Guldgruben - Brevet til Efeserne - Filippenserne 1

Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Filiperne

Læs: Kapitel 1.1-11.
428. Paulus takker Gud for og beder for de hellige i Filippi og udtaler sin inderlige kærlighed til dem samt sin tillid til, at det gode værk, der er begyndt i dem, nok skulde blive fuldført.

Ved overskriften til dette brev (V.-2) lægger vi straks mærke til, at Paulus undlader her, hvad han næsten altid plejer, at betone sit apostelkald. Han benævner sig selv sammen med Timoteheus, der jo ogsaa ven en gammel bekendt for Filippenserne, blot som "Kristi Jesu tjene". Dette hænger aabenbart sammen med den trygge forvisning om, at denne menighed ikke lyttede til onde røster, som vilde rive ned paa hans apostelkald.

Betegnende er ogsaa tilføjelsen: "alle de hellige", hvilket udtryk alle (V.1) idelig vender tilbage i dette brev (se V.4, V.7, V8 i dette kapitel). Deri ligger, at han hvilede i, at menigheden som helhed stod i et uformørket hjerteforhold til ham.

Endnu en særegenhed i overskriften er tilføjelsen: "Med tilsynsmænd og menighedstjenere". Grundteksten har egentlig: "med biskopper og diakoner". I den første menighed var biskop og præst (presbyter "ældste") ganske det samme: der var endog ikke den rang- og magtforskel paa biskop og præst, som siden gjorde sig gældende. Diakoner, der særlig tog sig af de fattiges og syges pleje og var beskikket dertil, finder vi ogsaa i den første menighed straks fra begyndelsen af (se de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem Ap Gern 6.1-6). Det har været en mangel hos os i vort kirkeliv, at en saadan hjælper-institution kun fandtes som en ren undtagelse. Men diakonsagen synes nu ogsaa i vort land at være i glædelig fremvækst.

Apostlens hilsen rækker altsaa til menigheden i den helhed baade til dem, der beklædte kirkelige embede, og til hvert eneste af samfundets lemmer. Hvor godt, naar embede og samfund saaledes staar sammen i helligt kærlighedsliv til gensidig velsignelse!

Fra V.3-11 har vi saa den sædvanlige indledning. Som sædvanlig, begynder han med tak til Gud for de h ellige, og takken her er rig og uforbeholden. Ved enhver ihukommelse af de kære venner i Filippi maatte hans hjerte takke, og hver gang han bad, maatte han have dem med i sin forbøn o gkunde gøre det med glæde. Og det kunne han, fordi de havde vist saa varm og virksom en deltagelse i evangeliets sag, staaet sammen med hverandre og apostelen i at fremme rigets evangelium og det "fra den første dag indtil nu". De havde ikke forladt den første kærlighed. Vi faar indtrkket af, at menigheden i Filippi har været en varm missionsmenighed.

Efter denne tak (v.3-5) udtaler han sin tillid til Herrens gerning i deres sjæle, en tillid, der hang sammen med den inderlige kærlighed, han havde til dem (V.6-8). Her ser apostlen altsaa fremad i tillidsfuldt haab, ligesom han før saa tilbage med inderlig tak. Han h avde saa fuld en hvile i, at den Gud, der havde begyndt saa godt et værk i dem, vilde fuldføre det indtil Jesu Kristi dag. Hermed tænker han paa Herrens genkomst, som Paulus ligesom de andre apostle stadig forventede som nærforstaaende, og det med fuld ret efter Herrens eget Ord om, at vi stadig skal vente ham som tjeneren sin Herre (Luk 12.36). Den mellemtilstand, der indtræder for dem, der dør, førend Herren komme rigen, ser Apostlene næsten stadig henover. Vistnok taler Paulus i 2 Kor 5 ligesom her i V.23 om at vandre herfra og være hjemme hos Herren, hvorved han tænker paa muligheden af at skulle dø, før Herren kommet igen; men aldrig taler skriften om din mellemtilstand som en udviklingstid for de troende , i hvilken noget værk med dem skal fuldføres, kun som en hvilke (Joh Aabenb 14.13. "Aanden siger, at de skla hvile fra deres møje"). Vi har jo ogsaa Herrens Ord i Joh 9.4: "Der kommer en nat, da ingen kan arbejde." Apostlen tænke sig Jesu tilkommelse, som ikke langt borte og udtaler kun sin forvisning om, at Herren vilde fuldføre sit gode værk i Filippis menighed, saa den paa Kristi dag kunde være fuldkommet.

