Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Efeserne

Læs: Kapitel 3.1-13.
416. Paulus, for tiden fange for sin gernings skyld som hedningeapostel, fryder sig over den ham givne naade at maatte forkynde Guds raads hemmelighed med hensyn til hedningernes delagtighed i "Kristi uransagelige rigdom."

"Det er for denne sags skyld," saaledes begynder Paulus, nemlig for at de ret kunde blive opbyggede til Guds bolig Aanden (Kap 2.22) - for denne sags skyld, vil Paulus sige, "bøjer jeg mine knæ" (V.14). Men idet han i V.1 kommer til at nærme sig selv som "Kristi Jesu fange for eder, i hedninger", dvæler han først nærmere ved detet sit kald til hedningeapostel som stammende fra Gud (V.2-3) og som indeholdende kundgørelsen af den hemmelighed (V.4-5), at hedningernes fuldt ud havde del i Kristus (V.6) ligesom Jøderne, at evangeliet altsaa gjaldt dem lige saa fuldt som Jøderne. Denne tjeneste fylder Paulus med en salig fryd baade i henssende til den store naade, som derved var ham bevist, og i henseende til tjenestens indhold, Kristi uransagelige rigdom og Guds mangfoldige visdom (V.7-10), udsprungen fra Guds evige raadslutning og fuldbyrdet ved Jessu Kristus, i hvem Guds Faderhjerte har aabnet sig for alle syndere (V.11-12). De trængsler, han led under denne sin gerning til hedningernes bedste, maatte ikke gøre hans venner forsagte, tvertimod æredes jo denne tjeneste og dermed de hedningekristne selv ved, at Paulus frimodigt kunde lide for dette sit kald (V.13).

I V. 1 træder Paulus frem i sin fulde personlige kærlighedsstilling overfor disse sine hedningekristne venner. Han, Paulus, var jo deres apostel, knyttet saa nøje til dem, at han kunde sige, at han bar sine lænker til bedste for dem, just som hedningeapostel. "Krsti Jesu fange" kalder han sig. Deri ligger den velsignede sandhed, at et Guds barn helt maa vide sig i sin Frelsers haand. Paulus betragter sig ikke som Romerkejserens fange, men som lagt i lænker af Kristus selv. Saaledes skal vi tage, hvad der sendes os af trængsel og baand, af havad art disse baand end monne være, af Kristi haand. Saa falder der herlighedsglans ogsaa over lænkerne, og saa kan de bæres med hvile.

Hvilken "aabenbarelse" mon Paulus tænker paa, naar han i V.2-3 henpeger paa, at læserne jo vidste, at det var Gud selv, der havde indviet ham i denne underfulde hemmelighed, hvorom han jo allerede tidligere i selve brevet havde skrevet (se kap 1.9 og kap 2.11-22)? Nærmest vel aabenbarelsen ved Damascus, hvor Herren jo lagde hele apostelkaldet blandt hedningerne frem for ham (se ApG 25.16-18). Dog ogsaa alle de senere aabenbarelser (se Gal 1.12-17). Paulus betoner her som saa ofte, at det ikke var middelbart gennem mennesker men umiddelbart fra Herren af, han havde faaet sin "indsigt i Kristi hemmelighed" (V.4).

Apostlen dvæler i hele dette afsnit bestandig ved denne hemmelighed, der havde ligget skjult i Guds hjerte og kun glimtvis var bleven aabenbaret i den gamle pagt, "i andre slægter", men aldrig som den nu var aabenbaret hans "hellige apostle og profeter ved Aanden" (V.5), der i Aandens fulde lys kunde forkynde det store, underfulde budskab, at evangeliet var for alle, at ogsaa alle de mange hedningefolk havde del i den herlige arv, var "medindlemmede og meddelagtige" (V.6) i Guds forjættelse om frelsen, og alt dette "i Kristus, ved evangeliet" (ikke ved omskærelse eller ydre lovgerninger).

