Fra Guldgruben

En bibelforklaring af C. Asschenfeldt-Hansen

Syvende bind:

Brevet til Filiperne

Læs: Kapitel 3.1-11.
434. "Hvad der var mig vinding, det har jeg for Kristi skyld agtet for tab."

Apostlen begynder med et "iøvrigt", som om han havde haft i sinde at slutte, men Guds Aand gav ham endnu et herligt Ord om glæden i Herren og om den nidkære ilen fremad mod maalet som det sind, hvori glæden ene kan bevares.

"Glæder eder i Herren" (V.1) - det er ligesom omkvædet paa hele Filippenserbrevet. Allerede flere gange før i dette brev har han slaaet paa denne tone (se navlig kap. 2.18), og adskillige antager, at det er det, han tænker paa, naar han her i V.1 taler om at skrive det samme. Andre mener, som vi i indledningen har omtalt det, at der med disse Ord tænkes paa et tidligere brev til filippenserne, som ikke er os opbevaret. Hvorledes nu end dette har sig, saa peger Paulus her paa en velsignelse ved gentagelsen af en formaning. Det er "betryggende for eder," siger han. Ligesom vantroen ofte søger sit brn i bestandig at gentage sine løgne, saaledes skal ogsaa sandheden utrættelig gentages, særlig denne sandhed om glæden i Herren. Thi glæden i Herren er vor styrke (Neham 8.10), den værner imod farer.

Og en fare vil apostlen hjælpe dem til at give agt paa. Det er de jødekristne vranglærere, apostlen slaar til med de knusende ord i V.2. Vi kender dem fra skildringen i Galeterbrevet go andet Korinthierbrev. Retfærdiggørelsen ved troen, kristenlivets helligdom, krænkede de groft ved deres lære om, at man skuld elade sig omskære og holde Moseloven, derfor kalder Paulus dem "hundene", der i østerland agtes som urene dyr og ofte bruges som billede paa det vanhellige (se Matth 7.6 go Joh Aab 22.15). Udtrykket "sønderskærelsen" bruges, fordi omskærelsen, som de pukkede paa, jo nu ikke længere havde Guds befaling at støtte sig til, og derfor kun blev en tom form, en lemlæstelse af legemet.

Dette udtryk begrunder Paulus ved at hævde (V.3), at kun de sande troende var de i sandhed omskaarne. Omskærelsen var jo tegnet paa, at man hørte til Guds Israel, men det naaedes nu ved at tjene Gud i Aanden (ved den Helligaands kraft) og søge sin ros og eneste tilflugt i Kristus Jesus uden i nogen maade at forlade sig paa kødet. Det var den sande aandelige omskærelse, som den gamle pagts omskærelse var det svage forbillede for.

Fra V.4-6 imødegaar Paulus den indvending, han tænkte sig fremsat fra vranglærernes side, nemlig at hedningerne jo sagtens kunde trøste sig med dette: Kristus alene til salighed, de havde jo nemlig intet andet at stole paa, havde jo aldrig haft nogen lovens retfærdighed. Nu vel, siger Paulus, har de hedningekristne ikke haft disse ydre fortrin, saa har da jeg haft dem i fuldeste maal. Var det deri, frelsen bestod, da kunde han i sandhed maale sig med hvem som helst. Han var en født Israelit, ikke en proselyt, der i en ældre alder havde ladet sig omskære, nej, han var bleven omskaaren paa den ottende dag i fuld overensstemmelse med loven (3 Moseb 12.3). Han var af Israels slægt, og det ikke af blandet æt, nej, det var rent israelitisk blod, der flød i hans aarer. Han kunde nævne den stamme (Benjamin), han hørte til; han var en hebræer af hebræerne (altsaa hans moder var en ægte hebræer).