Vi ser her apostlen være forvisset paa andres vegne. Ganske vist er der med dette Ord jo ikke udelukket, at de troende i Filippi kunde krydse Herrens fredstanker med dem, men apostlen frygter intet saadant hos disse sine venner. Og fra Guds side ved han, at den trofaste naade er til rede lige saa vel til at fuldkomme troen som til at begynde den. I os, de blev døbte som børn, begyndte Gud sit gode værk i vor daab, og fra den stund af har han arbejdet paa vore sjæle, men i et troende menneske er det gode værk jo begyndt i en dybere forstand. Og den, der vil frelses, bliver ikke sluppen af Guds naade, men Gud vil gøre det saa med alle dem, der ærligt fortrøster sig til ham, at de en gang kan staa fuldt færdigem, beredte som bruden for sin brudgom, paa vor Herres Jesu Kristi dag.

I V.7-8 viser Paulus os den inderlige forbindelse mellem tillid og kærlighed; den tillid, hvormed han bad for dem med glæde og tak, hang sammen med, at han har dem i sit hjerte. Jo mere man kan elske andres sjæle, des mere magt vinder troens bøn for dem, med des mere magt bortvises tvivler som utilbørlig. Skønt apostlen paa den ene side havde sit fangenskabs trængsel ("mine lænker") at bære paa, paa den anden side stod i fuldt arbejde med "evangeliers forsvar og stadfæstelse", saa optog dette ham dog ikke anderledes, end at de kære venner i Filippi bestandig stod for hans hjerte som en kilde til glæde og tak; de var jo delagtig med ham i naaden (ogsaa i at erfare trængsel for evangeliums skyld). Apostlen kalder Gud til vidne paa, hvor han længtes efter dem, en længsel, der grundede i Jesu Kristi hjerte, som slog i Paulus. Den kærlighed, der binder de hellige sammen, stammer jo ikke fra vor egen natur men fra Kristi liv i os. Derfor kalder Paulus den "Kristi Jesu inderlige kærlighed".

I V.4 havde apostlen sagt, at han altid bad for de hellige i Filippi, nu (V.9-11) udtaler han, hvad der var indholdet af hans forbøn for dem; det var da dette, at deres kærlighed maatte blive endnu mere rig paa "erkendelse og af skønsomhed".

Her er nærmest tale om det indbyrdes kærlighedsliv mellem de hellige. Hvor skønt dette end udfoldede sig i Filippi, slaar apostlen sig dog ikke til ro dermed, som skulde der ikke behøves fremgang. Hvor langt fra skriftens Aand er ikke det falske fuldkommenhedssværmeri, vi træffer hos nogle i vore dage, der anser sig selv for fuldt færdige og kun vil takke, ikke mener at have noget at bede om mere. Nej, skriften har bestandig et klart "fremad" at tilraabe Guds børn, just fordi vi endnu ikke er fuldkommede (se Fil 3.12). De filippentiske helliges kærlighed trængte særlig til at vokse i henseende til erkendelsens lys og skønsomhed dvs vokse i en øvet sans for, hvad der er det rette i hvert enkelt tilfælde, som Paulus saa tydelig betagner det i V.10: "Saa i kan værdsætte de forskellige ting." Ogsaa hos Guds børn kan der ikke sjeldent findes noget vildt og blindt i kærligheden. Tankan kan være saare velment men mangle den rette indsigt og visdom o gderved komme til at støde an og gøre fortræd. Men maalet er jo dog, at Herrens hellige er jo dog, som Paulus skriver det, maa være rene og uden anstød "til Kristi dag" (egentlig "for Kristi dag", med den for øje som endemaal - ikke ganske de samme som: "til Kristi dag").