Gennem V.7-8 gaar apostlens jubel over den vidunderlige tjeneste, der var ham betroet, ham den "allerringeste af alle hellige". Naar Paulus kalder sig saaledes, er det paa samme maade som i 1 Kor 15.9 og 1 Tim 1.12-13 i en dyb ydmygheds ihukommelse om den mørke fortid, da han forfulgte de hellige. Des større straalede "Guds naades gave", given ham efter Guds "magts virkekraft", der havde taget ham, bespotteren og forfølgeren, ud fra den vanartede slægt og sat ham til at "forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom" og til at "oplyse alle" om, at ogsaa hedningerne havde del i denne rige hemmelighed, der fra tidernes begyndelse havde været med i alle tings skabers plan, om end den havde ligget skjult i Guds hjerte (V.9), "for at Guds mangfoldige rigdom" nu i tidens fylde kunde blive kundgjort og aabenbar for "magterne og myndighederne i det himmelske" (V.10), hvormed menes de himmelske englemagter, om hvilke vi jo i skriften hører, at de med hellig undren og tilbedelse begærer at gennemskue Guds frelses herlige vej (se 1 Pet 1.12).

Og denne Guds mangfoldige visdom skal kundgøres for disse himmelske Aander "ved menigheden" (V.10). Selve menighedens tilværelse, dette samfund af syndere, frelste og helliggjorte ved Jesu blod og Jesu tro, afslører for englene Guds visdoms rige dyb, alt i overensstemmelse med Guds evige forsæt, som han fuldbyrdede ved Jesus Kristus vor Herre (V.11). Denne fuldbyrdelse af Guds evige raad viser sig just i de troendes erfaring om den frimodighed og tillidsfulde adgang til Gud, der i Kristus (med korsets, daabens naade som grundvold), "ved troen paa ham", er bleven de troende til del. Keruben med Guds flammesværd er borte, forhænget for det allerhelligste sprængt i Kristus. Atter her bugner Ordet af dette "i Kristus" (se V4, 6, 8, 9, 11, 12). I ham er al Guds fylde, kun i ham.

Saa stor en tjeneste var der betroet Paulus, at være en lysbærer fra Gud baade for mennesker og for engle om denne naadens hemmelighed. Maatte det være alle Herrens vidner klart, hvor stor en tjeneste det er, der er os betroet! Ikke døgnets visdom, ikke smaating, men Kristi uransagelige rigdom er vi sat til at prædike og vidne om. Maatte vi da ogsaa som Paulus tjene Herren med glæde (Sl 100.2)! Paulus kunde i Filippis skrækkelige fangehul, hvor han sad med en blodig, hudslettet ryg og med fødderne sluttet i stokken (ApG 16.24), synge Gud lovsange. Saa stor en frimodighed havde han i Kristus, saa vis var han i sin tillid til, at der gik vej for ham fra det inderste fangehul op til Gud Faders hjerte ved denne Herre Kristus, at der var en aaben adgang til Gud til trods for alle lænker og lukkede fængselsdøre. Denne frimodighed i tillid til, at vejen ogsaa altid er aaben for et ærligt Guds barn i Kristus, den maa vi ikke kaste fra os (se Hebr 10.35), det er dette, Paulus slutter denne indskudte bemærkning med i V.13. "Derfor," siger han, fordi en saaden høj og hellig tjeneste var given ham og det just for deres bedstes skyld, derfor maatte de ikke blive forsagte og modløse paa grund af de trængsler, deres apostel maatte lide for deres skyld i sit arbejde for at bringe hedningerne evangeliets rigdom; det er jo "eders ære", skriver han, en ære for dem, at deres frelses sag var værd at lide for.

Saaledes skal vi se paa korset, der følger med evangeliets forkyndelse, ikke betragte det som en beskæmmelse men som vort ærestegn. Ligesom jordens konger dekorerer deres tjenere med kors af sølv og guld, saaledes dekorerer vor konge, Kristus, sine vidner med sit kors' smykke.

da grev Zinzendorf landede paa St. Thomas for at se til de derhen sendte Herrnhut.missionærer og fandt dem i fængsel for Kristi gernings skyld, kyssede han dem i ærbødighed paa deres hænder, som vidner, der var blevne ærede med Kristi lidelsers mærketegn. Saaledes har vor store Herre sagt: "Salige er i, naar man haaner og forfølger eder - for min skyld - , glæder og fryder eder" (Matth 5.11-12). Og saaledes synger Brorson:

O! søde kors din lykke
Og skønne arvedel,
Guds kirkes gyldne smykke
Og dejlige juvel,
Her vil jeg dig undfange
Med kys og favnetag,
Og siden med dig prange
Paa dommens store dag.


Læs: Kapitel 3.14-19.
417. Paulus' forbøn for de hellige, at de maatte trænge dybere ind i Kristi kærligheds erkendelse.