Og med hensyn til hans personlige stilling til Israels lov, da havde han jo været en farisæer efter loven, altsaa hørt til dem, der tog det nøjagtigt med lovens ord. Hvad nidkjærhed angik, havde han jo tilstrækkelig vist den ved at forfølge Kristi menighed, og med hensyn til lovens retfærdighed stod han "udadelig", det vil sige saa højt, som nogen jøde kunde staa.

Kødeligt set havde alt dette været "en vinding", givet udsigt til en glimrende løbebane som jøde - ,em - og hvad lider der ikke i dette lille "men" - alt det havde han nu lært at agte som tab for Kristi skyld (V.7). Det havde jo hindret ham i at omvende sig til Kristus, idet han falskelig havde støttet sig til disse udvortes ting. Nu havde han faaet et andet syn paa tab og vinding. Dette udvikler han med ild og varme fra V.8-11. I sammenligning med herligheden at kende den Herre Jesus Kristus blev alt det andet for ham som tab, ja han havde ogsaa lidt tab paa alt dete ved sin omvendelse, men agtede det ikke mere end fejeskarn, for slet intet værd som retfærdighedsgrund. Kristus stod nu for ham som den dragende vinding, den kostelige perle. "Findes i ham", det vil sige: have sit liv skjult under Kristus, dækket af Kristus, det var hans herlighed. Dette udvikler han til begge sider, først med hensyn til retfærdiggørelsen ved Kristi tro i modsætning til retfærdighed ved loven, egen retfærdighed (V.9). Dernæst i henseende til livssamfundet med Kristus (V.10). Paulus havde visselig allerede Kristus, men at have Kristus er jo for et troende menneske her paa jord bestandig forbundet med at faa Kristus, at vinde Kristus (V.8) mere og mere, "kende ham" i stadig voksende inderlighed.

Denne vækst i Kristi erkendelse betegner apostlen paa den ene side som en voksende erkendelse af Kristi "opstandelses kraft" paa den anden side af hans "lidelsers samfund" (V.10). Hvad forstaas der ved Kristi opstandelses kraft? Nærmest den kraft, der udgaar fra Kristi opstandelse ikke blot som besegling af hans forsonergerning, af retfærdigheden i hans blod, men ogsaa til at oprejse de troende til et nyt liv (se Rom 6.4-10), og det først og fremmest indvortes i aanden med paa den store dag ogsaa legemligt. Ja, det gælder det at vokse i dag for dag, at kende Kristi opstandelses kraft til at rejse os op fra vore fald, fra det gamle sind, til en hellig vandel.

Og Kristi "lidelsers samfund", hvad er det? Det er delagtigheden i Kristi lidelser, lidelserne for Guds riges skyld, korset. Vi ser, at apostlen længtes efter at vinde fremad ogsaa i at være fælles med Kristus i lidelsen. Det stod for ham, som vi allerede hørte det i kap.1.29 og 2.17, som en stor naade at maatte lide med Kristus. Et Guds barn har jo mange af de samme lidelser at bære som alle andre mennesker. Sygdom, fattighed, sorg og savn kender Guds børn jo ogsaa, omend Kristi naade tager brodden fra alt saadant go forvandler det til velsignelse. Den lidelse, det er i vantro at staa Herren imod, er et Guds barn ganske vist fri for, men har saa visse særegne lidelser med Kristus, som verden ikke kender. Der er lidelsen, som den daglige kamp med synden volder et Guds barn, lidelsen ved at se den megen vantro hos mennesker, og lidelsen, der paaføres os ude fra gennem verdens børn som djævelens redskaber, forfølgelsens trængsel, enten denne nu kommer med naalestik eller sværdhug.

Alt dette kan regnes til Kristi lidelsers samfund, men det er naade at kende disse lidelser, thi det er troens kendetegn og hæderstegn.

Paulus begærede gennem Krsti lidelsers samfund at blive "ligedannet med hans død", til at vær een korsdrager i Kristi efterfølgelse, i selvhengivelse, som Kristus hengav sig selv, ja maaske i at maatte ofre ogsaa sit legemlige liv (se kap. 2.17). Den samme tanke møde ros i 2 Kor 4.10-11, hvor apostlen taler om "altid at bære Jesu dødelse om i legemet."