Men maalet er ikke blot dette: ikke at give anstød, men at være "fyldte med retfærdigheds frugt" (V.11). De hellige skal ikke blot aflægge det gamle menneske men iføres det nye (Efes 4.22-24). Han ser de hellige under billedet af frugttræer fyldte med de Aandens frugter, Paulus i Gal 5 har skildret os. Alle Aandens frugter udspringer fra vor naadestand i Kristus, den i troen vundne retfærdighed. Retfærdigheds frugter kan dog ogsaa forstaas om frugter, der indeholder det sind, der er ret for Gud. At den slags frugter ikke betegner vore egne hjemmegjorte, selvlavede gode gerninger, fremgaar af, hvad der siges om dem. "Som virkes ved Jesus Kristus, Gud til ære og pris". Kun det, der virkes ved Jesu Kristi naade i et menneskehjerte, kalder Gud for retfærdigheds frugt. Ogsaa en naturlig menneskekærlighed, humanitet, kan jo gøre adskilliggt, der ser godt ud i menneskers øjne, men hvad der ikke er virket ved Kristus, bliver aldrig "Gud til ære og pris". Og det er det andet væsensmærke, Ordet knytter til retfærdigheds frugter. Ogsaa for Guds børn kan disse Ord tjene til alvorlig selvprøvelse; kun hvad der udspringer fra Kristus i os, og hvad der har Guds ære og pris til formaal, er en moden og skøn retfærdigheds frugt. Ak - vi mærker nok, at der endnu stadig blander sig saa meget af egen kraft og egen ære med ind ogsaa i de frugter, vi bærer som troende mennesker. Men hvilket herligt maal er ikke her stillet os for øje, og vil vi jage efter at gribe dette, da er han trofast, som kaldte os, han skal og gøre det, saa vi paa Kristi dag kan staa fyldte med retfærdigheds frugter, ligne den slebne ædelsten, der passer ind i diademet om hans kongepande.

Ja ud fra evighedens sol
Skal herlig lyset os da gennemstrømme,
Og der fra Lammets kongeslot
Vi skal vor Frelsers naade højt berømme.


Læs: Kapitel 1.12-26.
429. Det at leve er mig Kristus og at dø en vinding."

Apostelen begynder dette afsnit med at fortælle brødrene det saare glædelige, at hans lænker og fangenskab, saa langt fra at lamme hans virksomhed, tvertimod havde fremmet Guds sag baade udadtil blandt hedningerne og indadtil blandt brødrene (V.12-14). Det var nemlig bleven aabenbart for hele livvagten, at Psulus ikke var nogen almindelig fange, men bar sine lænker for Kristi skyld, for en aandelig sags skyld. Derved at pagten hos Paulus bestandig skiftede, blev efterhaanden alle livvagtens soldater sendt med Paulus og hørte ham vidne om Kristus. Og mange flere ("alle de øvrige", som Paulus kalder dem i V.13) havde faaet opmærksomheden i høj grad vakt for Kristus og hans evangelium ved at høre om denne mærkelige fange.

Guds veje er underfulde. Hvad apostlen vistnok kun saare vanskeligt havde kunnet naa i den af mennesker vrimlende hovedstad, om han var kommen til rom som en fri mand, det naaedes nu gennem lænkerne. "Jeg kender de tanker, jeg tænke om eder," siger Herren.

Og ikke blot udadtil men ogsaa indadtil blandt de troende i rom var hans lænker bleven til velsignelse. De havde faaet forøget frimodighed til at bekende Herren, tvertimod hva man egentlig skulde have tænkt sig. Det blev dem en besegling paa evangeliets sandhed at se Paulus' frimodighed (V.14).