Med V.14 optager Paulus igen traaden fra V.1. Altsaa for "denne sags skyld", for de helliges opbyggelses skyld (Kap 2.22), siger Paulus, at han bøjer sine knæ for vor Herres Jesu Kristi Fader (V.14). Vi ser ikke faa steder i den hellige skrift, at bøn paa knæ har været vel kendt for de hellige gennem alle tider. Salomon knælede ved templets indvielse (1 Kong 8.54). Esra knælede, da han med sorg bekendte folkets synder for Gud (Esra 9.5). I den 95 Sl. opfordrer salmisten til at "bøje knæ for Herren, vor Skabers ansigt", Daniel bøjede knæ "tre tider om dagen" (Dan 6.11), Herren selv bøjede knæ i Getsemane (Luk 22.41), Stefanus faldt paa knæ i sin dødsstund (SpG 7.60), hvoraf vi skønner, at det har hans sædvanlige maade at bede paa. Peter faldt paa knæ og bad ved Tabithas dødsbaare (ApG 9.40). I ApG 20.36 og 21.5 ser vi Paulus bøje knæ med de troende venner, og endelig har vi det store Ord i Fil 2.10 hentet fra Es 45.53 (se det samme Ord i Rom 14.11), at hvert knæ skal bøje sig for Herren, ikke blot de troendes, men ogsaa de vantros, paa det store dag.

Selvfølgelig kan man godt bede ogsaa i andre legemsstillinger (Luther bad ofte staaende henne ved vinduet som bekendt), men for troende mennesker vil det at bøje knæ aldrig være noget underligt, men mer eller mindre tilvant.

Paulus bøjer sine knæ for "Faderen", og han føjer til (V.15): "Fra hvem enhver faderlighed (egentlig "hvert faderforhold") i himle og paa jord har sit navn". Deri ligger den dybe tanke, at hvert faderforhold i skabningen har sin dybe grund og sit forbillede i den himmelske Faders forhold til sine børn, baade dem i himlene, hvormed menes englene, og dem paa jorden, menneskene. Som Skaberen er Gud jo alle sine skabningers Fader.

Det græske ord for faderlighed eller faderforhold ("Patria") betyder egentlig det samme som "en slægt", en stamme, den kreds, som stammer fra en og samme fader. Selv om englene ikke er skabte ved forplantning som menneskene, gives der dog ogsaa blandt dem, som skriften ofte udtaler det, forskellige englekredse med forskellig kraft (se Kap 1.21).

I dette skønne Ord, at hvert faderforhold paa jord har sit forbillede i Guds faderforhold til os, ligger tiliige en anvisning for alle forældre til at lade deres forhold overfor børnene blive et lille afbillede af den maade, hvorpaa den himmelske Fader behandler sine børn (se Sl 103.13).

Saa kommer vi til Paulus' skønne bøn (V.16-19) og lovprisning (V.20-21). Det maa hjertelig anbefales alle Guds børn at bede samme bøn, ogsaa just med de samme Ord. Thi dybere og mere aandsfyldte Ord kan næppe findes. Det, Paulus beder om, er, at den himmelske Fader vilde give disse sine børn bekræftelse, styrkelse med hensyn til det "indvortes" menneske. Det udvortes menneske (2 Kor 4.16) betegner vort legeme, vort kød og blod; det indvortes menneske derimod vort indre "Jeg", det "Jeg" i os, der vel i samvittigheden giver Guds lov ret, men i sig selv er ganske afmægtig overfor syndens lov (se Rom 7.22-23), og som kun kan føres frem til sejr ved den Helligaand. Derfor føjer Paulus ogsaa til: "Ved hans Aand". Og Paulus beder ikke smaat, men han beder stort, beder om, at Gud vilde give dem dette efter "sin herligheds rigdom", altsaa i rigt maal, og at de "mægtigt" maatte vinde styrke. Saaledes skal vi bede efter Herrens egen anvisning i Sl 81.11: "Lad din mund vidt op, og jeg vil fylde den." Det er en frimodig troens bøn, i sandhed et vidnesbyrd om, at Paulus i Kristus havde "frimodighed og adgang med tillid" (V.12).

Summen af V.16 er da den, at de maatte blive stærke, faste Guds børn, der kunde overvinde alle møekets anslag, altsaa ogsaa den vranglære, der truede dem og allrede var naaet til Kolossæ.

