som en tugtemester til Kristus. Men ved at være udenfor alt dette kom de til at staa "uden haab", som en haabløs slægt, og "uden Gud", det allerdybeste trin i elendigheden. Alle hedningernes guder var jo lige saa mange løgne, de kendte ikke den sande Gud, kendte ej hans fred, hans kraft, hans glæde. Saaledes stod de "i verden", i den vanhellige hedningeverdens mørke.

Hvor klart afmaler Paulus ikke med disse Ord hedningeverdenens stilling den dag i dag som den, der staar udenfor Guds dejlige hus, hvor lyset skinner, staar uden i mørket og kulden uden haab og uden Gud. Hvor skulde dette dog drige os til at sende evangeliet ud i hedningemørket! Men hvor passer denne skildring dog ogsaa paa alle uomvendte mennesker i kristenheden, paa alle navnkristne, disse haabløse slægter, hvis største brøde og største ulykke det just er at henleve deres dage uden Gud, i verden, udenfor den velsignelse, som Kristi menighed nyder. Staar du ogsaa udenfor, kære læser?

"Vi, derimod, i Kristus Jesus, er i, som fordum var langt borte, komne nær til ved Kristi blod" (V.13). Dette dyre blod er vejen, ad hvilken de, der drog ud i det fremmede land, kan vende tilbage til Guds Faderhjerte (se kap 1.7). I V.14-18 udvikler Paulus nærmere, hvorledes skillevæggene mellem Jøderne og hedningerne blev nedbrudt ved Kristus, ved hans død. "Fjendskabet" (V.15 og 16) stod som en stængende mur imellem Jøder og hedninger, men det afskaffede og ihjelslog Kristus ved sit kød (V.15), ved at hengive sit kød til døden. Dermed borttog han lovens forbandelse, fjendskabet mellem Gud og det ved sine overtrædelser til vrede hjemfaldne menneske men tillige det Moselovens gærde, hvorved Jøder og hedninger havde været skilt fra hinanden. Jøderne skulde ved loven lære at sky hedningernes urenhed, men derfor hadede hedningerne dem som et hovmodigt folk, og Jøderne gengældte rigeligt dette had. Men Kristus beredte ved sit blog en frelsesvej fælles for Jøder og hedninger for saaledes ved sig selv som den korsfæstede og genopstandne Frelser at "skabe de to til eet nyt menneske" (V.15), gøre eet af begge (V.14), forlige dem begge med Gud "i eet legeme", det vil sige som en enhed. Korset blev et livets træ for hedninger saavel som for Jøder, i hvis skygge der ikke blot er fred med Gud, men ogsaa fred mellem alle dem, som finder derhen, fred ogsaa mellem rig og fattig, hvide og sorte. Den frelste menneskeslægt er i Kristus bleven som eet nyt menneske med eet hjerte og een sjæl (Ap G 4.32). Saaledes er Kristus bleven "vor fred" (V.14), saaledes har han stiftet freden ved sit eget offer (V.15-16). Og denne fred, freden ved Kristi kors og blod, "kom han" (nemlig i Aanden ved evangeliets sendebud) "og forkyndte" for dem, der "var langt borte" (hedningerne), og for dem, "som var nær" (Jøderne). Dette begrunder Paulus V.18 ved at henvise til, at de jo "begge havde adgang i een Aand til Faderen". Det var den samme Frelser, der b lev forkyndt baade for hedninger og Jøder som adgangen, som den, der kunde føre dem frem til Gud, og det var en og samme Helligaand, der vidnede for dem begge om Kristi blods kraft til at fjerne alle skillevægge og bane vejen ind igennem forhænget, ind i helligdommen (Hebr 10.19-20).

Ja, Golgatha mig bragte fred,
der Jesus døde i mit sted


Læs: Kapitel 2.19-22.
415. "Ikke mere gæster og fremmede, men de helliges medborgere og Guds husfolk."

"Saa er i da mere fremmede og udlændinge, men i er de helliges medborgere og Guds husfolk" (V.19). Det gamle var forbigangent, alt var bleven nyt. Der er jubel i dette V.19, det er Kristi korses og blods triumf at have ført de tabte børn tilbage. Før var de som fremmede, der levede uden for et velsignet lands grændser og hørte mørkets rige til. Eller de var dog kun gæster, udlændinge, som vel opholdt sig i landet, men ikke ejede borgerret i dette land. Men nu havde de faaet indfødselsret i riget sammen med de hellige, var bleven "de helliges medborgere". "Og Guds husfolk" føjer apostlen til, idet han fører billedet af staten over i det snævrere billede af et hjem, hvor de hellige er husfolkene som en stor, hellig familie. Navnet: de hellige, betegner i den gamle pagt det sande Israel. I den nye pagt betegner det Jesu troende, Guds Israel, de sande Abrahams børn, ejendomsfolket (Ef 1.14).