Saaledes skal altsaa et Guds barns aandelige præg være, paa den ene side baaret af Kristi opstandelses sejrskraft, paa den anden side mærket med hans kors, hans lidelser.

Men som det sidste endemaal ser Paulus (V.11) dette "at naa til opstandelsen fra de døde". "Om jeg dog kunde naa", skriver apostlen, og udtrykker herved ikke tvivl men ydmygheden, der se rpaa dette maal som saa usigelig stor en lykke og tillige som et maal, han fremdeles skulde kæmpe for at naa. Det er den kødelige sikkerhed, der udelukkes ved dette "om jeg dog", ikke forvisningen om frelse.

Hvad mener Paulus med: "Om jeg dog kunde naa til opstandelsen fra de døde"? Apostlen vidste visselig, at alle en gang skal opstaa, det havde jo Kristus tydeligt nok sagt (se Joh 5.28-20), og det udtalte Paulus selv udtrykkeligt for landshøvdingen Feliks (se Ap Gern 24.15: "Der skal komme en opstandelse baade af retfærdige og uretfærdige"). Men her tænker han aabenbart paa de troendes sejrrige opstandelse, det, han i 1 Kor 15.23 kalder den første opstandelse, der skal gaa for sig ved Kristi genkomst, det samme som Herren i Luk 14.14 kalder "de retfærdiges opstandelse" (se ogsaa Joh Aab 20.5-6: "den første opstandelse"). Paa dette sidste sted staar der: "Salig go hellig er den, som har del i den første opstandelse, over disse har den anden død ikke magt."

Visselig, med dette for øje forstaar vi, at den, der taber alt for Krisi skyld, vinder alt i ham.

Herrens røst, som aldrig brister,
Lært mig har, hvad og jeg tror,
Alt, hvad for hans skyld jeg mister,
Far igen jeg paa hans Ord.


Læs: Kapitel 3.12-16. 435. Tak - ak - gid!

Det er disse tre toner, der møder os saa klart hos apostlen i dette afsnit, og de hører med til et Guds barns liv der paa jord alle tre. Takken er grundtonen i et sandt og sundt trosliv og denne tone lkinger os i møde i apostlens Ord: "Efterdi jeg ogsaa er greben af Kristus Jesus" (V.12). Det havde han naaet, det var hans hjertes taknemlige forvisning, midt i sin farisæiske vantro og modstand var han bleven greben af sandheden og kærligheden i Kristus Jesus, saa Kristus var bleven det største af alt for ham.

Men ved siden af denne takkens grundtone klinger der ogsaa et "ak" i dette Ord: "Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldkommen" (V.12). Apostlen vil med dette afværge den midforstaaelse, som hans fjender vel ofte tillagde ham, at han skulde tage Guds retfærdiggørende naade som en sovepude, nej, siger apostlen, ingenlunde er jeg fuldkommen, saa jeg ikke skulde behøve at arbejde med frygt og bæven paa min saliggørelse. Det, han siger, han ikke har grebet, maa efter sammenhængen betegne den fuldendte evige frelse, hvortil ogsaa hører den indre fuldkommenhed at være Kristus lig, det samme som i V.14 kaldes klenodiet, thi havde han grebet dette, maatte han ogsaa være absolut fri for den synd, hvis fortsatte iboen hos os endnu medfører muligheden for tab af frelsen. Naar apostlen saa udtrykkelig fremhæver dette, at han ikke har grebet det, er det tillige for just overfor Filippenserne ud fra sit eget liv at indskærpe ydmyghed, denne ydmyghed, som han i Kap 2.2-4 havde vist som vejen til den rette eenhed mellem hjerterne. Men hvor godt, at vi har dette klare ydmygheds Ord fra apostlen, for at Guds børn til alle tider kan blive hjulpten til at holde sig paa det ydmyge, sandru stade, hvor man erkender og bekender sin ufuldkommenhed. Til alle tider vil der findes forblindede, selvsikre, sværmeraander, der falskelig betragter sig selv som fuldkomne og færdige. Nej, denne ak, -tone maa ikke savnes i et Guds barns liv her paa jord, den hører med til takken, for at det kan være den ydmyge tak.