V.17 viser os, hvorpaa Guds barnets styrke beror, nemlig at "Kristus maa bo" i hjertet. Kristus er ikke blot vor fred (Ef 2.14), men ogsaa vor kraft. Alt beror paa, at han kan have fast bolig i vore hjerter, saa at det kan opfyldes, hvad Paulus skrev i Gal 2.20: "Kristus lever i mig." Dette sker "ved troen". Uomvendte hjerter kan Kristus stundom faa lov at besøge, men troen lukker op for Kristi iboen i vore hjerter. Man kan synes, at det var underligt, at Paulus bad saaledes for troende mennesker, i hvem Kristus jo allerede boede. Men saaledes er jo sagen: Kristus bor i sine troende, og dog trænger vi til, at han kommer til at bo og bygge langt mere hos os endnu, hvile bedre i alle vort livs forhold. I samme grad vokser vor indre kraft i Guds Aand, saa at det kan naas, som er maalet, at vi kan trænge dybere ind i hans kærligheds erkendelse, samtidig med at vi selv rodfæstes og grundfæstes i kærlighed (V.18).

Apostlen betegner med disse Ord troslivet som en vækst, en stadig fremskriden, svarende til, hvad Paulus i Fil 3 kalder: "Jeg jeg derefter, jeg jager mod maalet." En kristens fuldkommenhed her paa jord bestaar visselig ikkei at vær bleven færdig, saa man ikke mere skulde have noget at jage efter. Det er det falske, sværmeriske fuldkommenheds-begreb. Den sande fuldkommenhed hos Guds børn her paa jord bestaar i en stadig fremadskriden. Paulus bruger baade billedet fra plantens liv (rodfæstede) og billedet af bygningen, der skrider frem i opførelsen (grundfæstede).

"I kærlighed" staar der, og efter grundteksten tales der her ikke om Kristi kærlighed (den tales der om i slutningen af V.18 og V.19), men om vor kærlighed til Herren og til hverandre indbyrdes, den kærlighed, der er troens frugt. Nogle drager Ordene: "i kærlighed" hen til V.17 og oversætter: "Saa at Kristus ved troen maa bo i eders hjerter i kærlighed" (se Rørdams oversættelse), men det sprogrigtigste er dog at henføre "i kærlighed" til "rodfæstede og grundfæstet" (V.18). Vel er Herrens kærlighed til os den første forudstæning for alt liv og al vækst, men fra den udspringer jo igen vor kærlighed til ham, og det giver ogsaa en dyb og skøn sandhedstanke, at en dybere indtrængen i erkendelsen af Kristi kærlighed er betinget af, at vort hjerte rodfæstes og grundfæstes i kærlighed til ham og til hverandre. Her møder vi atter tanken (se 1 Kor 8), at "Gud kendes i samme grad, som han elskes", som Bernhard af Clairvaux saa skønt har udtalt det.

Saa er da maalet dette, at vi, idet vi selv vokser fremad i tro og kærlighed, stadig kan trænge dybere ind i erkendelsen af Kristi kærlighed til os, kende mere til dens "bredde og længde og dybde og højde" og derved stadig igen faa vor kraft fornyet. I hellig tilbedelse skuer apostlen hele denne vældige Kristi kærlighed, som, jo mere man trænger ind i den, viser sig som "Kristi uransagelige rigdom", viser sig som den kærlighed, der "overgaar al erkendelse."

Det er med hensyn til denne kærligheds rækkevidde til alle sider bleven sagt saa skønt, at kristi kærlighed er saa bred, at den naar fra nordpol til sydpol, at der ikke er en plet paa jorden, den ikke rækker til, saa lang, at den naar fra Adam og Eva til den sidste slægt, der lever paa denne jord, at den spænder fra vuggen til graven, saa dyb, at den naar ned til den usleste synder i det mørkeste fængsel, naar ned til det mørkeste punkt i vort liv, saa høj, at den løfter en døende røver lige op i paradis, løfter en fortabt synder op til at være et helligt Guds barn (P. Krags andagsbog).

"Med alle de hellige" skakl vi vokse i denne Kristi kærligheds erkendelse, kun i samfund med de hellige, kun i fællesskab med legemet kan det enkelte lem vokse. Der bliver ingen vækst naar vi skiller os ud fra de helliges kærlighedsliv og holder os paa udkanterne.

I V.18-19 har vi vejen vist til at fyldes indtil "hele Gud fylde" (V.19), men Guds fylde lige til randen. I vor vækst som troende mennesker lærer vi visselig ogsaa mere og mere syndens dybder at kende, fordærvelsens afgrund inden i os, men dette skal kun være gennemgangspunktet til at trænge dybere ind i Kristi underfulde kærlighed, hvorfra ene Guds fylde kan strømme ned rigere og rigere i vor fattigdom og almagt. Saaledes vokser vi i hellig kraft til at sejre.