Hvor stor en lykke for den, til hvem det kan siges med sandhed: Nu er du ikke længere en fremmed og en gæst i Guds folk, men hører hjemme i riget, er et medlem af den hellige familie. Gælder det dig, kære læser? Vi bliver døbte til denne rige naade, men ak saa mange har ladet sig overtale af djævelens udvandringsagenter, verden og kødet, til at drage bort til det fremmede land og er blevne saa fremmede, at de enten spotter over eller dog er blevne ganske ligegyldige for deres oprindelige hjemland, ganske er gaaede op i verdensfolkets sind og tankegang. O, maatte disse mange sjæle dog ret faa hjemve! Andre aflægger besøg hos de hellige, "gaar med" som gæster, "lader", som de er hjemme, og saa er de dog ikke hjemme. En gæst kan jo nok lære en hel del om de hjemlige forhold, men han bærer dog ikke med paa ansvaret, deler heller ikke hjemmets glæder og sorger som sine. Og hvad der er det værste: Gæsten kan ikke bestandig blive, han har dog ikke de rettigheder som landets egne børn, som husfolkene. Den eneste vej at naa det paa er for alvor at vende hjem, for bestandig at bryde med det fremmede land, vende tilbage til daabens naade i en sand omvendelse.

Med V.20 gaar apostlen fra billedet af hjemmet over til billedet af huset som bygning, hvor de hellige altsaa bliver de levende stene (samme billede finder vi i 1 Pet 2). "Apostlenes og profeternes grundvold" betegner ikke apostlene og profeterne som grundvold, menden grundvold, som apostle og profeter har lagt ved forkyndelsen af evangelium. Apostle og profeter kan betegne den nye og den gamle pagts vidner (se Rom 16.26, hvor der ved udtrykket: de "profetiske skrifter" betegnes den gamle pagts profeter). Muligvis profeter dog her ligesom i Kap 3.5 og 4.11 peger hen paa det nye testamentes profeter, de vidner i Kristi menighed, der havde profetiens gave, gave til at frembære Ordet ved Aandens aabenbaring.

Selve grundvolden er vor Frelser Jesus Kristus (se 1 Kor 3.11), men grundvolden benævnes her efter dens sammenbindende kraft, hovedhjørnestenen (se Sl 118.22). I Kristus som hovedhjørnesten vokser "enhver bygning" op, hvormed menes hver menighedskreds, idet den sammenføjes ved has liv og Aand, der binder de levende stene sammen i den indbyrdes kærlighed, den vokser op til et "helligt tempel i Herren", til den store helligdom, som er hele Guds menighed, paa hvem helligdommen i Jerusalem var det svage forbillede. Som bygningen har sin grundvold i Kristus, saa sker ogsaa dens vækst indad (sammenføjningen) og vækst opad i Herren (v.21). I ham blev da ogsaa de hellige i Efesus, menighedskredsen der, tillige med alle de andre menighedskredse opbyggede til "Guds bolig i Aanden". I dette V.22 (ligesom i V.18) møder vi treenigheden, Faderen (Gud), Kristus (Herren) og Aanden. Hele den treenige Gud er til stede i det store værk ved synderes frelse. I Kristus ved Aanden bor Gud i hele den hellige almindelige kirke og i hve enkelt lille afdeling af den, ja ogsaa i hver enkelt lille levende sten. Hvert enkelt troende menneske er jo igen en lille helligdom, hvor Kristus bor formedelst troen (Kap 3.17). Det samme siger vor Frelser (Joh 14.23), hvor han taler om sit komme i Aanden: "Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord, og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham." Hvilke naade go hvilken ære! Det er i sandhed at være "kommen nær til". Det var bleen Efesernes lykke, en lykke, der straalede dobbelt skønt paa deres fortids dunkle grund. Men apostlens Ord, hvormed han indleder dette afsnit: "Derfor kommer i hu", har ærinde til hvert Guds barn. Lad os aldrig glemme, hvad vi er ud af naturen, og hvad vi er blevne ved Kristi blod, vi, som ikke blot er døbte, men ogss troende.

Jeg behøver dig, o Jesus,
For mig efter dit behag,
Giv mig kun af Aandens fylde
Mer og mer for hver en dag!
Lad den samme Aand nu daglig
Stedse bedre lære mig,
Hvad jeg er udaf naturen,
men og hvad jeg er i dig!

Paulus' Brev til Efesierne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6