Men den trejde himmeltone, som heller ikke maa savnes hos et Guds barn her paa jord, er det længselsfulde, hellige gid. "Jeg tager derefter, som jeg dog kund egribe det," siger apostlen, og drivkraften for denne jagen er dette: "Jeg er greben af Kristus". Troens tak for frelsen i Kristus vil bestandig fylde hjertet med længsel efter at blive ham lig. Og ak-tonen bliver falsk, dersom dete fremadstræbende "gid" ikke følger med. Lunken klynken og sukken over, at det er saa smaat med ens trosliv, uden at der mærkes nogen tilsvarende iver for at komme fremad, er en falsk tone.

Tak - ak - gid, det er de tre Aandens toner, der klinger os i møde i dette V.12 og som hører et Guds barns jordeliv til. I himlen lyder kun tak; i helvede kun ak.

I V.13-14 indskærper Paulus endnu engang med kærlig inderlighed baade ak-tonen og gid-tonen. Med V.13 som med V.12 har apostlen en gang for alle slaaet en pæl igennem den falske fuldkommenhddslære, med mindre man da, som svæermeraanderne gør, mener sig langt forud for Paulus. Og i V.14 sætter han en tyk streg under dette at jage fremad mod dette maal for at tage sandheden fra det lunkne ak. Det billede, der hele tiden har foresvævet ham, billedet af væddeløberen, der ikke har tid til at se tilbage, men strækker ud of bøjer sig frem imod det, der er foran, udvikles her med herlige ord. Væddeløberen løber lige mod maalet, hen imod sejrsprisen (Klenodiet), det klenodie, som hører til Guds kald herovenfra, det himmelske kald i Kristus Jesus.

Saaledes skal der iles, ikke i lunkenhedens luntetrav men med anspændelse af alle Aandens kræfter ("brændende i Aanden" Rom 12.11). Ikke skal vi se os tilbage efter andre i selvbehag over, hvad vi selv har naaet, det standser vort eget løb; det er meningen med: "glemmende, hvad der er bag ved". At ville hvile paa formentlig vundre laurbær, duer ikke. I en anden forstand skal vi nok huske, hvad der er bag ved, til ydmygelse go taksigelse; saaledes glemte Paulus aldrig, at han engang havde forfulgt Guds menighed, men det drev ham kun des stærkere fremad.

Saa skal vi ogsaa se at undgaa alle omveje og kødelige svinkeærinder. Maatte vi bestandig ile lige mod maalet! Men ogsaa der maa der blande sig en ak-tone med ind, idet Herren ikke altid kan føre os ad den korteste vej, men til vor opdragelse stundom maa føre os som fordum Israels børn ad ørkenveje. Jo bedre vi lærer i alle ting at lade os lede af Gud og sige: "Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad, om foden skulde brænde", des mere kan han spare os for de smertefulde omveje. Men enten det "gaar gennem moser eller haver fuld af roser, alt lige meget, naar vor drift til himlen gaar."