Dog gjaldt dette kun de fleste af brødrene, ikke alle (V.15-17). Der var blandt dem, der bekendte Kristus, ogsaa nogle, der havde et ondt øje til apostlen. Igennem deres forkyndelse søgte disse mennesker at nedbryde tilliden til Paulus, de forkyndte ikke Kristus rent, dvs, ikke ud af et ærligt, redeligt hjertelag men med onde bagtanker for at faa sat splid mellem de kristne og Paulus og derved "føje trængsel til hans lænker" i modsætning til de ærlige bekendere, der vidnede af sand kærlighed til evangeliet og til Paulus.

Disse Paulus's modstandere, som vi her hører om, har maaske nok været paavirkede af de judaistiske vranglærere, der allevegne søgte at lave om paa Paulus' gerning. Dog kan de ikke have staaet som de i Galeterbrevet omtalte vranglærere, ellers kunde Paulus ikke sige, hvad der staar her i V.18, at han glædede sig over, at Kristus dog blev forkyndt. Thi i Galaterbrevet betegner han vranglærerne som dem, der ødelagde evangeliet. Vi maa da her tænke aa saadanne, hvem Paulus har været for alvorlig, for varm, paa saadanne, hvis rettroenhed har været af en død art. Den dag i dag møder vi jo ofte en død rettroenhed, der staar det sande trosliv imod. En forbindelse mellem disse Pauli modstandere og de judaistiske vranglærere kan der nok have været i den fælles riven ned paa Paulus, men disse sidste vranglærere omtales først af apostlen i Kap.3, og da paa en helt anden maade.

Det var modstandernes tanke (V.16) at volde Paulus fortræd, men Paulus viser, at dette ikke blev saaledes i virkeligheden. Tvertimod maatte ogsaa dette tjene til gavn og til apostlens glæde (V19-20). Kristus blev jo dog forkyndt, Kristi navn bleev dog prædiket trods de store brøst ved hine menneskers forkyndelse, og "derover glæder jeg mig, og jeg vil ogsaa fremdeles glæde mig," siger Paulus; han vidste, at det baade nu og i fremtiden altsammen skulde "blive ham til frelse", til velsignelse (V.19). Thi det var jo hans længsel og haab at han "i intet skulde blive til skamme", men at han ("med al frimodighed") fremdels gennem alt, hvad der mødte ham, enten nu hans legeme skulde hengives til døden elle blive i live, maatte forherlige Kristus (V.20). Han støtter denne sin frimodige forventning i ydmyghed til Filippensernes forbøn og Jesu Kristi Aands hjælp. Paulus forstod at vurdere, hvad et Guds barns forbøn er værd. Naar vort maal er dette: Kristi forherligelse igennem os, da kommer vor frimodighed ikke mere til at bero paa de ydre skiftende forhold, og da skal vi høste glæde.

Hvor stor viser ikke apostlen Paulus sig her ogsaa derved, at han med hensyn til dem, der prædikede i en ond mening overfor ham, saa ganske kan se bort fra sin egen person og tale om dem uden bitterhed, vis paa, at Herren altid forstod at vende det onde til det gode. Fra V.21-26 udtaler Paulus sig nærmere om dette i V.20 nævnte "liv eller død". Han udtaler her det store, herlige Ord (V.21): "Det at leve er mig Kristus og at dø en vinding." Skulde han leve en tid endnu, saa vilde jo dog Kristus være indholdet af hans liv, og skulde det nu snart ga mod døden, hvad legemet angik, saa han ikke skulde opleve Herrens genkomst, nu vel, saa var dette just en vinding, idet han jo saa (V.23) fik lov "at være sammen med Kristus". Han kunde ikke sige, vhad han skulde vælge, om det stod til ham selv. Visselig var det "saare meget bedre" at væe hjemme hos Herren for hans personlige vedkommende, men for gerningernes skyld (V.22), for vennernes skyld (V.24), turde det vel være mest fornødent endnu en stund at "forblive i kødet" dvs i legemet (V.22-24).