O kunde jeg mig tænke ned,
Min Jesus, i din kærlighed,
Saa høj, saa dyb, saa lang, saa bred!


Læs: Kapitel 3.20-21.
Lovprisning

Saa slutter apostlen med en herlig lovprisning. Hans eget hjerte var i rigt maal fyldt med Guds fylde, med forvisning om, at hans bøn var bleven hørt. Apostlen har i dette brev ret søgt at faa de helliges hjerter oplykket til mere lys over Guds formaaende kraft, "hans krafts overvættes storhed over os, som tror" (Kap 1.19). Han formaar - ja det er det, der bliver hjertets hvile og lykke. "Jeg kan selv" hindrer Guds magts fylde i at virke i os og for os. Guds Aand arbejder bestandig paa, at denne tro: "han formaar" kan faa vækst i vore hjerter.

Og hvor sætter dette V.20 ikke grænserne, for hvad Gud formaar, vidt ude, de gaar langt ud over, hvad vi beder eller forstaar. Naar den menneskelige tanke har udtømt sig, naar haabet har spejdet længst fremad, da er hermed grænsen endnu ikke sat for Guds almagt. Paulus henviser læserne til deres egen kristelige erfaring af Guds magt. Allerede i Kap 1.19 havde han talt om troen som frugten af Guds vældige krafts virkning. Her taler han fremdeles om "den magt, som er virksom i os." Ja en vældig Guds kraft hørte der til for at faa os omvendt, saa overvundet købets fjendskab, faa hjertet ydmyget, gjort villig til at slippe det gamle liv, faa hjertet opladt til at tro; denne kraft har et Guds barn erfaret. Og en vældig Guds kraft teer der sig fremdeles i et troende menneske hver eneste dag til troens opholdelse og fremvækst, til at bevare vore hjerter mod alle mørkets anslag og holde os fast ind til kristus (2 Kor 1.21). Denne Guds magt, som vi daglig erfarer, den skal være os en maalestok for, hvad han formaar ogsaa fremdeles baade i os og for os til at høre vor bøn, ogsaa vor forbøn.

"Langt ud over det, som vi beder eller forstaar" - , hvor lægger det dog lys over et Guds barns liv! I verden, hvor alt drejer sig om, hvad man selv kan, ender det stadig med, at man skuffes og skuffes og grovest tilsidst; i Guds rige gaar det lige omvendt, der gaar det, som Sabas dronning sagde til Salomon: "Se, ikke halvdelen er mig forkyndt, du har mere visdom og godt end efter rygtet, jeg hørte" (1 Kong 10.7). Der gaar det fra herlighed til herlighed (2 Kor 3.18), selv om det gaar gennem trængsel, der gaar det fra kraft til kraft (Sl 84.8). Og saaledes vil det klinge fra de frelste, naar Guds evige herlighed engang fuldt skal aabenbares: langt overflødigere end vor bøn eller tanke kunde have rummet det.

Men saa forstaar vi ogsaa, at det maa ende med en æressang til den levende Gud, saaledes som Paulus slutter her i V.21: "Ham være æren i menigheden og i Kristus Jesus igennem alle slægterne i evighedernes evighed!" Det er den evige æressang, hvis ubegrænsede varighed Paulus ligesom søger at gøre os klar gennem disse mange udtryk. Derved betegnet den evige afsluttende tilstand, der danner summen af alt, hvad der gik forud. "I menigheden" staar der, thi kun fra de frelste vil denne evige tak genlyde; fra de fortabte vil der lyde et evigt "ak", om end ogsaa disse skal nødes til at herliggøre Guds retfærdige dom; men saligt er det at blive hans herlige naade til lov i al evighed (Kap 1.6). "I Kristus Jesus", ved ham, bliver menigheden ved med at have sit liv baade her og hisset.

Apostlen slutter med et højtideligt "Amen", egentlig et hebraisk ord af det bebraiske "aman", som betyder at "gøre fast". Det er hjertets stadfæstelse: det er visseligen sandt. Guds forjættelser til os i Kristus er "Ja og Amen" (2 Kor 1.20), men troens svar til Herrens forjættelser er ogsaa et "Amen".

Amen, ja Amen skal være vor sang,
Det vil vi sjunge med frydefuld klang,
Alle Guds børn tilsammen.

Paulus' Brev til Efesierne
1 2 3 4 5 6

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4 5 6