I V.15-16 sætter Paulus det som fordringen til et modent Guds barn at have dette sindelag, som han her i V.12-14 har udviklet. Det kunde efter vor danske oversættelse næsten lyde som en selvmodsigelse, naar apostlen efter i V.12-13 at have indskærpet, at han ingenlunde betragtede sig som fuldkommen, nu i V.15 siger: "Lader da os, saa mange som er fuldkomne, have dette sindelag." Men derved er at bemærke, at grundteksten har to forskellige ord for fuldkommen i V.11 og V.15. Det, der bruges i V.15, betegner bestandig i skriften det modne, voksne stade i troen i modsætning til det spæde barnestade. Saaledes bruges det, som vi har set, ogsaa i 1 Kor 2.3 og 3.6, se ogsaa Efes 4.13 og fremdeles Heb 5.14 ("fast føde for de voksne", fuldkomne). Med Ordet "saa magne som" henstiller Paulus det til hver enkelt samvittighed, om de kunde regne sig blandt de aandelige voksne, men ved at sige "os" regner han altsaa sig selv med der. Og det kunde han trøstig gøre uden at blive beskyldt for hovmod, just fordi han i det foregaaende saa bestemt har erklæret ikke endnu at være fuldkommet eller færdig med sin helliggørelse. Den gamle troens stridsmand Chrysostomos har herom træffende sagt saaledes: "Til at være fuldkommen (nemlig i betydning "moden, voksen") hører just dette: ikke at anse sig selv for "fuldkommen" (i betydning "færdig") men at ile mod maalet i troens ydmyge tak. Det er barnagtighed i værste forstand at anse sig selv for færdig.

"Og er der noget, hvori i er anderledes sindede" da skal Gud aabenbare eder ogsaa dette," føjer apostlen til (V.15). Paulus tænker sig muligheden af, at der kan være et og andet punkt, hvor ogsaa et fremadstræbende Guds barn endnu ikke er kommen til klarhed. Det ser vi jo saa ofte den dag i dag hos andre Guds børn som hos os selv. Men da skal vi med apostlen lære at betro et saadant Guds barn til Gud og ikke falde over hverandre med skarpe domme. Det er det samme, Paulus udførligt har udviklet i Rom 14. Det ærlige Guds barn skal nok af Gud blive hjulpen til klarhed efterhaanden ogsaa paa saadanne punkter. Nødvendigheden af et oprigtigt sind, om Gud skal kunne føre os fra klarhed til klarhed, betoner Paulus i V.16 saaledes: "Kun at vi, saa vidt vi er komne, vandrer i samme retning". Vi er ikke alle komne lige vidt i lys og udvikling, men vi kan alle stræbe frem i samme retning. Den bøn maa bo i hjertet hos alle sande Guds børn: "Lær mig, Herre, din vej, jeg vil vandre i din sandhed, vend mit hjerte mod dette ene, at frygte dit navn" (Sl 86.11).


Læs kapitel 3.17-21.
436. Formaning til at efterfølge det himmelspor, apostelen havde vist dem, og vogte sig for at følge de mange, der vandrede som Krsti korses fjender.

Apostlen havde i det foregaaende for læserne skildret sit eget løb mod det himmelske maal, og han beder dem nu (V.17) kærlig som at blive hans efterlignere (egentlig "medefterfølgere", idet der tænkes paa de mange andre, der fulgte apostlen, hvorved formaningen forstærkes). Naar apostlen formaner dem til at blive hans efterlignere og agte paa dem, der vandrer som han, da gør han det i ydmyg forvisning om selv at følge den Herre Jesus. Kun i samme grad, som vi selv fæster vort blik paa Frelserens spor, kan vi faa frimodighed til at sige til andre: Følge os efter.

Paulus begrunder nu denne formaning paa to maader, først i V.18 ved henvisning til de mange, der vandrede fordærvelsens vej, dernæst V.20-21 ved at henvise til, at de hellige har deres borgerskab i himlene, det maal, apostlen ilede mod.