Hans indre forvisning gik ogsaa ud paa, at dette var Herrens vilje, at han endnu en stund skulde tjene til de helliges, ogsaa særlig de troende Filippenseres fremgang og glæde i troen, for at deres ros, dvs, det, de havde at rose sig af, deres lykke som kristne, kunde blive endnu rigere ved hans tjeneste, idet han atter fik lov at være til stede iblandt dem (V.25-26). Altid staar det at tjene som det store for Paulus; hans egne, personlige hensyn træder ganske tilbage for dette.

Ej at tjenes, men at tjene,
Derfor Jesus kom herned,
Bar vor svaghed, vor byrder,
Og paa korset for os stred.

Lad den kærlighed da brænde
I min sjæl, du syndres ven,
Saa jeg elsker, som du elsker,
Hvor jeg intet faar igen.


Læs: Kapitel 1.27-30.
430. "Eder er det forundt for Kristi skyld ikke alene at tro paa ham, men og at lide for hans skyld."

Paulus skrider i dette afsnit til en række herlige formaninger. Han havde i det foregaaende talt om, at det var hans visse haab endnu en stund i levende live at maatte tjene dem til velsignelse. Daog var dette jo ikke afgørende for Filippenserne, om han var til stede hos dem eller ej; det ene fornødne (dette ligger i "kun" V.27) var, at "de vandrede Kristi evangelium værdigt". Det var fordringen til Filippenserne, og dette indskærper apostlen dem, for at han dog altid, enten han var hos dem eller borte fra dem, kunde høre om dem, at de stod "faste i een aand, og af een sjæl stred tilsammen for troen paa evangeliet". Som hovedpunkt i en vandel, der er evangeliet værdig, ser Paulus altsaa for det første: Fastheden, for det andet: Eenheden mellem de hellige, hvilket sidste i høj grad betinger det første. Ligesom soldaterne ofte for med fasthed at staa fjendens anløb imod maa staa i tætsluttet kreds. Ryg mod ryg, skulder mod skulder, saaledes ogsaa de hellige i kampen for evangeliet. Splittelse er svaghed.

Det er kamptoner, der lyder igennem disse linier. Filippenserne, ligesom de makedoniske menigheder i det hele, havde en haard kamp ude fra, fra hedningernes side, men stod de fast sammen i een aand (V.27), da maatte de "ikke i nogen ting lade sig forfærde af modstanderne" (V.28). I Guds børns mandige uforfærdede bekendelse ser Paulus et tegn paa undergang for modstanderne, men et frelses tegn for de hellige, og "dette fra Gud", føjer han til. Naar Gud lægger dette mod ind i sine venner, da ligger jo deri en forvisning om sejr, et pant paa, at Guds folk har sandheden paa sin side. Hvor ofte har ikke martyrernes frimodighed virket angst hos deres bødler, fordi de forstod, at den sag, der kunde lides saaledes for, alligevel havde sejren med sig i længden.

Nej, ikke frygte for lidelsen, thi ogsaa lidelsen for Jesus er naade, skriver Paulus (V.29): "Eder er det forundt for Kristi skyld - ikke alene at tro paa ham, men ogsaa at lide for hans skyld". Saaledes betragtede ogsaa apostlene det, da de gik glade bort fra raadet efter at være blevne hudstrøgne for Kristi skyld (Ap Gern 5.41). "Glæder og fryder eder," sagde Herren i bjergprædikenen, "naar i lider for retfærdigheds skyld;" paa lidelsens torne gror de dejligste naadens roser. Gennem saadan hellig lidelse kan jo Kristus forherliges, og vi kommer derved i selskab med profeter og apostle. Ogsaa dette, de helliges fællesskab i denne kamp, peger Paulus hen paa (V.30) som en opmuntring for vennerne i Filippi. Da han var iblandt dem, havde de jo set paa ham, at lidelse og evangelium følges ad (se Ap Gern 16: Pauli hudstrygning og fangenskab i Filippi), og nu hørte de jo om ham, hvorledes hanhavde sin lidelses kamp i sine lænker. Men at maatte lide saaledes, for Jesu skyld, var idel naade.

Vor trængsel er en gave
Af Jesu milde haand,
Et tegn, som de skal have,
Der drives af hans Aand.