Hvem mener apostlen med de i V.18-19 nævnte: "Kristi korses fjender"? Det kan ikke være de samme, som omtaltes i Kap. 3.2, de falske jødekristne, som forvanskede læren. Disse, som her omtales, skildres ikke som vildledende forkyndere men snarere som navnkristne (indenfor menighedens ramme), der vilde afsvække den kritelige alvor, fordunkle det himmelske stad og i det hele verdsliggøre kristendommen. Deres verdslige sind betegnes yderligere ved, at "bugen" kaldes "deres Gud", "de jordiske ting" genstand for deres sjæls tragten. Tilmed traadte de aabent frem med dette skammelige sind og satte en ære i deres skændsel. Betegnelsen "magne" (V.18) peger hen paa en dyb skade. Som i en sum betegner Paulus disse mennesker som "Kristi korses fjender". Korset forkynder jo om sejr, men om sejr gennem lidelse og kamp, viser os, at kongevejen til himlen gaar gennem lidelse til herlighed i vor store Frelsers spor. Men det verdslige, kødelige sind er fyldt med en stor ulyst til at lide og begjærer bestandig et evangelium uden lidelse. Alle de mange navnkristne den dag i dag har det jo ganske paa samme maade. Utilsløret sætter man "de jordiske ting" paa første plads; utilsløret viser man sin afsky imod alle dem, der vil vandre korsets vej i sandhed eller prædike denne vej. Det kaldes "sort pietisme" eller "Indre Missions galskab". Utilsløret tages Guds navn forfængelig, bandes og sværges der, ofte i stor stil. Og alle disse mange sætter dog ikke sjeldent en ære i at kaldes den rette folkekirke, som der staar i salmen: "Den kristne kirkes skønne navn, vil overalt man bære, men Herrens folk til evigt gvn det vil dog saa kun være - Mundkristne vel i last og skam fremture tit med list og bram, men Herren kender sine."

Apostlen siger om alle disse mange, at deres "ende er fortabelse". Saaledes prædiker altsaa Paulus, at mennesker gaar til helvede og fortabes, dersom de ikke omvender sig. Og han prædikede "ofte" derom (V.18). Men lad os aldrig glemme det: han prædikede derom "med taarer", i hans efterfølgelse, der græd over Jerusalems vantro. Saaledes skal der tales om vantroen - "med taarer". Men den dybe modsætning mellem saadant versligt sind og sand kristendom maa frem i klarhed, thi vort borgerskab (egentlig vor "stat", det rige, vi hører til) er i himlene, siger Paulus,. Deraf følger, at vort hjerte maa være himmelsindet, ikke have sin skat hernede men oventil. Deraf følger fremdeles, at vi ikke maa forvente at kunne undgaa trængsel og lidelse her paa jord, men vor forventning maa være retteet opad mod Frelseren, den Herre Jesus Kristus, som skal forvandle vort fornedrelses-legeme, det legeme, der nu paa saa mange maader mærker "Kristi lidelsers samfund", "til at blive ligedannet med hans herlighedslegeme". Herrens hellige forventer ogsaa herlighed i den ydre tilværelse, men først naar Kristus kommer igen. Og vi skal ikke tvivle om muligheden af en saadan forvandling; den er givet med hans kraft, der formaar at "underlægge sig alle ting".

Det sidste vers minder os om 1 Kor 15, hvor apostlen ogsaa taler om den forvandling, der skal foregaa fra forkrænkelighed til uforkrænkelighed baade med de dalvende hellige og med de Gudsbørn, der ødde før Herrens genkomst (1 Kor 15.52-53). Naar Paulus her siger: "Vi forventer som Frelser den Herre Jesus Kristus," da er det jo menighedens haab, han udtaler. Ogsaa han selv personlig forventede stadig Herrens komme, skønt han i dette brev baade Kap 1.23 go 2.17 antyder muligheden af sin død før Herrens genkomst. Men Herren har lagt alle sine venner pa asinde at forvente ham bestandig som tjeneren venter sin Herre (Luk 12.36).

Som et pilgrimsfolk skal Herrens folk vandre paa denne jord.

Jeg gaar til himlen, der er mit hjem,
Der er ej synd eller smerte.
Der er det nye Jerusalem,
Der er mit bævende hjerte.

Paulus' Brev til Filippierne
1 2 3 4

Guldgruben
Indledning, 1 2 3 4